DE BRÆNDER FOR MENNESKERS FRELSE
Man kommer til at holde af Esther og Hans. De to elskelige mennesker nærmer sig deres guldbryllup, og vi får et indblik i det liv, de har levet i kærlighed og gensidig respekt. Hun har været i hjemmeplejen og han i vognmandsbranchen, men det er ikke det, der gør dem til noget ud over det sædvanlige. Det helt specielle ved dem er deres studier af den sidste tid, og deres forsøg på at råbe danskerne op, så de forstår, at dommedag er alvor.
Ægte og rørende
Christoffer Dreyer må have tilbragt rigtig mange dage sammen med parret. Ud over gamle grynede filmklip fra familiefester - rigeligt mange - strækker Dreyers optagelser sig tilsyneladende over flere år. Han har meget fint fanget det dybe forhold mellem de to. Det formidles ægte og rørende, særlig mod filmens slutning, hvor de begge bliver meget syge, og dermed giver filmens titel en dobbelt betydning. Esther og Hans har sikkert sagt ja til at medvirke i filmen, fordi de på den måde kunne få deres budskab ud til mange flere, end de når gennem YouTube, hjemmesider og foredrag.
Studier i endetiden
Interessen for den sidste tid havde Esther med hjemmefra, og så måtte Hans trappe ned på skakspillet for at få tid til bibelstudier. Det er han Gud dybt taknemmelig for, at han blev nødt til. Studierne har nu ikke kun omfattet Bibelen. De er også meget påvirkede af amerikanske "endetidseksperter". Det er forkyndere, der er i stand til at udlægge Bibelens profetier i detaljer og stille det hele op i tidsskemaer. Esther og Hans har pakket to rygsække, så de kan klare sig, når Gud giver dem besked om at gå under jorden. Det virker lidt komisk, når de to på deres el-scootere tager på indkøb for at få fat i det nyeste indenfor overlevelsesudstyr. Man forstår godt ekspedienten i spejdersportsbutikken, da han spørger: "Hvor har I planer om at tage hen?" Men stilen i filmen er venlig og sober og båret af respekt for de to menneskers særheder. Man smiler, men man morer sig ikke på deres bekostning.
Teologien er ulden
Detaljerne i deres forståelse af kristendommen og endetiden står ikke klart i filmen. Sætningen "Du skal gøre, hvad du kan, så sørger Gud for resten", siges flere gange. Det tyder på, at de ikke er præget af det lutherske. De lægger da også vægt på at understrege, at de ikke er tilknyttet noget kirkesamfund. De glimt, vi undervejs får af tolkningen af profetierne, virker også ret fremmede på os. Men deres nød for at få folk til at forstå alvoren, må vi respektere. Og deres overbevisning om, at Gud nok skal give dem det, de har brug for i deres arbejde for hans sag, virker ganske sund. "Hvis vi får brug for det, så knipser Gud med fingrene, og så kan vores el-scootere køre hundrede kilometer uden opladning," siger Hans med overbevisning.
Stive samtaler
Dreyers fotografering fanger ofte stemningen i scenerne fint. Desværre er det ikke lykkedes ham at få de to til at slappe af over for kameraet. Mange af scenerne er samtaler mellem Esther og Hans, men det virker som indstuderede replikker. Vi er ikke i tvivl om, at det er deres egne dybfølte tanker, der kommer frem i samtalerne, men det sker kun sjældent på en naturlig måde.
Tak til Esther og Hans, at vi måtte besøge jer, og tak til Dreyer, at du har skildret et kristent par med meget markante meninger på en så respektfuld måde.
Jeg er den Hans, der er den mandlige hovedperson i filmen "den sidste tid"
Rigtig mange har anmeldt denne film, men desværre har ingen af dem gjort sig den ulejlighed, at se hvad Biblen siger om jordens sidste tid. Dette havde vi heller ikke forventet, og derfor har Esther og jeg gjort meget store anstrengelser for, at der til sidst i filmen kom en meget tydelig og klar meddelelse om, at de anmeldere og andre der havde interesse i det kunne gå ind på hjemmesiden jordens-allersidstetid.com, hvorfra der er adgang til mange forskellige powerpoint-film og andre hjemmesider om jordens sidste tid.