Det er nok en af de mest bemærkelsesværdige og eftertænksomme film om barndom, jeg nogensinde har set.
Bruno er en otteårig søn af en naziofficer, og det er Brunos nysgerrige øjne og ører der opdager og fortæller den gribende historie. Brunos far bliver forfremmet fra et skrivebordsarbejde i Berlin til at være SS-oberst for en arbejdslejr (koncentrationslejr) langt ude på landet i Polen. Bruno keder sig og undersøger naturligvis det nye hus og ikke mindst omgivelserne. Fra sit vindue kan han se en "gård" med en masse "landmænd", der dyrker jorden.
Det lykkes for Bruno at finde vej ud af haven og ind i skoven, og en dag står han over for et hegn, hvor han møder en af "landmændenes" drengene, der tager sig et hvil tæt ved hegnet, et ubevogtet sted.
De voksne vælger at være mere eller mindre uvidende om "gårdens" egentlige formål, mens moderen langsomt bliver opmærksom på, hvad der foregår. Bruno kan ikke forstå den pludselige kølige spænding mellem hans forældre, eller hvorfor han ikke må besøge den mærkelige "gård" med det elektriske hegn. Bruno kan heller ikke forstå, at husets jødiske tjener, Pavel, der ellers er læge, er tilfreds med at hjælpe til i husholdningen.
Det er vel typisk for en knægt på otte år og mange af os andre, at undersøge det forbudte lidt nærmere. Fortællingen om hans hemmelige venskab med en venlig, sulten jødisk dreng på den anden side af hegnet tegner et billede, som er i direkte modstrid med det, de ubeskrivelige voksne sandheder viser. Her er filmens store modsætninger. De to drenge taler sammen, spiller dam og forstår ikke de fordomme og den propaganda, der adskiller dem.
På trods af humoristiske øjeblikke er dette en dybt alvorlig film, der påvirker én. Det er også vigtigt, for filmen beskæftiger sig med kompleksiteten omkring holocaust i et sprog, der kan flytte børn, såvel som voksne. Aldersgrænsen på 11 år er på sin plads - vurder gerne selv.
Gemmer din stemme...
-