Man er rigtig, rigtig godt underholdt, når man ser "Edge of Tomorrow". Skuespilleren Tom Cruise har en fabelagtig evne til at trække tilskuerne med sig ind i spændingen, og han har med årene udviklet sig til en fremragende skuespiller.
Historien i "Edge of Tomorrow" er godt tænkt: En blanding af den gamle "En ny dag truer" og forrige års Source Code, som begge handler om, at den samme dag – den samme situation – genopleves igen og igen, hvilket gør, at hovedpersonen med tiden kan klare en række vanskelige situationer.
Tom Cruise spiller, i hvert fald i filmens første del, en antihelt. Han er reklamemand i den amerikanske hær, og har bestemt ikke lyst til at komme rigtigt i krig. Men det kommer han - imod nogle blækspruttelignende aliens, og da han dør, vågner han op igen og gennemlever den samme situation. Dette gentager sig rigtig mange gange, og heldigvis møder han en kvindelig amazonekriger, som gennemlever de samme ting, og i fællesskab finder de ud af, hvordan de kan udnytte situationen, at de efterhånden kender udfaldet af dagens begivenheder.
"Edge of Tomorrow" er rigtig godt spillet og er god, anderledes action-underholdning, og Tom Cruise er, som nævnt, dygtig til at drage tilskuerne med ind i spændingen.