• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Adventure

Dune

I en fjern fremtid vikles hertugsønnen Paul ind i en politisk og dæmonisk magtkamp om et vitalt krydderi. Flot filmatisering af episk roman med potentiale til at blive et nyt sci-fi-franchise.

AdventureDramaScience fiction
Produktionsår: 2021
Varighed: 155 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Denis Villeneuve,
Roman/manuskript: Frank Herbert,
Medvirkende: Timothée ChalametRebecca FergusonZendayaJason Momoa,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Peter Greek Kofod - 17.09.2021



KRYDRET FORRET LOVER GODT FOR HOVEDRETTEN 

Lykkes det så denne gang? 
Når man hører om plottet til filmen, kan man fristes til at tænke, at det bare er en Star Wars kopi. Vi har en hovedperson, som man håber er den messias, som skal frelse universet fra den ondskabsfulde kejser. Sagen er bare den, at 12 år før Star Wars kunne ses i biograferne, skrev Frank Herbert science fiction-moppedrengen Dune. Det er den mest solgte science fiction-roman til dato. Den er forsøgt filmatiseret flere gange, men alle har været fiaskoer i større eller mindre grad. Spørgsmålet, som mange stillede op til premieren, var, om Denis Villeneuve nu ville kunne klare opgaven med at oversætte den komplekse og detaljemættede historie til film. Med sine to seneste film, Arrival og Blade Runner 2049 havde han i hvert fald vist, at han formår at lave vellykkede science fiction-film.

Sand, sand og atter sand
"Dune" finder sted i en fjern fremtid i et feudalt imperium, hvor planeter kontrolleres af adelige huse. Hovedpersonen i filmen er Paul Atreides, arvtager til hertug Leto, som er overhoved for huset Atreides. Vi kommer ind i historien på et tidspunkt, hvor hertug Leto af kejseren er blevet sendt til at overtage herredømmet over planeten Arrakis, som indtil nu har været underlagt den brutale baron Harkonnen. Det er en del af kejserens ondsindede plan for at udslette huset Atreides. Modsat Harkonnen regerer hertug Leto med kløgt og indgår alliancer med frimenerne, den oprindelige befolkning på planeten. Arrakis er en ugæstfri ørkenplanet, hvor der er sand så langt øjet rækker. Planeten er kun interessant, fordi den er det eneste sted, hvor man kan finde 'krydderiet', det mest værdifulde stof, der findes. 'Krydderiet' gør det muligt at rejse i rummet. Det er livsforlængende, bevidsthedsudvidende og giver mulighed for at se ind i fremtiden, men indsamlingen af det værdifulde stof er besværliggjort af de gigantiske sandorme.

Bene Gesserit-søstrenes hemmelige plan
Som en skyggeregering, hvor tid ikke er et problem, arbejder søsterordenen Bene Gesserit på at fremavle et supermenneske, en slags messias, som under deres kontrol kan regere universet. Alle adelsfamilier har sendt deres døtre til ordenen, for at de kan blive trænet i ordenens skoler, så de kan få adgang til de egenskaber, som kun søstrene har. Men Pauls mor, Jessica, der er med i søsterordenen, bryder med ordenens ordre om, at der kun må fødes piger. Derudover har hun trænet Paul i ordenens ellers hemmelige evner. Hun tror nemlig, at Paul kan være den ventede messias. Kejserens plan bliver eksekveret med hjælp fra Harkonnen, og hertug Leto mister livet. Som Maria og Jesusbarnet må Paul sammen med sin mor flygte ud i ørkenen.

Messias?
Bene Gesserit-søstrene har igennem generationer plantet messiasforventninger hos alle folkegrupper, og denne forventning griber Paul og Jessica. Paul ønsker at hævne sig på dem, der er skyld i hans fars død, og man fornemmer, at han er på vej til at blive den politiske og militære messias. Paul er klar til at bruge magt og vold for at opnå sine mål. Som kristen kom jeg til at tænke på, hvordan Jesus, i klar modsætning til Paul, valgte kærlighedens og selvopofrelsens vej. Det var ikke gratis for Jesus. Det kostede ham livet, men han vandt ved det.

Episk med potentiale
Er det så lykkedes for Denis Villeneuve? Det mener jeg i den grad, at det er. Han har formået at skabe en helstøbt oplevelse, hvor du bliver trukket med helt ned i det tørre ørkensand. Du skal ikke forvente en tju bang-film a la Marvel, men mere en science fiction-version af nogle af de gamle storfilm, som "Lawrence of Arabia". Jeg håber virkelig, at den bliver en blockbuster, for så bliver Legendary Pictures nødt til at hoste op med pengene til 2'eren. Det er nemlig kun første del af bogen, som er blevet filmatiseret. Hvis der rigtig går franchise i den, så skrev Frank Herbert fem efterfølgende romaner i Dune-serien, og hvis de også bliver filmatiseret, er der nogle ret syrede film i vente …

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.9 af 6. 7 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer