En færge med over 500 feststemte mennesker på udflugt lægger fra land i New Orleans. Kort efter eksploderer en bombe om bord, og næsten alle bliver dræbt. Agenten Doug Carlin (Denzel Washinton) tilkaldes for at hjælpe med opklaringsarbejdet. Et forbrændt lig af en ung kvinde, Claire Kuchever (Paula Patton), bliver fundet på stranden, og alt tyder på, at hun var om bord på færgen. Men Doug Carlin har en mærkelig fornemmelse af, at han har set kvinden før. Hun er fundet for tidligt til, at hun kan have været med færgen, men Doug er sikker på, at hun på en eller anden måde er nøglen til at opklare bombeattentatet. Han får lov til at undersøge hendes lejlighed, og der finder han på opslagstavlen en besked: Du kan redde hende.
Ved et tilfælde finder en specialenhed fra FBI et såkaldt ormehul i tiden, som sætter dem i stand til at se alt, hvad der skete inden for en begrænset geografisk radius for fire døgn og seks timer siden. Enheden sender bud efter Doug, fordi han er skrap til at få øje på det, der er væsentligt. Deres avancerede grej sætter dem nemlig kun i stand til at se præcis fire døgn og seks timer tilbage. De kan ikke spole, de kan kun se ét sted, og de kan ikke optage andet end det udsnit af virkeligheden, de har valgt at se.
Doug Carlin beder om at se den døde kvindes lejlighed og ser hende i færd med at telefonere, passe en venindes barn, gå i bad, sove osv. Hvis nu, de kan finde ud af, hvad der skete, kan de så forhindre bombeattentatet? Én ting er at være i stand til at se, hvad der skete i det meste af byen for fire dage siden. Noget andet er, hvad der vil ske, hvis man ændrer på fortiden. Doug Carlins interesse for Claire vokser ud over det professionelle. Han sætter alt ind på at redde hende. Mere fortæller vi ikke her. Det er en effektiv spændingsfilm, som sagtens kunne have holdt publikum fast i mere end de to timer, den er klemt sammen til.
Filmen er fotograferet og klippet, så rigtig meget fortælles med billederne. Det er flot gjort. Skuespillet fungerer fint, og der er mange gode replikker. Både vittige og begavede - og også nogle, der kan give lidt mere eksistentielle overvejelser. En vigtig sætning, som siges af Doug og senere af Claire, er: "Sæt man ville fortælle nogen det vigtigste i verden, men vidste, de ikke ville tro én?" "Jeg ville prøve," svarer den anden. Selv om det nok ikke er filmens budskab, er det oplagt at tænke på, at det vigtigste, en kristen har at fortælle, også er noget, de fleste ikke vil tro på. Og når vi nu er ved det kristne, er det værd at nævne, at der er naturlige små dryp som bordbøn og aftenbøn i filmen. Og den er dejlig sober både, hvad angår sprog og seksualitet.
Der er hæsblæsende biljagt og ret blodige scener. Den er nervepirrende, og man fanges og nikker genkendende til nogle af de spor, der tidligere er lagt ud i filmen. Om der er hoved og hale i det hele, skal man ikke tænke så meget over. Det lykkes nogenlunde at holde styr på tidsforskellen - hvad enten man er i nutiden, eller man er fire døgn og seks timer tilbage, som på det tidspunkt var nutiden.
Selv om noget af spændingen er væk ved andet gennemsyn, er der så meget i den, at den fint kan ses flere gange. Gedigen underholdning.