Cloud Atlas

En underholdende anderledes og uudgrundelig film. Seks historier fra forskellige tidsepoker er klippet sammen. Et muligt budskab er, at livet ikke er slut, når man dør. Drama, Science fiction, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 2012
Varighed: 164 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Andy Wachowski, Lana Wachowski, Tom Tykwer,
Medvirkende: Halle Berry, Susan Sarandon, Tom Hanks, Hugh Grant,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 19.03.2013

Seks historier
Beskrevet lidt i fugleperspektiv fører filmen os med et utal af klip frem og tilbage mellem seks forskellige historier, der foregår i mange tidsepoker. Filmen begyndes og afsluttes med jernalder-krigeren Zachry, der vistnok sidder ude i fremtiden og fortæller os sin historie. Han er blevet reddet fra den dødsdømte jord af en gruppe mennesker fra en fjern fremtid. Forvirret? Jamen, det er småting, for vi føres også igennem de fem andre historier: Om Adam Ewing, der i 1850'erne er på en meget begivenhedsrig sørejse. Om komponisten Robert Frobisher, der i et kort og turbulent liv spændt ud mellem en homoseksuel kærlighedsaffære og et mærkeligt forhold til en ældre komponist skriver "Cloud Atlas"-symfonien, inden han begår selvmord. Om journalisten Luisa Rey, der i 70'erne graver noget smuds frem omkring olielobbyen og derfor skubbes ud over broen i sin folkevogn. Om forlæggeren Timothy Cavendish fra nutiden, der på underlig vis laver en bestseller, der efterfølgende er ved at koste ham friheden. Og om Sonmi, en biogenetisk tjenerrobot fra fremtidens Neo Seoul, der blandes ind i en borgerkrig mellem det bestående tyranniske regime og en undergrundshær. Og samme Sonmi er så forresten den gudinde, både Zachry og hans fremtids-mennesker tilbeder!

En historie
Kun få af disse historier når at komme til noget, der ligner en ordentlig afslutning. Men måske er pointen også, at en livshistorie aldrig er afsluttet? Filmen er blevet hypet meget op som en reinkarnationsfilm. Og vel er der spor af dette i den. Men noget sammenhængende dybere budskab er ret svært at finde i dette uigennemskuelige kalejdoskop af menneskeskæbner. Snarest sad jeg tilbage med billedet af, at vi mennesker lever i livets brogede strøm og sammen flyder af sted. Og det, der er smidt i vandet før os, præger os, og vi kan præge fremtiden ved at smide noget i vandet, mens vi lever. Sonmi, der vel nok er filmens ideologiske talerør, får på et tidspunkt spørgsmålet, om hun forestiller sig en himmel og et helvede efter døden. Hun svarer, at hun mere ønsker, at der er en åben dør, hun kan gå igennem. Det er nærliggende at tolke dette som en åben dør til det næste liv som et nyt menneske i en ny tidsalder – og dermed en slags reinkarnation. En mere sammenhængende historie om, at det, den konkrete sjæl foretager sig i det ene liv, får betydning for netop denne sjæl i næste menneskeliv, fortæller filmen derimod ikke. Eller i hvert fald: den fortæller det ikke, så en stakkels dødelig biografgænger som mig og min sidemand kan nå at opfange det!

Det gode og det onde
I alle seks historier kan man se en eller flere udgaver af kampen mellem det gode og det onde. Og det virker ikke til, at det gode vinder frem, efterhånden som vi skrider fremad i århundreder. Både det enkelte menneske og hele samfundet står i valget mellem det gode og det onde. Der træffes forskellige valg i de forskellige historier, men tilskueren lades aldrig i tvivl om, hvad der er det gode, og hvad der er det onde. Flere gange beskrives det ondes motto som "de svages kød er de stærkes brød". Det udtrykkes både af filmens kannibaler, slaveejere, gemene forbrydere og tyranniske samfundsledere. Altså: de stærke overlever på bekostning af de svage. Igen tror jeg ikke, vi skal lægge for dybe budskaber i filmen – men måske skal evolutionisterne alligevel føle et kritisk spørgsmålstegn her?

Anderledes underholdning
Filmen bliver ved underholdningen. Dens mulige budskab om, at tingene dybest set hænger sammen, og at livet ikke er slut, når jeg dør, så jeg hellere må prøve at gøre verden lidt bedre at leve i til næste gang, jeg kommer, får næppe nogen gennemsnitlig dansker til at ligge søvnløs. Her er ingen original østlig reinkarnation, hvor jeg i mit nuværende liv optjener den karma, der har total betydning for min næste genfødelse. Her er ingen appel til, at jeg skal lave mit nuværende liv radikalt om i kampen mellem det onde og det gode. Hovedrollerne er jævnt fordelt på mænd og kvinder, kærligheden er beskrevet både som hetero- og homoseksuel, der er både sorte og hvide rolleindehavere osv. Der er virkelig det politisk korrekte gennemsnit. Så der er ikke noget for den almindelige biografgænger at blive stødt over.

Måske er der en reinkarnationspointe i, at man har ladet den samme skuespiller spille flere personer. Det er da også meget sjovt at se, hvor forskellig de kan få den samme skuespiller til at fremtræde – men det kræver en ret grotesk sminkning, der vist ikke rigtig er den pointe værd.

Hvis man magter at lægge kloge-brillerne fra sig og glemme at spekulere på en dybere mening, leverer filmen til gengæld anderledes og rigtig god underholdning! Meget varieret – de knap tre timer flyver af sted! Her er alt lige fra en flugt fra et plejehjem, der er Olsenbanden værdigt, over romantik og enkeltpersonskæbner til actionfights i en fremtidsstorby. Humor og spænding, dybe følelser og personskildringer. Selvfølgelig alt sammen lidt forkortet, men til gengæld er det hele med! Nyd især også den måde en skodroman laves om til en bestseller!

---