En charmerende og alvorlig skildring af mennesker, der oplever modgang og alligevel lever så godt, de nu kan. En film, der udstråler stor kærlighed til filmmediet.
Vi er i England i 1980'erne. En stor biograf har måttet halvere fra fire til to sale, men holder stadig gang i butikken under ledelse af chefen Ellis (Colin Firth). En af de ledende ansatte er Hilary (Olivia Colman). Vi finder ud af, at hun lider af skizofreni og egentlig kun er der, fordi "kommunen" og Ellis holder hånden over hende. Ellis tager sig så betalt ved seksuelle ydelser på kontoret (dog skildret med tøj på, så sex-scenerne er nok ok for en 12-årig). Kommunen kræver bare, at hun jævnligt tjekkes af en læge og tager sin medicin (Lithium). En ung mørk mand, Stephen (Micheal Ward) bliver ansat, og der udvikler sig et romantisk forhold mellem Hilary og ham, om end der er en del år imellem dem. Psykisk syg At Hilary er psykisk syg, kan hun nogenlunde få til at balancere med et næsten "normalt" liv, når bare hun tager sin medicin, der så til gengæld tager lidt at glansen af hendes humør og hendes adfærd. På et tidspunkt gør hun det, der så ofte sker for brugere af den slags medicin: de stopper med at tage den uden at sige noget til lægen. Enten fordi de tænker, at nu har de det så godt, at de kan klare sig uden. Eller fordi de tænker, at nu holder de ikke ud at have denne dyne hængende over hovedet længere: de vil opleve friheden med højt til loftet. Vi får vist ikke at vide, hvorfor Hilary gør det. Men effekten er ikke til at tage fejl af: hun blomster op og bliver charmerende. Men senere bliver hun meget irritabel og kan få voldsomme raserianfald. Dette gir hende både mod på at afsløre Ellis over for hans kone, og bliver årsag til et brud med Stephen og sender hende på tvangsindlæggelse. Alt sammen virker det ganske realistisk. Det samme gør skildringen af hendes besøg hos lægen, der bare skal have vinget noget af på sit skema, nok desværre også, når man tænker på beskrivelser af psykiatrien for 45 år siden. Racisme England er i krise og store grupper – anført af de berygtede "Skinheads" - er på jagt efter syndebukke. Deres yndlingsofre er de sorte, og Stephen bliver gennembanket i biografens forhal. Igen desværre en realistisk skildring af forholdene dengang. Stephens mor er sygeplejerske og tager sig at sin søn og mødes dermed med Hilary, der også gerne vil støtte Stephen. Kærlighed Romancen mellem Hilary og Stephen fylder en del – også selv om den slutter, og Stephen finder en, der i hudfarve og alder matcher ham bedre. Den er beskrevet ret ligeud med sine ups and downs oppe i "dueslaget": den øverste etage i biografen, der for længst er lukket ned og kun bebos af duerne, der flyver ud og ind. De øvrige ansatte i biografen støtter alle op om Hilary på mange skønne måder – men må også bede hende udfolde sit privatliv andre steder end i biografen. Film De gang skulle der være en operatør, der viste filmene via to fremvisere, der afspillede filmrullerne. Biografens operatør er en lille mand (spillet fremragende af Toby Jones), der underviser Stephen både i teknikken og især i filmens magi som den lysstråle, der kan gøre så meget ved mennesker. Heraf filmens navn. I det hele taget udstråler denne film en stor kærlighed til filmmediet, og for os, der går op i gammeldags teknik, er der gode detaljer at hente – ved siden af den dybe filosofiske tilgang til filmens lys. Olivia Som sædvanlig leverer Olivia Colman en fremragende præstation, hvor hun viser meget forskellige sindstilstande på naturtro måder. Filmens flow er ikke altid hurtigt, men det gir netop mulighed for at se nuancer og forskelle mellem dem. Der er så meget varme og naturlig charme i filmen – midt i de barske temaer, den tager op. En film om, at man – trods dårlige vilkår – alligevel kan leve og glæde sig på mange måder. Især når man har nogle gode venner.
Kan ses på Disney+.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-