DIGGER i biografen
REJSEHOLDET - DET FØRSTE MORD nu på Prime Video udover dvd og blu-ray
BASTARDEN nu på Netflix udover Disney+, Viaplay, dvd og blu-ray
Spielbergs THE FABELMANS nu på Viaplay
DE FORBANDEDE ÅR - FREDENS PRIS nu på filmstriben.dk udover Prime Video, dvd og blu-ray
FÆLLESKIRKELIGT PROJEKT OM SERIEN THE CHOSEN med start i november
MIN KÆRE i biografen
Overblik over biograffilm og anmeldelser på den nye hjemmeside LANTERNA
DEN DER GRAVER EN GRAV FOR ANDRE ...
Filmfans har (med rette) været spændte på, hvad "Digger" er for en størrelse. Det lignede lidt et umage match mellem action-legenden Tom Cruise og den toneangivende auteur-instruktør Alejandro G. Iñárritu (The Revenant, Birdman, Babel) i en film, som angiveligt har været i instruktørens tanker længe, indtil hr. Cruise fik talt sig selv med på idéen og indtog en gevaldig se-lige-mig-hovedrolle.
Har fusionen mellem de store kunstnere (eller egoer, om man vil) så båret frugt? Bestemt. "Digger" er et teatralsk og tempofyldt værk, som kalder på opmærksomhed med brug af sort komik, overspil og visuelle godbidder. Sjældent har genrebestemmelsen 'farce' været mere passende. Den er satirisk, og derfor er den også tydelig omkring sit budskab.
Vores skurkagtige hovedperson
Cruise spiller iført fat suit og gammelmandsudklædning milliardæren Digger Rockwell. Fra hans palæ, fuldt af jagttrofæer, ser vi, hvordan han styrer sin milliardforretning, et olieimperium, hvor han klichéen tro ser stort på miljø- og arbejdsforhold, mens han nærer den største perfide omsorg for sin skindøde kat, der får opretholdt livet med hjælp fra specialister. Iñárritu har haft det sjovt med en 'save the cat', der føles som en 'kick the cat'.
Digger Rockwell er i den absolutte top af magteliten. Præsidenten er på hurtigkald, og det står helt galt til med den udøvende magt i Amerika – ganske som vi også er vant til, fra såvel fiktion som virkeligheden.
En kæmpe isflage fra Grønland bliver revet løs som resultat af Diggers semiulovlige olieboringer og har med en lille fejlmargin fatal kurs mod Europa. Hans plagede, velbetalte klimaeksperter forklarer, hvordan isflagen vil forårsage en tsunami på det europæiske kontinent og skabe massiv død og ødelæggelse. Og hvad gør man så? Man redder sin egen røv på bedste politikervis. F.eks. ved at igangsætte en firewall, så enhver internetreference til alt isrelateret aldrig når frem til rette modtager eller kommer til at placere et ansvar.
Endnu mere Strange Love
Filmen bærer ret så klare mindelser om klassikeren "Dr. Strangelove - eller Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben". Den foregår mestendels i et sort-hvidt situation room med alt for mange store, karikerede personligheder rundt om bordet, inden Strangelove får sin vilje, og bomberne bliver sendt af sted. Forskellen er selvfølgelig truslen. Og her kunne man næsten ønske sig, at det bare var en atombombe, det handlede om. Det føles næsten nemmere, når der er en mand, der kan trykke på knappen, i stedet for den klimakatastrofe, som de sølle forsøg på at undgå hver gang kun gør værre.
Digger står selvfølgelig som den ansvarlige, der har overhørt de første 72 advarsler, men han får også lejlighed til at forsvare sig over for et beige publikum i et Europaråd og vender bordet ved at tage det fulde ansvar. Han siger, at han netop gjorde det, fordi alle vi andre i bund og grund var afhængige af hans olie. Det er en mesterlig scene, hvor Cruise i en vanvidsmonolog med fuld, manisk overbevisning erklærer, at han kun har gjort, hvad han var nødt til at gøre for vores allesammens skyld.
Sort (håbløs) satire
På trods af den grove satire med det åbenlyse budskab er det lidt utydeligt, hvad Iñárritu egentlig vil sige. Om han er interesseret i klimakatastrofen, eller om han graver i menneskets selvdestruktive natur, eller i den metafortælling, som folder sig ud.
Vi tror, det er en tilsigtet ambivalens, når vi som tilskuere sidder og bare får lov at grine og nyde latterliggørelsen af magthaverne og antiheltens deroute. Vi tilfredsstilles umiddelbart. Men løser det noget? Passiviserer det os ikke bare endnu mere, så vi møder vores ødelagte verden igen bagefter?
På den måde er filmens syn nihilistisk, da der ikke gives kimen til optimisme på menneskehedens vegne. Gud optræder indirekte, men mest som præsidenten og Diggers underordnede, der pænt lader dem om at styre verden. Præsidentens personlige pinsepræst, der selvfølgelig også er med i alle beslutningerne, er også den rene røvslikker. Og det er altså svært at være en sort komedie uden at ende med bare at være sort eller bare være komedie. "Digger" føles mest mørk.
Efterspil
I den forstand er det selvfølgelig mesterligt at efterlade beskueren så ambivalent, gennemtæsket og fremmedgjort. Det tror vi, Iñárritu er ganske brecht’sk tilfreds med.
Der kommer et handlingsmæssigt lyspunkt hen imod slutningen, hvor en enkeltperson reddes, ironisk nok afhængigt af en rig person. Alligevel vil vi tillade os at uddrage en pointe om, at vi alle er nok så ligeglade med abstrakte millioner af mennesker, men faktisk bekymrer os om det ene menneske, vi kender – selvom den fortælling er noget underspillet. Men vi tror, det er den vej, Iñárritu peger på håbet i filmens seværdige, sorte univers.
Som anmeldere ender vi på henholdsvis 3 og 5 stjerner – og derfor i gennemsnit på 4.
Gemmer din stemme...
- 
