• GHOST IN THE SHELL DR3 | 17-12-19 | Kl. 22.05

  • På dvd/blu-ray FAST & FURIOUS: HOBBS & SHAW

  • TEMA Bibelfilm fx serien THE CHOSEN (kun engelske undertekster)

  • TEMA - kristne film fx BREAKTHROUGH

  • TEMA familiefilm fx dvd-aktuelle TOY STORY 4

  • TEMA Julefilm - fx BLACK NATIVITY

  • TEMA - FAMILIEJULEFILM fx STJERNEN

Alle anmeldelser - Adventure

Dumbo

AdventureDramaFamiliefilmTEMA Familiefilm A/7 år
Produktionsår: 2019
Varighed: 112 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Tim Burton,
Medvirkende: Colin FarrellMichael KeatonDanske stemmer:Morten Hemmingsen,
Stikord:
 Savn,










Anmeldelse:

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen - 01.04.2019



DUMBO FLYVER, MEN I HVILKEN RETNING?

Jeg elsker Disney, og jeg elsker Tim Burton. Jeg har til gengæld ikke været ubetinget begejstret for Disneys strategi med at lave realfilms-genindspilninger af deres animerede klassikere, og jeg har måttet kæmpe lidt for at holde gejsten oppe omkring Burtons film det seneste årti. Da jeg hørte, at genindspilningen af "Dumbo" blev lagt i hænderne på Burton, blev jeg først meget overrasket; hvad var begrundelsen for det match? En gotisk instruktør, som arbejder med sort-hvide-toner og gyserelementer, parret med en sød babyelefant i et farvestrålende cirkusmiljø? Men ved nærmere eftertanke gav det mening. Burton har altid hevet outsidere ind i rampelyset – Edward Saksehånd, Ed Wood og Miss Peregrine's Home for Peculiar Children for at nævne nogle få – og der er Dumbo jo en af Disneys allertidligste outsidere, der efterlader mobberne mundlamme, mens han svæver sig til berømmelse. Jeg var spændt på, hvad Burton ville gøre med Dumbos pussenussede cirkus-æstetik, og især kunne jeg ikke vente med at se, hvad han ville gøre med en mesterligt spooky sekvens med lyserøde elefanter. Nuvel, så langt mine forventninger …

Der kommer ikke helt luft under ørerne
"Dumbo" fra 1941 varede sølle 64 minutter, men i Burtons version er der lagt 48 minutter til. Og faktisk er filmen en pakkeløsning, som kombinerer de to primære strategier, som Disney har valgt til deres klassikere i disse år. Enten er filmene genindspilninger uden væsentlige ændringer i historien (f.eks. Skønheden og Udyret og Junglebogen), eller også er de fortsættelser med samme karakterer i nye historier (f.eks. Jakob og Peter Plys og Mary Poppins vender tilbage. Men "Dumbo" er i den første halvdel en genindspilning, og da vi så halvvejs ser Dumbo vinde landsdækkende berømmelse for sit flyvenummer ligesom i tegnefilmen, udvikler historien sig til en fortsættelse. En historie om en grisk mogul, V.A. Vandevere, som kommer til Medicis cirkus, opkøber dem og tager dem med til sin mastodont af en forlystelsespark. Det er godt tænkt at udnytte originalens korte spilletid til at lave en 2-i-1-løsning, men desværre synes jeg ikke som helhed, at der helt kommer luft under Dumbos ører i filmen.

Dumbo spiller andenviolin i sin egen film
"Dumbo" var en ambivalent og forvirrende oplevelse, og der skete på én og samme tid for lidt og for meget. Der er føjet en del nye karakterer til historien, men de er desværre flade stereotyper. Det er svært at få følelser for dem og engagere sig i deres kampe. Mit nostalgiske hjerte kluklo af referencer til originalen og kløgtige justeringer, men jeg savnede også elementer. Jeg savnede sangene, som næsten helt udeblev. Og den vel nok største ændring var, at dyrene ikke kunne tale. Dermed var der ingen Mr. Stork, ingen snobbede elefant-matroner, ingen kække krager, og væsentligst af alt var musen Timothy, Dumbos ven og vejleder, helt væk og erstattet af et par middelmådige barneskuespillere. Dumbo blev faktisk reduceret til en rekvisit i dele af historien, en statist til børnenes og deres fars historie. Det var et greb, som jeg kritiserede i min anmeldelse af "Jakob og Peter Plys", og jeg vil gentage den her: Når vores hovedkarakter skubbes i baggrunden for at spille andenviolin til nogle flade og skabelonagtige mennesker, så taber filmen noget hjerte og mening.

Visuelt overdådig, men uambitiøs og ufarlig
Jeg sidder tilbage med en flad fornemmelse. Visuelt var filmen overdådig. Burtons æstetiske vision holder, og hans kostumier, scenograf og effekt-animatorer skal have ros for at lave flotte dragter, et appellerende cirkusmiljø og især en fed steampunk forlystelsespark i futuristisk Art Deco-stil, og animationen af Dumbo er nuttet og så godt lavet, at man tror på, at elefanter da selvfølgelig kan flyve. Men under den flotte overflade gemmer sig desværre meget lidt substans. Det er en uoriginal og forudsigelig historie, ligegyldige karakterer og en række irriterende politisk korrekte tematikker, som meget uelegant serveres, så selv de mindste børn forstår, at det er barbarisk at opdrætte dyr i cirkus, at kvinder og børn har noget imellem ørerne, at outsidere også kan redde dagen, og at storkapitalismen er ond.

De onde i filmen er virkelig onde, og de gode er virkelig gode – en meget sort-hvid moralfortælling, som vi har set dem tusinde gange før. Og alt, hvad der var farligt i originalen, er taget ud: de "racistiske stereotyper" af sorte løsarbejdere og krager, og at Dumbo blev fuld og hallucinerede om lyserøde elefanter. Filmen er særdeles ufarlig og uambitiøs, og jeg er i tvivl, hvad jeg skal bruge den til. Hvad vil filmen? Jeg farer vild i de mange elementer og pointer, som ikke forløses, udvikles eller bindes ordentligt sammen, og når filmen så endelig har budskaber, bliver de irriterende klodset leveret. Samtidig kedede jeg mig faktisk undervejs, fordi historien var forudsigelig, ubalanceret og umorsom.

Burton bider hånden, som fodrer ham
Jeg vil tro, at børn vil få en festlig oplevelse, men jeg vil ikke anbefale filmen til uledsagede voksne. Burton-fans må se langt efter hans sære og småuhyggelige stil; han er blevet tæmmet af Disney-mastodonten, og det er måske også fint i lige netop denne fortælling. Det er hans mest konventionelle stykke bestillingsarbejde til dato, som enhver anden instruktør kunne have leveret, og det skuffer, at han ikke tager sig større kunstnerisk frihed og sætter sit originale præg på historien. Men – måske bider han alligevel lidt igen efter hånden, som fodrer ham? Skurken Vandevere og hele hans underholdningskoncern kan sagtens læses som en stikpille til det storkapitalistiske Disney, der bejler til verdensherredømmet og monopolisering i filmbranchen. Dumbo-karakteren er god og flot, og der er hjerte i historien, især imellem Dumbo og hans mor, men Dumbo er desværre for lidt med, og når jeg sidder tilbage til sidst og ser en sød babyelefant endelig genforenet med sin mor, og jeg ikke kæmper med tårerne, så er der gået et eller andet galt undervejs.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer