Det spritnye testamente

Le tout nouveau testament

En komedie om Gud som et dumt svin - en midaldrende mavesur sadistisk mand, der bor i Bruxelles sammen med sin søn, datter og kone, der hver især modarbejder ham. Komedie, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 2015
Varighed: 113 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Jaco van Dormael,
Medvirkende: Benoît Poelvoorde, Pili Groyne, Catherine Deneuve, Yolande Moreau,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 15.11.2016

GUD SOM ET DUMT SVIN OG HANS DATTER SOM HELTEN

Denne film kunne principielt kaldes blasfemisk, fordi den gør grin med den kristne Gud. Men i praksis er den så langt fra noget, der ligner kristendom, at den næppe kan fornærme andre end den stakkels iagttager, der har sat sig for at se filmen i den tro, at den siger noget betydningsfuldt kritisk om Gud.

Handlingen er ganske kort, at Gud (Benoît Poelvoorde) sidder i en lejlighed i Bruxelles med skægstubbe, en smøg i hånden og en beskidt morgenkåbe. Han arbejder ved sin pc, hvor han skriver love, der skal gøre livet så surt som muligt for menneskene, som han har hadet, lige siden han skabte dem. Hans kone fremstilles som totalt dum – hun siger ingenting, men samler på kort med billeder af baseballspillere. Sønnen, der kaldes JC (forkortelse for Jesus Christ) er reduceret til en figur på hylden, der bliver levende, når han taler med sin lillesøster, Ea (Pili Groyne) på omkring 10 år.

Ea hader sin far og beslutter at gøre oprør. Hun sender via pc'en en sms til alle mennesker, der fortæller, hvornår de skal dø. Dermed har Gud ikke længere nogen magt over dem. Gennem vaskemaskinen flygter hun fra lejligheden og ud i den virkelige verden. Hendes plan er at samle seks nye apostle, der så skal skrive det spritnye testamente. På den måde er der ikke længere 12 apostle (som et fodboldhold), men 18 (som på et baseballhold). Hendes far opdager det hele og forfølger hende rasende. Filmens indhold centreres om de seks personers skæbne.

Forvirrende sprog
Skal man nyde denne film, skal al højere tankevirksomhed helst slås fra. For filmen hænger på ingen måde sammen. Hverken logisk eller i sin form. Her blandes Alene-hjemme-filmenes lagkagekomik med bevægende scener. En kvinde hører fx sit livs klassiske melodi, mens hendes amputerede hånd danser for hende og til sidst tager hende i hendes tilbageværende hånd, så hun således forsoner sig med sit handicap. Skal man tage filmen for ren absurd komik, eller tage den seriøst som en film med et eksistentielt budskab? Både formsproget og det eventuelle budskab forvirrer ved at være så selvmodsigende.

Der er dog gode tråde i filmen. Så hvis man opgiver at væve dem til en sammenhængende mening, kan man få nogle gode oplevelser. Den bedste tråd er vel analysen af, hvad der kan ske for mennesker, hvis de får at vide, hvor lang eller kort tid, de har tilbage at leve i. Det kan give dem anledning til at stoppe op i deres liv og tænke: "Vil jeg egentlig helst leve sådan her – eller burde jeg bryde ud og leve anderledes?" For filmens seks "apostle" er svaret for det meste "ja", og vi følger dem i deres jagt på en ny og bedre måde at leve på. Her er jeg lidt usikker på filmens 11-års grænse, for der er godt nok en del porno i den ene apostels nye liv, men hvad skulle en 11-årig i det hele taget nyde ved så underlig en film? En anden apostel (en kvinde) kasserer sin mand og flytter sammen med en gorilla og får et barn ud af det – men der er Gud ske lov ikke vist direkte sex-scener mellem de to.

Guds væsen
Skal man drive lidt seriøs kristendomsbeskrivelse ud af filmen, er der nogle tråde. Den ene tråd er den kritik, mange europæere i dag retter mod kristendommens Gud: Når han tillader så mange forfærdelige ting i verden, må han simpelthen være sadist. Guds væsen ser ikke ud til at være kærlighed, men had. Men som sagt overdrives denne kritik ud i det groteske og virker derfor helt tandløs. Havde filmens formsprog været mere seriøst, kunne man have talt om, at filmen prøvede at fremstille verden, hvis Gud var det stik modsatte af, hvad han er. Men så højt når dens fremstillingsniveau ikke.

Den anden tråd er meget politisk korrekt: enhver positiv udgave af kristendommen og Guds væsen må nødvendigvis være feminin: det er datteren og moren, der til sidst redder hele verden (om end denne redning er umulig at forstå logisk ind i filmens verden, men som sagt skal man ikke hænge sig i den slags detaljer). Godt nok fremstilles moren som blondine med enormt D, men dog med en positiv holdning til mennesker. Datteren er afgjort filmens helt. JC gjorde vel en indsats, men det har åbenbart slet ikke reddet verden. Hans far siger, at JC ikke opnåede andet end at blive "spiddet som en ugle", og Ea kommenterer slet ikke det, JC gjorde på jorden – ud over at snakke om at samle apostle.

En lidt sjov sidetråd er den unge mand, der får at vide, at han først skal dø om rigtig mange år. Derfor springer han ud fra broer og fly – uden faldskærm, for han ved jo, at han ikke kan dø af det. Og apostlen, der bliver snigskytte, fordi han jo kun kan dræbe folk, hvis det er meningen, de skal dø, netop når han rammer dem. De to apostle arbejder på den måde med begreber som "skæbne" og "forudbestemmelse" – men det bliver så afgjort ved komikken.

I artiklen Gud som selve problemet kan læses flere tanker om filmens budskab.

---