• THE FINEST HOURS DR2 | 18-01-19 | kl. 20.00

  • TEMA Bibelfilm fx PAUL, APOSTLE OF CHRIST

  • TEMA - kristne film Trosbaserede film - fx I CAN ONLY IMAGINE

  • TEMA familiefilm fra 11 år fx FANTASTISKE SKABNINGER: GRINDEWALDS FORBRYDELSER

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år -fx biografakutelle MARY POPPINS VENDER TILBAGE

  • TEMA - BIOGRAFISKE FILM fx GOODBYE CHRISTOPHER ROBIN

Alle anmeldelser - Drama

Doubt

Drama
Produktionsår: 2008
Varighed: 104 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: John Patrick Shanley,
Medvirkende: Meryl StreepPhilip Seymour HoffmanAmy AdamsViola Davis,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Leif Andersen - 25.02.2009



Den gamle rebel Poul Henningsen (ham med PH-lamperne) sagde engang, at "det har altid været tvivlen, der flyttede bjerge". Og det kan han da have ret i. Man kommer aldrig videre (fx i uddannelse eller i videnskab), hvis man ikke hele tiden betvivler ting. Og absolut selvsikkerhed har aldrig været godt for andre end farisæere. Med rette raser næsten hele vor kultur derfor i dag imod al uanfægtet skråsikkerhed – ­men desværre ofte på en sådan måde, at man begynder at dyrke og hylde tvivlen.

John Patrick Shanleys fantastiske film "Doubt" (Tvivl) har vistnok også egentlig til hensigt at punktere den her utålelige skråsikkerhed, som forhindrer al dialog. Han har selv beskrevet, hvorledes ideen til " Doubt" kom til ham som en reaktion på "den uhyggelige afklarethed", der omgav ham i alle medier, hvor folk bare skreg ad hinanden uden at kunne lytte. "Der var en maske af sikkerhed i vores samfund, som jeg oplevede hærdet til et punkt, hvor der pludselig opstod en minimal sprække; og den sprække var Tvivlen."

Det kan man jo glimrende forstå. Hvem har ikke - når man møder total enøjethed og mangel på lytten - oplevet, at man så står og virkelig godt kunne bruge noget solid anfægtelse og usikkerhed?

Alligevel skete det for mig, da jeg så filmen, at jeg kom – ja, netop! – ­alvorligt i tvivl­ om præcis det budskab! Faktisk oplevede jeg først og fremmest filmen som en fremragende skildring af det helvede, som tvivlen også er – når man desperat synes, at man næsten ikke kan leve videre, hvis man ikke snart får vished.

Den foregår i et katolsk miljø i 1964, hvor fader Flynn bliver mistænkt for overgreb imod drenge på skolen St. Nicholas. Det er noget af en genistreg netop at dreje historien om et tema, hvor så mange skandaler er blevet rullet op de senere år, og hvor præster bare er blevet forflyttet til nye sogne og nye skoler.

For her skildres han ikke som en pervers djævel. Han skildres tværtimod så sympatisk (han er en af de bedste prædikanter, jeg har set på et filmlærred!), og hans anklager, forstanderen søster Aloysius, skildres så usympatisk, så skråsikker og fordomsfuld, at man alligevel kommer i tvivl: Har han gjort det?

Filmen spiller altså to instinkter ud mod hinanden: den instinktive sympati for den menneskelige og moderne fader Flynn (der måske er pædofil) og den instinktive modvilje mod den stramtandede og gammeldags søster Aloysius (der måske virkelig jagter en djævel på sin skole).

Jeg har sjældent set så fremragende et skuespil. Man næsten gisper særlig over de to hovedfigurers præstation. Det er ikke til at begribe, at det overhovedet kan lade sig gøre så overbevisende at være et andet menneske. Hvis man har mulighed for det, skal man se filmen bare af dén grund.

De danske undertekster er desværre sjuskede: The Holy Father bliver til Vorherre; faith høres åbenbart som fate etc. Og værre: Der er en række overtydeligheder, som man virkelig godt kunne have undværet: et tema om torden og lyn og blæst, der understreger dramaet helt unødvendigt – tiltede kameravinkler og lovlig smægtende musik. Hvad i al verden skal det manuskript og det spil med den slags krykker?!

For jeg har sjældent været ude for, at jeg i den grad har siddet og suget hvert minespil til mig – i næsten lige høj grad grebet af figurerne søster Aloysius' og fader Flynns skæbne og grebet af skuespillerne Meryl Streeps og Philip Seymour Hoffmans præstation.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Er instruktøren John Patrick Shanley mon alligevel selv helt klar over, hvad det er, han har skabt? Han vil med sin film åbenbart gerne udfordre til anfægtelse og til tvivl. Men han kommer til at skildre en historie så dygtigt og medrivende og skæbnesvangert, at man netop ikke kan bære, at der ingen vished er. Man har jo brug for at vide så sikkert som muligt, om svinet virkelig er et svin – eller om det er den stramtandede harpe, der alligevel er helt gal på den.

At det virkelig opleves så dramatisk, mærkede min kone Eleonora og jeg på egen krop. Vi så filmen sammen – og kom næsten op at skændes om den bagefter. Så forskelligt (og så lidenskabeligt!) tolkede vi den. Og så dybt rammer den. Tvivl er ikke nogen selskabsleg.

Filmen handler egentlig ikke om tvivl på Gud eller på kristendommen. Den handler om tvivlen på mennesker – og tvivlen på ens egen dømmekraft. Og det er jo altså ikke helt ligegyldigt, hvad man tvivler på – om det er Gud, kirken, præsten eller en selv. Så den frase, at tvivl altid er et gode, får i hvert fald med denne film selv et grundskud.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer