Det er som udgangspunkt rigtig svært at anmelde en film, der blev lavet for næsten halvfems år siden. I sin samtid blev Carl Th. Dreyer anset for at være en af de helt store filmkunstnere, og publikum strømmede til for at se hans produktioner. Og for nogen står hans værker stadig som monumenter i filmhistorien. Det er altså med en vis ydmyghed, at jeg som anmelder tager fat i "Du skal ære din hustru".
Filmens handling er i bund og grund ret enkel. Manden Viktor er en hustyran, der lader sin hustru Ida knokle døgnet rundt for at få hjemmet til at fungere, mens han selv formår at yde meget lidt til fællesskabet i familien. Han rager til sig af de få goder, som den økonomisk trængte familie råder over, hvorved resten af familien må nøjes med meget lidt. Den gamle barnepige "Mads" følger begivenhederne på tætteste hold og sætter sammen med Idas mor gang i en plan. Ida skal forlade familien, så Mads kan tage Viktor under behandling og lære ham, at han ikke bare skal nyde men også yde. Til at begynde med virker det ikke videre godt, men efterhånden bliver Viktor mør og savner sin hustru, så han erkender, at han må forandre sig, for at ægteskabet og familien kan fungere. Og til slut vender Ida tilbage, og filmen efterlader os med et håb om, at deres indbyrdes forhold bliver bedre.
Filmen er en sort-hvid stumfilm med mellemtekster og underlægningsmusik, hvilket på alle måder ligger fjernt fra vores tids hårdt pumpede filmproduktioner med fuld knald på farver, lydeffekter og special effects. Og her er det, at det bliver svært at komme med en fair anmeldelse af "Du skal ære din hustru". Filmens handling er fint bygget op, og dens ærinde er helt reelt, særligt set med datidens øjne, hvor ligestilling ikke var det, som vi kender i dag. Skuespilpræstationerne er fine, og særligt gamle Mads spiller en ganske skarp rolle som filmens samvittighed, der ender med at få den sårede familie til at hele. Ind i vores tid er det stadig vigtigt, at ægtefæller ser hinanden som ligeværdige og dermed også tager ligeligt fat i de opgaver, der er i hjemmet. Dog har vi næppe i helt samme grad behov for den løftede pegefinger, som man havde i 1920'erne.
For mig hører filmen her hjemme i en svunden tid - med al respekt for den gamle mester Carl Th. Dreyer. Filmen vil næppe fange mange moderne danskeres interesse bortset fra en lille gruppe af filmentusiaster med særlig interesse for denne periode i filmhistorien. Derfor giver jeg kun de to stjerner.