Citronlunden

Etz Limon

Den israelske instruktør Eran Riklis lader konflikten mellem israelere og palæstinensere få ansigter i denne rolige hverdagshistorie. Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza, 
Produktionsår: 2008
Varighed: 106 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Eran Riklis,
Medvirkende: Hiam Abbass, Doron Tavory, Ali Suliman, Rona Lipaz-Michael,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 04.05.2009

SIKKERHEDSZONE
Den israelske instruktør Eran Riklis lader konflikten mellem israelere og palæstinensere få menneskelige ansigter i denne spændingsfyldte hverdagshistorie, der udspiller sig mellem to naboer et sted på grænsen mellem Israel og Vestbredden.

Palæstinensiske Salma Zidane er enke. Hendes tre børn er flyttet hjemmefra, og hun passer sammen med den gamle Abu Hussam sin citronlund, der ligger på grænsen til Israel. En dag flytter Israels forsvarsminister Israel Navon og hans kone, Mira, ind i huset lige på den anden side af grænsen. Af sikkerhedshensyn bygges et vagttårn, og den israelske sikkerhedstjeneste bestemmer, at citronlunden skal fjernes. Salma bliver ulykkelig, for dels er det en arvet citronlund, og dels er det hendes eneste mulighed for indtjening. Israelerne tilbyder kompensation, men Salma får af de lokale palæstinensiske ledere at vide, at "det tager vi ikke imod". En slægtning til en af Salmas bekendte, Ziad Daud, er advokat og vil føre en retssag mod israelerne, så Salma kan beholde sin citronlund. Der udvikler sig et venskab med romantiske undertoner mellem Salma og Ziad.

Mira har svært ved at acceptere beslutningen om, at hendes nabos citronlund skal fjernes. Da en journalist spørger om hendes mening, svarer hun: "Jeg ville ønske, jeg var en bedre nabo." Et sted i filmen siger Mira over hegnet undskyld til Salma. Et usynligt bånd skabes mellem de to kvinder, og det giver filmen en tone af håb. På et tidspunkt siger Mira: "Der må være en anden løsning." Hendes mand svarer: "I 3000 år har vi ingen fundet." "Så er det måske på tide," svarer Mira.

Filmen virker autentisk. Der tales arabisk og hebraisk og en lille smule engelsk. Man møder de traditionelle arabiske høflighedsfraser, som indleder en samtale. Salma får ikke meget opbakning fra andre arabere i nærområdet. Det palæstinensiske samfund skildres ikke som en fælles front, der træder op imod det, de må opleve som israelsk overgreb. På den israelske side viser filmen også store spændinger. Intet skildres sort-hvidt. Der er flere holdninger og forskellige grader af resignation over for tingenes tilstand. Heller ikke de israelske soldater er ens. Der er den joviale vagt i tårnet, som får sig en snak med Salma, mens hun plukker citroner, og der er de mere brutale typer, som fuldstændig mangler respekt for araberne.

Filmens absolutte hovedperson er Salma Zidane, der spilles fremragende af den arabiske skuespiller Hiam Abbass. Man kan ikke se filmen uden at få sympati for hende. Men det er ikke sådan, at israelerne uden videre er skurkene, for der foregår faktisk dødelige angreb fra den palæstinensiske side ind i Israel (i filmen kun skildret på lydsporet ved en bombeeksplosion og maskingeværild), så de israelske sikkerhedsstyrker har ret i, at citronlunden er en sikkerhedsrisiko.

Araberen Salma går rettens vej i stedet for at smide en bombe, og Mira bliver gradvist frastødt af sin mands tilgang til sagen og ønsker at række hånden over grænsen. Filmen vil ikke tage parti. I et interview til www.spiegel.de har instruktøren understreget, at han ikke har ønsket at bidrage til en politisk diskussion. "Den fysiske mur, du ser i filmen, repræsenterer alle de vægge og alle de grænser der eksisterer i dette område. Jeg tror, at en masse af det har at gøre med følelsesmæssige og mentale grænser, der er oprettet af tradition, religion og stridigheder fra fortiden," siger han. "Godt vi er adskilt af muren nu, siger nogen, men sikkerhedsmuren betyder også, at al samtale er ophørt."

Det var en god oplevelse af se "Citronlunden". Den handler om rigtige mennesker på begge sider af muren. Den spejler den store konflikt ved at lade os møde to naboer. Og den har ingen lette løsninger. Et sted siger Ziad: "Kun amerikanske film har en happy ending." Der er heller ingen happy ending i denne film, men der er alligevel varme og en lille gnist af håb. Alene det, at der i Israel er lavet en film som denne, giver lidt håb.

---