• SPIONERNES BRO DR1 | 10-07-20 | kl. 21.50

  • BELLE TV2 | 11-07-20 | kl. 23.45

  • UNDTAGELSEN i biografen

  • Bibelfilmserien THE CHOSEN nu med danske undertekster i app'en

  • FREMAD på dvd/blu-ray

  • THE KINDNESS OF STRANGERS i biografen

Alle anmeldelser - Drama

De særlige/The Specials

hors normes/The Specials

Drama
Produktionsår: 2019
Varighed: 114 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Eric ToledanoOlivier Nakache,
Medvirkende: Vincent CasselReda Kateb,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 28.01.2020



TO SLAGS SÆRLIGE MENNESKER

De samme instruktører, der gav os De urørlige, har nu givet os "De særlige".

Vi befinder os i nutidens Frankrig. Bruno (Vincent Cassel) er jøde, Malik (Reda Kateb) er muslim. Bruno har været single i så mange år, at hans jødiske fællesskab er ret så aktivt for at finde en god kone til ham. Malik er familiefar. Men én ting har de til fælles: de driver et hjælpearbejde for unge autister, som de mere offentlige institutioner ikke magter at have. Eller i hvert fald kun magter at have, hvis de kan passivisere dem med store doser medicin og eventuelt fastspænding.

Hos Bruno og Malik arbejder man med udvikling gennem relationer. Deres økonomiske ressourcer er få, så mange af deres medhjælpere er totalt ufaglærte – ofte hentet fra den i Frankrig desværre store gruppe unge, som Malik på et tidspunkt benævner som "Getto-affald". Dermed får deres arbejde faktisk endnu en udsat gruppe, de hjælper ved at give dem et arbejde, en mening med hverdagen og måske et springbræt til et liv på arbejdsmarkedet. Man kan nemt blive meget taknemmelig for vort danske samfund. Taknemmelig for den indsigt og de ressourcer, vi giver til dem af vore medborgere, der lider af autisme. Taknemmelig for at vores ungdomsarbejdsløshed er nærmest nul i forhold til vore sydlige EU-lande.

Den er god nok
Jeg så filmen sammen med en flok professionelle – altså personer, der til daglig er ansat til at arbejde med folk, der har en diagnose inden for autismespekteret. De sagde god for, at de skildrede personer virkede genkendelige og autentiske. Sammenholdt med, at filmen til dels bygger på virkelige begivenheder, og at mange af de mindre roller spilles af amatører fra det virkelige miljø, giver det en vis tiltro til, at filmen har meget med virkeligheden at gøre. Det kræves også.

Som flere anmeldere har anført, virker historien næsten for god til at være sand – men Gud ske lov kan virkeligheden også være god. Mange anmeldere rynker lidt på næsen og kalder denne film for en feel good-komedie. Jeg synger ikke rigtig med i det kor. Det er helt rigtigt, at de fleste nok vil forlade biografen med en god følelse af, at der findes mennesker, der virkelig vil ofre meget for at hjælpe andre. Men det er ikke en komedie. Vel er der meget humor i den – mest af den lune, lidt underspillede slags. Men samtidig har den som sagt en autenticitet, der er svær at afvise. Og den rummer sandelig også meget, der ikke fremkalder de gode følelser. Den viser indirekte et behandlersystem, der af mange grunde ikke formår at yde den hjælp til autister og deres hårdt prøvede pårørende, som der faktisk kan gives, hvis både hjerte, indsigt og ressourcer forenes samme sted.

Menneskeværd
Jeg ved godt, at nutidens Frankrig bestemt ikke er uden spændinger. Men jeg nyder at se en skildring af et miljø, hvor det i mange sammenhænge absolut ikke gør nogen forskel, hvilken hudfarve du har. Alle behandles ens, og man kan fx lige så naturligt forelske sig i en, der har den stik modsatte hudfarve, hvad de mange smukke mellemformer, der kommer ud af det, også vidner om. Selve filmen taler på en stærk indirekte måde for det synspunkt, at ALLE slags mennesker har værdi, uanset farve, mental kapacitet, religion osv. Jøden og muslimen (og der er muligvis også katolske kristne rundt om i flokken, uden at det lige præciseres) arbejder hånd i hånd – og i respekt.

Der er en lille vidunderlig (synes jeg) detalje, der viser dette. Man er i gang med øvelser i gymnastiksalen, hvor man bruger organisationens grundprincip: én hjælper til én autist. Så hjælper og autist danner par. På et tidspunkt skal de tage hinanden i hænderne og bevæge sig sammen. Et af disse par er en muslimsk kvindelig hjælper og en mandlig autist. Af religiøse årsager kan hun jo ikke tage ham i hånden. I stedet fletter de hver deres egne hænder sammen og bevæger sig i øvrigt lige så synkront som de andre par. Der er ikke spor fokus på det i optagelsen – jeg lagde bare mærke til det som et udtryk for både ægtheden i det, vi ser, og for det respektfulde samarbejde mellem religionerne. På samme måde som at alle ved, at Bruno kan man ringe til 24/6 (og det gør man så på alle mulige og umulige tidspunkter, hvilket bl.a. ødelægger enhver date, der arrangeres for ham) – men bare ikke 24/7: fra fredag aften til lørdag aften er det sabbat! Dog kan nødsituationer også bryde denne lille oase af fred for Bruno ...

Vi talte om bagefter, at det er lidt trist at høre om de ting, der netop nu presser jøder til at forlade Frankrig. I det tidsrum, filmen beskriver, synes jøder og ikke-jøder at leve i god sameksistens med hinanden. I øvrigt udgøres filmens "Gøg-og-Gokke" af to jødiske mænd, der på typisk jødisk vis med humor og store armbevægelser hjælper organisationen med de mange praktiske ting. Filmen er således også en feel good-film ved at vise, at jøder sagtens kan være en aktiv del af et integreret samfund – selv om det i vores tid desværre er under pres - selv i Europa. Filmen rummer masser af andre interessante ting, man kan tænke længe over – men se den selv og find dine egne perler.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer