Historien om delfinen Winter bygger på en hændelse fra det virkelige liv, og under rulleteksterne til sidst er der klip fra "virkelighedens verden".
Der er tale om en meget familievenlig film, om end den bestemt ikke greb mig før den sidste halve time, og jeg undrede mig over, hvad de store skuespillere lavede i en så relativt "almindelig" film uden det store budget.
Store navne som Kris Kristofferson (hvem husker ikke "Convoy"?) og Morgan Freeman er med i filmen, og jeg mistænker dem for kun at være med for at gøre filmen mere interessant for dem, der står i videobutikken og overvejer at leje den.
Der er så afgjort god morale i filmen, som handler om, hvordan en delfin mister sine hale, får en protese og får nyt livsmod. Delfinen Winter er i filmen – og i virkeligheden – en stor inspiration for mange handicappede børn, som ser, hvordan den lever fint med en protese. Samtidig bliver også en af filmens hovedpersoner nødt til at få en benprotese, og dermed bliver der en kobling mellem Winters kamp for livsmod og vi menneskers kamp for livsmod, når vi møder uheld og modstand.
Som sådan er der noget opbyggeligt og livsbekræftende over historien om Winter, og det alene gør den værd at se for en børnefamilie, men derudover er der rent filmisk ikke noget at komme efter. Historien er forudsigelig, dilemmaerne forudsigelige, to af skuespillerne er som nævnt lidt malplacerede og fungerer mest som trækplaster. Og så er det først helt fremme mod slutningen, hvor delfinen med protesen bliver en nyhedshistorie og trækker publikum til, at filmen begynder at være interessant og en smule gribende. Derfor lander jeg på en 3'er.