HÅB BETYDER ALT
Familien Ingalls er blevet nødt til at forlade deres hjem og deres familie i de store skove i Wisconsin. Årsagen bliver gradvist afsløret gennem flashbacks, der vises gennem drømme og febersyner. Vi møder familien, mens de er på vej mod en lille prærieby i Kansas, hvor de regner med helt gratis at kunne få et stykke jord på den frugtbare prærie. Familien består af fire personer, ægteparret Caroline (Crosby Fitzgerald) og Charles (Luke Bracey) og deres døtre Mary (Skywalker Hughes) og Laura (Alice Halsey) samt hunden Jack. De rejser i en prærievogn, der trækkes af to heste. Vi bliver hurtigt klar over, at de er meget fattige.
Virkeligheden tilsat fiktion
Mange voksne vil huske den klassiske filmatisering, som bestod af 205 episoder. Serien er bygget over Laura Ingalls Wilders romanserie på otte bind, som hun skrev ud fra sine egne erindringer. I udgangspunktet får vi altså et indblik i nybyggerlivet i det vilde vest, som det blev oplevet af en pige i slutningen af 1800-tallet. Romanerne er peppet op med en del fiktion for at gøre dem mere spændende og underholdende, og filmatiseringen har føjet et nyt lag af fiktion til. Men det generelle billede af vilkårene dengang er sikkert meget realistisk og også ganske fascinerende skildret.
Fattige nybyggere
Netflix er i gang med en ny indspilning af serien. Vi har set de otte episoder i første sæson. De er bygget over romanseriens andet bind, som handler om, hvordan det var for familien Ingalls at finde et stykke jord og bygge et lille hus på prærien. De kommer efterhånden til at kende indbyggerne i den nærliggende by Independence. De er i gang med at planlægge og etablere postkontor, kirke og skole, og måske kommer der også en jernbane. Ingalls' nabo er en indianerfamilie fra osage-stammen. Det viser sig, at osage-indianerne faktisk ejer al jorden. USA's regering forhandler med indianerne om at købe jorden imod, at indianerne får et reservat. Jorden er altså ikke så fri, som Ingalls-familien fik indtryk af, inden de forlod den store skov.
Tid til eftertanke
På biblioteket står bøgerne under børnebøger og sprogligt er de udpræget skrevet for børn. Netflix skriver, at deres version er en serie for hele familien - med en censur på 13 år. Vi tvivler dog på, at ret mange teenagere vil bruge tid på at se med. Det er ærgerligt, for moderne børn og teenagere ville have godt af at spejle sig i de forhold, som var vilkårene for nybyggerne. Serien viser, at man kan have et godt liv uden ret meget legetøj. Men der er meget at hente for voksne, som ikke har noget imod, at fortællingen tager sig god tid. Skildringen af de sociale og politiske forhold er interessant. For eksempel spiller forholdet mellem nybyggere og indianere en ret stor rolle. Der er masser af dilemmaer, både aktuelle for den tid, og tidløse, som også er vedkommende for os. Og de præsenteres på en måde, som skaber eftertanke.
En høj moral
Der er en god blanding af alvor og humor. Ingalls-familien holdes sammen af en masse kærlighed, men alt er ikke lyserødt. De to søstre har deres kontroverser, som både teenagere og forældre kan spejle sig i. Ingalls-familien er præget af en høj moral. Et par salmer giver indtryk af, at de lever som en kristen familie, men det fylder ikke rigtig noget ellers. Faktisk bliver man klogere på indianerreligionen end på kristendommen. Caroline og Charles gør meget ud af at vise pigerne et optimistisk sind, selvom det ind imellem kan knibe. "Drøm stort, og planlæg efter det. Håb betyder alt," siger han flere gange. Et andet tema, som på en god måde dukker op flere gange, er tilgivelse. Det gælder både tilgivelse i den store skala, når voksne har skuffet hinanden, og i det små, når søstrene har gjort den anden ked af det. Persongalleriet er varieret og rummer mange spændende karakterer - både hårde typer med kort vej til hån og vold og en drukkenbolt, der viser sig at rumme en masse værdifuldt på bunden. Der er flere romantiske indslag, og der er konflikter, som skyldes personsanseelse og overklasseambitioner. Det er en udpræget feel-good serie. Næsten for meget. Men der er en masse dramatik undervejs.
Kan ses på Netflix