• DA MUMBO JUMBO BLEV KÆMPESTOR i biografen

  • SMALL THINGS LIKE THESE nu på VOD, fx Blockbuster.dk

  • NOA nu på Netflix udover Disney+, dvd og blu-ray

  • WAKE UP DEAD MAN: A KNIVES OUT MYSTERY på Netflix

  • NÜRNBERG nu på dvd og blu-ray

  • DIE MY LOVE i biografen

  • SPRINGSTEEN: DELIVER ME FROM NOWHERE nu på dvd og blu-ray

  • UGENS FILM FORREST GUMP - på dvd og blu-ray

Alle anmeldelser - Animation

Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor

At blive kæmpestor kan være svært, når man er lille, men måske er den rigtige vækst de eventyr, man gennemgår med sine venner?

AnimationFamiliefilmTEMA Familiefilm A/7 årTEMA Danske film
Produktionsår: 2026
Varighed: 82 min.
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Karsten Kiilerich,
Roman/manuskript: Jakob Martin Strid,
Medvirkende: Danske stemmer:Peter FrödinKirsten LehfeldtCecilie Stenspil,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Mikkel Søtbæk - 07.02.2026



ET DANSK EVENTYR FOR HELE FAMILIEN  

Børnefilm er bestemt ikke en mangelvare i dagens Danmark. I en lind strøm kommer de gerne drypvis fra de store amerikanske studier. Selvom kvaliteten kan være svingende, så mangler kvantiteten ikke noget. Sjældnere er dog de hjemmedyrkede titler, og sjældnere endnu de succesfulde af slagsen. Senest har de større børn haft glæden af Anders Matthesens Ternet Ninja-serie, og nu er der med filmatiseringen af den prisbelønnede danske børnebogsforfatter Jakob Martin Strid kommet noget til de mindre.

Dansk børnefilm af høj kvalitet
Filmen handler om det - nok for de fleste danske småbørnsforældre - kendte vennepar Mimbo Jimbo den blå elefant og Mumbo Jumbo den grå flodhest. Før vi taler om selve handlingen, skal der siges et par ord om filmens lyd- og billedside. Filmen er visuelt meget generøs og af overraskende høj kvalitet. Animationen har formået at gøre alt lige fra dale og skove til tankstationer og havvindmølleparker levende og fornøjelige at se på. Især på billedsiden ser vi også, at der er tale om en dansk film, hvis hjemlighed og hyggelighed kun bliver så meget desto større med genkendeligheden. Som voksen er det også en sjov biaktivitet at lede efter de forskellige danske produkter og steder, som rundhåndet er drysset udover filmen. Lydsiden har Halfdan E stået for, og filmen brillerer da også ved flere muntre ørehængere (som mine egne børn har bedt om at høre igen ved flere lejligheder).

At blive store når man er lille
Som titlen røber så handler filmen om den lille flodhesteunge Mumbo Jumbo, som gerne vil hjælpe, men tit føler sig overset og ude af stand til at gøre noget. Ved et uheld kommer han til at spise en mystisk svamp, som får ham til at vokse til en enorm størrelse. Det løser jo umiddelbart de førnævnte problemer, men løsningen viser sig at medføre langt flere og mere alvorlige udfordringer. Den altid indsigtsfulde Bavian Frede kan oplyse, at der findes en løsning på kæmpevæksten hos den mystiske heks Baba Jaga.

At vokse med opgaven
Der følger nu et eventyr af de helt store for den nu kæmpestore Mumbo Jumbo og hans bedste venner. Selve historien byder på sjov og spas for både børn og voksne, men vigtigere endnu så fletter filmen på fineste vis også en dybde ind, som kun sjældent ender vellykket i sådanne børnefilm. For hvad skal man gøre, når man stadigvæk er lillebitte indeni, og kun er stor udenpå, og store afsavn og uhygge skal overvindes? Jeg skal ikke afsløre noget her, men skal blot nævne filmens opbyggelige kvaliteter, som flot leveres i børnehøjde, om at blive stor, når man er lille, og at vokse med opgaven.

Fem flotte stjerner herfra.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer