INTRIGER, SKANDALE, FORSONING OG VENSKABER
Det var med lidt bange anelser jeg satte mig til rette for at se den store finale på denne meget populære og yderst vellykkede serie. De seneste film har nemlig, efter min mening, haft mere fokus på at give fans et gensyn med de elskede karakterer, frem for at bringe en god og medrivende historie. Men her blev jeg heldigvis positivt overrasket. Bortset fra de sidste 5 minutters tilbageblik, er filmen ikke en sentimental rundtur mellem samtlige karakterer. Den er tilbage i sporet, vi kender fra de foregående 6 sæsoner med en stærk og fokuseret handling. Vi kommer stadig næsten hele flokken rundt, men kun i den udstrækning, de har noget relevant at bringe, til enten den centrale historie, eller de små sideløbende begivenheder, Downton er kendt for at flette ind. Det er lykkes at sætte en meget flot sidste fanfare ind for Downton Abbey.
Klasseskel
Året er 1930, og England går stadig balancegang mellem at beholde overklassens magt, og at følge med tiden, der mere og mere kræver en form for ligestilling. Der er mere end før fokus på, at rang, køn og formue ikke er det, der dikterer, om hovedet er skruet godt på. Således kommer det for eksempel endelig Daisy til gode, at hun altid har været åbenmundet og selvstændigt tænkende, og Thomas' årtiers lange trofasthed giver ham en uventet anerkendelse. Selvom vi godt kan se på deres klasseskel og tænke, at det er håbløst gammeldags og snobbet, at de ikke kan se, hvor urimelig opdelingen er, må vi samtidig indrømme, at vi stadig i verden i dag langt fra er kommet i mål med ikke at dømme andre på, hvad de laver, og hvor de kommer fra.
Skandale
Hovedhistorien i filmen er den store skandale, Lady Mary skaber ved at gå med til skilsmisse. Udstødt af det fine selskab drages der nu tvivl om, om hun er det rigtige valg til at overtage styringen af godset. Også nede i tjenestefolkenes domæne skal nye kræfter tage over, og det er ikke nemt at give et livsværk fra sig. Der er tilføjet to nye karakterer: skuespilforfatteren Noël Coward, der er hentet fra den virkelige verden, og en økonomisk rådgiver, Coras bror Harold har med fra Amerika.
Glamourøst
Som forventet er der ikke sparet på noget på kostumefronten. Det er glamourøst, det er tidsakkurat, og det er overdådigt og detaljeret udført. Vi bliver selvfølgelig taget med ind i de nu kendte stuer på godset, ned i køkkenet, i byen, til London, og som noget nyt kommer vi med en tur til galopbanen Ascot, hvor enhver velstående aristokrat kunne rutte med pengene. Filmen er fyldt med både sjov og alvor, ulige venskaber og savn.
Serien "Downton Abbey" har altid holdt sig fra emnet tro, og kirken bliver kun brugt ved bryllupper. Men skal jeg trække noget frem, som kan være relevant for en kristen debat, så må det være den skade fordømmelse gør, og vigtigheden af forsoning. Mit yndlingscitat fra filmen kommer fra skuespilforfatteren, der som svar på en kommentar om, at personen ikke er kvalificeret til at vurdere hans stykke, siger: "Måske ikke, men alle er kvalificeret til at sige noget pænt." I disse dage, hvor det er så nemt at rakke ned og tale grimt til og om folk på de sociale medier, er det meget vigtigt at gå i en anden retning. Vi er alle kvalificerede til at sige noget pænt til og om folk.
Filmen er afslutningen på en serie med 6 sæsoner og efterfølgende 3 spillefilm. Er du endnu ikke hoppet på vognen af Downton-fans, er det ikke her, du skal starte. Gå i gang med sæson 1, og glæd dig så over turen, der med spillefilmene Downton Abbey og Downton Abbey: En ny æra slutter med denne skønne film.