• DUNE: DEL 2 i biografen

  • Thomas Vinterberg laver miniserie om BRØDRENE LØVEHJERTE

  • SOUND OF FREEDOM nu på dvd og blu-ray med danske undertekster. Kan købes hos cdon.dk

  • BIRTHRIGHT OUTLAW på VOD, fx på Blockbuster.dk

  • Bedste film ved Oscar-uddelingen blev OPPENHEIMER

  • GOLDA nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • Bodilprisen 2024: BASTARDEN er bedste film på dvd og blu-ray

  • HOBBITTEN-filmene udgår fra Filmstriben.dk 31-3

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Den bedste mand

Den autentiske historie om en bokser – og hans kone – der nægter at gi op, selv om alle andre dømmer dem ude.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTEMA Biografiske filmTEMA SportsfilmTEMA Danske film
Produktionsår: 2017
Varighed: 98 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Mikkel Serup,
Medvirkende: Mikkel Boe FølsgaardLene Maria ChristensenSøren MallingArnold Oceng,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 15.06.2017



EN SVINGENDE KARRIERE

Bokseren Jørgen "Gamle" Hansen boksede i dansk professionel boksnings barndom, hvor pengene var små. Han var svejser og boksede i fritiden. I filmen møder vi ham (Mikkel Boe Følsgaard) og hans kone Hanne (Lene Maria Christensen) i slutningen af 70'erne. Jørgen er ved at være slidt op af mange kampe med svingende resultater. Banken er ved at sætte dem fra hus og hjem. Hans promotor Mogens Palle (Søren Malling) har opgivet ham og får en udenlandsk bokser, Ayub Kalule (Arnold Oceng), i sin stald. Som om ydmygelsen ikke var stor nok, lejer Mogens Palle et værelse til Kalule hos Hanne og Jørgen. Men Jørgen er langt fra færdig og kæmper sig op igen og ender som den danske bokser, der har bokset flest professionelle kampe. Han slutter karrieren ved uden kamp at træde tilbage som indehaver af europamesterskabet gennem mange år.

Autentisk filmhistorie
Filmen prøver at være så autentisk som muligt. Jeg havde fornøjelsen af at høre Serup, Følsgaard og Christensen i biografen inden forpremieren. Der udfoldede de, hvordan de havde prøvet at leve sig ind i historien og rollerne. Serup havde tæt kontakt til Hanne og Jørgen, hvor især Hanne (da Jørgen desværre er blevet bokse-dement) har kunnet fortælle meget. Følsgaard gik i skarp træning og havde præcis Jørgens kampvægt, da vi møder ham i filmen. Han og Christensen har prøvet at gengive det stærke og komplicerede forhold mellem de to ægtefæller. Vi, der kender Gamle fra hans kampe, vil nok mene, at Gamles krop var mere knoklet end Følsgaards. De har fået lavet en næse, der ligner,  til ham, mens ørerne ikke er så karakteristiske. Men alt i alt en imponerende god efterligning – faktisk også i bokseringen.

De indre dæmoner
Filmen skildrer tydeligt, at Jørgens største udfordringer ikke kommer fra fysikken, men fra hans sind. Opvæksten med en voldelig far har givet ham angst og tvangshandlinger, der hæmmer ham meget – også i ringen. Hans venskab med Kalule er med til at mildne det – men han vokser aldrig helt fra det. Hanne og Jørgens kærlighed til hinanden sættes på mange prøver, men viser sig altid at være slidstærk. Hun holder sammen på familie og økonomi, også da Jørgen vælger at droppe arbejdet og satse alt på træningen. Der er mange følsomme glimt af deres samspil filmen igennem. Kort før den kamp, der er altafgørende for, at Jørgen kan vende tilbage i karrieren, får han meningitis. Selv om Hanne ikke er "religiøs", ser hun det som et stopsignal fra Gud. Men Jørgen kæmper sig op – og hun støtter ham trods sin overbevisning om, at han hellere skulle stoppe. Han kæmper kampen – han er 36 og hans modstander er med sine mange sejre og sine kun 26 år alles storfavorit. Men til alles overraskelse genvinder Hansen overbevisende sit europamesterskab i weltervægt. De indre dæmoner fik ikke bugt med hverken hans karriere eller deres kærlige ægteskab.

Usædvanlig god boksefilm
Andre boksefilm rummer også personskildringer, men jeg synes, at denne film er særlig stærk, fordi den kombinerer nogle autentiske og stærke boksescener med en virkelig indlevet historie om ægte mennesker, der er mere end deres sport. Man kan beskylde mig for at være partisk, fordi det er den vel nok mest betydningsfulde danske bokser nogensinde, der er hovedpersonen. Men så skidt pyt, det er jo også for et dansk publikum, jeg anmelder den. Se den – og til den typiske bokseven, der er mand: tag kvinden med! Her er så meget andet end lige ”banke løs på hinanden”, at hun med rimelig sandsynlighed også kan nyde den.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer