GRÅDIGHED VAR SKURKEN
En katastrofefilm, der bygger på virkelige hændelser, som mange stadig husker fra nyhederne. Det er en helt speciel udfordring. Hvordan gør man filmen spændende, når alle kender handlingen og slutningen? Det er lykkedes udmærket med filmen "Deepwater Horizon", som har navn efter den flydende boreplatform, der eksploderede i Den Mexicanske Golf den 20. april 2010. 11 af den 126 mand store besætning omkom, og verdens største oliekatastrofe begyndte. Først et godt stykke hen i juli måned lykkedes det at stoppe for den ukontrollerede udstrømning af olie. Oliekatastrofen er ikke en del af filmen, som koncentrerer sig om den nat, hvor alt gik galt på boreplatformen.
Som det er skik i denne type film, lærer vi et par af hovedpersonerne at kende i filmens begyndelse, hvor vi oplever, hvordan de tager afsked med deres kære. Især filmens hovedperson Mike Williams (Mark Wahlberg) og hans familie får vi kendskab til i indledningen. Mike er også den gennemgående person, som knytter hele filmen sammen. Men der er flere andre interessante personer.
Panik og mod
Som i andre katastrofefilm ser vi her, hvordan mennesker reagerer vidt forskelligt i pressede situationer. Der er alt fra de heltemodige til kujonerne, der kun tænker på sig selv. Der er panik og koldblodighed. Der er handling og resignation. Og der er lidt tro i form af fadervor på dækket af et skib, som samler de overlevende op. Og der er et fint kristnet vidnesbyrd fra den virkelige Mike Williams ved rulleteksterne. Sproget er sobert, selv om der naturligvis er et vist frisprog mellem sådan en flok borebisser. Der er i det hele taget gjort et godt stykke arbejde med manuskriptet.
Der spares på sikkerheden
Filmen falder i to dele. Først får vi en indføring i det tekniske. Det gøres fint samtidig med, at der lægges op til katastrofen. To interesser tørner sammen. Olieselskabet BP har meget fokus på udgiftssiden, som en af lederne siger. De professionelle borefolk har fokus på sikkerheden. Diskussionerne om sikkerhedsprocedurerne viser tydeligt, hvad der sker, når den økonomiske grådighed får lov at styre. Det er filmens egentlige etiske tema. Filmens anden del er selve katastrofen, som skyldes svigt i forhold til sikkerhedsudstyr og procedurer. Det er både olieudslip under voldsomt pres og udstrømning af gas, som bliver årsag til eksplosioner og brand. Er man til flot filmet bål og brand, så er der virkelig noget at hente. Det hele er skildret så voldsomt, at det kan undre, at der overhovedet er overlevende.
Filmen slutter med den tårevædede genforening af familierne og desperationen hos dem, der ikke finder deres kære blandt de reddede.