Her er den så. Filmen der slog vores egen Lars Von Trier og hans stærkt omtalte Antichrist i Cannes. Michael Haneke, der om nogen leverer stærkere (på godt og ondt!) film end Lars Von Trier, er tilbage med sin første historiske film. Filmen er lang og ret kompleks, og derfor vil jeg for overblikkets skyld behandle filmen i tre aspekter.
"Det Hvide Bånd" som fortælling "Det hvide bånd" er en foruroligende fortælling. En lille tysk landsby, hvor alt ånder fred og ingen farer, bliver ramt af en række makabre og uventede episoder. Handlingen opleves gennem byens skolelærer, der som fortællerstemme ser tilbage på begivenhederne i byen. Han begynder med at fortælle nogle "sælsomme oplevelser". Vi ser først byens anerkendte læge, der styrter på sin hest, fordi nogen har spændt en tynd line ud mellem to træer. Præsten smadrer kravebenet, og hesten dør. Dernæst går en fattig mor gennem gulvbrædderne og dør. Som hævn smadrer hendes søn baronens kålmark, mens hele byen fejrer høstfest hos baronen, som stort set alle i byen arbejder for. Ydermere findes baronens søn forulempet i skoven den aften. På den måde fortsætter det. Byen sitrer af nervøsitet og anspændthed, da man ikke kan få opklaret de mærkelige hændelser.
Imens lever byen videre i deres pæne og flotte facade. Men der lurer meget mere under overfladen. Præsten, der sammen med baronen tilhører byens elite, straffer systematisk sine børn. Specielt de to ældste, Klara og Martin, straffes hårdt for deres skarnstreger. Faderen tager derfor en gammel skik i brug; han giver Martin et hvidt bånd om armen, og Klara et hvidt bånd om håret. Båndene skal de bære, indtil de opfører sig ordentligt. Det hvide skal minde dem om renhed og uskyld, noget som er svært at efterleve for de to børn. Sideløbende med dette følger vi også en kærlighedshistorie mellem skolelæreren og baronens barnepige, men den kærlighed kommer naturligvis heller ikke til at udspille sig som ventet. Men det er et fint uskyldselement, som på flot vis binder historien sammen.
"Det hvide bånd" som kunstfilm Som kunstfilm hører "Det hvide bånd" til eliten. Filmens intro er uden musik. Pointen er, at man går til filmen uden en følelse. Hele filmen er filmet i sort-hvid. Så heller ikke kameraet tilføjer tilskueren nogen følelse. De smukke billeder er magiske, og står i skarp kontrast til den voldsomme fortælling som udspiller sig på lærredet. Måske en indignation af, hvordan kunne have været, hvis ikke samfundet havde været så uhyggelig puritansk.
Haneke er ikke bange for at bruge tid. Flere gange står kameraet stille i rummet, mens personer vandrer ind og ud. Det er især en meget stærk scene, da lægens søn vandrer rundt i hjemmet om natten og til sidst finder lægen i gang med at udføre blodskam mod sin datter. Det er en modig måde at filme på. Det kunne gøres langt hurtigere, men Haneke fører sit princip helt ud, hvilket giver en sitrende dynamik.
Haneke hader voldsfilm, og det kan måske lyde underligt når man har læst hertil. Men han viser aldrig volden udspillet. Kun konsekvenserne af den. Det er stærke sager. Typisk Haneke vises præstens afstraffelse af sine børn ikke, man hører det kun. Foruroligende, men stærkt.
"Det hvide bånd" som historisk dokumentation Haneke ønsker med filmen at vise, hvor forfærdeligt "det tredje riges" regime var. Hvordan kunne noget så foruroligende opstå? Noget af svaret ligger hos børnene i filmen, som 30 år senere fulgte eller støttede Hitlers kamp mod resten af verden. Hvordan kunne det gå til? Under hele filmen sidder man og gætter på, hvem der står bag de mange mærkelige hændelser i byen. Og længe havde jeg en fornemmelse af, at det var børnene. Der er noget skummelt over deres fremstilling. De bliver hele tiden vist som englebørn, og mens præstens Klara og Martin fremstilles meget skumle. Klara er decideret leflende, mens Martin er nærmest "dæmonisk". Det er også Martin, der pryder filmplakaten, hvilket siger noget om hans intense udtryk. Det er tydeligt, at filmen forsøger at vise, at Martin arver denne afstumpethed og hårdhed fra faderen. Noget som bruges som et forklaringsforsøg i forhold til den støtte, som samme generation viste Hitler.
Haneke ønsker at inddrage beskueren, og det formår han. Man sidder med en stærk følelse af afmagt, og filmen formår at sætte sig fast. Den rejser mange spørgsmål og giver få svar. Således også i filmens slutning, hvor landsbyen andægtigt atter samles i kirken. Men under den polerede overflade lurer vreden. "Det hvide bånd" forsøger på en stærk måde at dokumentere, at grunden til sympatien over for nazismen skyldes den blindhed, som samfundet kollegialt valgte at udvise over for de interne problemer.
Filmen foregår i et protestantisk samfund, men det er ikke min fornemmelse, at det er nogen nedgørelse af de kristne. Det er snarere tragisk, at det kristne liv blev spundet ind i den voldsomme livsførelse, som ikke mindst fædrene udviste. Det viser med al tydelighed, at formes Gud efter menneskets vilje, så bliver Gud én, som hader syndere; mens den virkelige Gud jo netop elsker syndere. Kristendommens kærlighed forsvinder, når den bliver prædiket af så hjerteløse mennesker.
"Det hvide bånd" er den stærkeste film, jeg længe har set, og den får min varmeste anbefaling.
Filmen har netop vundet en "Golden Globe" i kategorien "Årets bedste udenlandske film".
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 4 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-