Dykkerklokken og sommerfuglen

Le Scaphandre et le papillon

En parisisk playboy føler sig indespærret, da han bliver lam efter en hjerneblødning. Samtidig finder han frihed ved at skrive en erindringsbog. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Top 10 2007, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 2007
Varighed: 112 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Julian Schnabel,
Medvirkende: Mathieu Amalric, Emanuelle Seigner, Max von Sydow, Marie-Josee Crozé,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen - 17.12.2007

"Dykkerklokken og sommerfuglen" er den autentiske fortælling om Jean-Dominique Bauby, en parisisk playboy, der som redaktør for modemagasinet "Elle" levede et luksuriøst liv med smukker damer, hurtige biler – og flere smukke damer. Et menneske, som på mange måder levede oven på tilværelsen, skøjtende fra det ene til det andet; et menneske hvor kun besøgene hos hans gamle far og den unge elskerinde var udtryk for, at han rent faktisk havde et dybereliggende følelsesliv.

I 1995 blev han ramt af en hjerneblødning. Efter tre uger i koma vågner han på et hospital i provinsbyen Berck, der ligger smukt ved Atlanterhavets kyst. Her tager filmen sin begyndelse. For Jean-Dominique (Mathieu Amalric) vågner op til en helt forandret tilværelse: Han er lammet fra top til tå og har kun kontrol over venstre øjenlåg. Med det må han nu lære at kommunikere med omverdenen, og med sit helt særlige system giver han sig i kast med at skrive den erindringsbog, som filmen bygger på.

For erindre, det kan han. Hans minder og hans fantasi er som en sommerfugl, der kan flyve hvor som helst den vil. Men selv føler han sig spærret inde, som i en dykkerklokke, ude af stand til at bevæge sig, men med sin hjerne intakt. Ikke for ingenting kaldes hans sygdom for "locked-in" syndrom, og han føler sig netop indespærret – men samtidig mere og mere fri. Dette paradoks er filmens store gevinst, for instruktøren formår både at vise os en mand i afmagt, og en mand, som er befriet og kan skrive en bog og forestille sig alt, ligesom han kan mindes alt det, han har oplevet. Denne spænding er til tider vanskelig for tilskueren at rumme, måske fordi den netop rummer noget sandt om livet i al sin banalitet: Nemlig, at det kan være meget smukt og meget frygteligt på en gang. Gennem kamera og klipning bliver vi på mesterlig vis sat i Jean-Dominiques situation; det er filmteknisk noget af det bedste, der har ramt biograferne i lang tid. Jean-Dominiques historie bliver derfor også ret usentimental, men stadig stærk. Det er meget svært at være uberørt af scenerne mellem Jean-Dominque og hans børn eller mellem Jean-Dominique og hans far.

I sit liv har Jean-Dominique været en "self-made man", og det afspejler sig også i hans syn på religion. Godt nok er der folk i praktisk talt alle organiserede trosretninger, der beder, mediterer, ofrer med hans helbredelse for øje, men selv er han ligeglad. Den katolske tro, der præger hans Frankrig – og hans plejere – er for ham – og for filmen – en overtro, fyldt med tingeltangel og meningsløse ritualer. Sådan fremstilles det også i filmen; og sådan er religiøse aktiviteter nok for den, der ikke tror. Og troen, den gribes Jean-Dominique ikke af på nogen måde.

Men han gribes af sit liv. Af lysten til at leve. Af livets værd i al dets ubærlige lethed. Af skønheden i de menneskelige relationer. Af stranden og vandets brusen. Og livet er selv for en dybt handicappet mand stort og smukt. Hver dag har nok i sin plage, men netop fordi hver dag rummer sin smerte, lærer den os også at se på livet i et større perspektiv. For Jean-Dominique og filmen får livet dog en ende. Der findes en grænse for livets skønhed – en dag er det hele slut. Filmen bærer i sig ingen tro på et efterliv, men kan måske minde os om, at vi som kristne også tror på et liv før døden.

---