• GHOST IN THE SHELL DR3 | 17-12-19 | Kl. 22.05

  • REFLEKSION TØR JEG TRO PÅ JULEN

  • TEMA Bibelfilm fx serien THE CHOSEN (kun engelske undertekster)

  • TEMA - kristne film fx BREAKTHROUGH

  • TEMA - BIOGRAFISKE FILM fx dvd-aktuelle TOLKIEN

  • TEMA Julefilm - fx BLACK NATIVITY

  • TEMA - FAMILIEJULEFILM fx STJERNEN

Alle anmeldelser - Drama

Charlottes tryllespind

Charlotte's Web

DramaKomedieFamiliefilmTEMA Familiefilm A/7 årTop 10 2006
Produktionsår: 2006
Varighed: 97 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Gary Winick,
Medvirkende: Dakota FanningKevin AndersonDanske stemmer:Stine Stengade,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Tony Watkins - 08.06.2007



12-årige Fies glæde over at se et kuld nyfødte griseunger går hurtigt over, da hun ser, at faren vil til at dræbe den mindste griseunge med en økse. Hun protesterer kraftigt og erklærer, at "det er unfair og uretfærdigt!" Faren giver efter og lader hende beholde den lille gris, som hun giver navnet Wilbur.

Det er begyndelsen til et dejligt venskab. Eller det er i hvert fald sådan Fie oplever det. Moren bliver dog mindre sikker efterhånden som grisen vokser og optager mere og mere plads i køkkenet. Endnu engang er Wilbur tæt på at blive flæskesteg. Men de kommer frem til et kompromis: Wilbur må bo i Søndergaards lade på den anden side vejen. Der kan Fie besøge ham hver dag. Men Fies mor bliver stadig mere bekymret over, at pigen bruger så meget tid på grisen og de andre dyr i laden, og hun går til sidst til doktoren, som siger, at "der findes et navn på hendes tilstand. Det kaldes barndom, og det er desværre noget, hun vokser fra."

Venskab
Wilbur er ensom i sit nye hjem, fordi de andre dyr ikke gør så meget for at byde ham velkommen. Han vil at forsikre sig om, at de alle er venner, men bliver ikke overbevist af fårets svar om, at de har været sammen i laden i årevis. Man er åbenbart ikke automatisk venner, bare fordi man bor det samme sted. Men Wilbur får sig snart en ven i edderkoppen Charlotte. De andre dyr - særligt hesten - finder hende afstødende, men for Wilbur er hun dejlig, fordi hun er parat til at være hans ven.

Venskab er selvfølgelig et centralt tema i "Charlottes tryllespind". Morens bekymring over sin datters venskab med en gris vendes til sidst til lettelse og forventning, da hun indleder et venskab med en dreng. Dyrene i laden bliver venner som et resultat af Charlottes forsøg på at redde Wilbur fra at blive flæskesteg. De bliver ægte venner ved at se på venskabet mellem grisen og edderkoppen. På nogen måder kan venskabet mellem Wilbur og Charlotte se ud til at være ensidigt, Wilbur kan ikke lide være alene, han vil ikke dø, og Charlotte imødekommer disse behov. Stephen Greydanus har sammenlignet de tre børnebøger, som er skrevet af forfatteren, der står bag "Charlottes tryllespind", E. B. White, og han siger:

… hvis Stuart [Little] manglede motivationer for sine handlinger, har Wilbur det modsatte problem: han har bestemt motivationer, men gør ingenting med dem. I stedet for er han fuldstændig afhængig af andre - Fie, Charlotte, endda rotten Gravesen - for at gøre det, som må gøres. Som en hovedperson fremstår Wilbur som ret svag, passiv og desværre helt uinteressant. Charlotte lovpriser hans såkaldte dyder i sit spindelvæv, men det eneste, som lyder nogenlunde sandt, er "ydmyg". De andre ord er bare reklame.

I denne film bliver Wilbur skubbet frem som en hovedperson. Hans ensomhed bliver fremstillet som tæt knyttet til hans hengivenhed til sin ene virkelige ven, Fie, og han viser beslutsomhed om at flygte tilbage til hende ved gentagne gange at banke hovedet ind i plankeværket. Men selvfølgelig er han fuldstændig fortabt ude på markerne, og han lader sig let lokke tilbage til stalden ved hjælp af madrester. Der er noget egoistisk ved det, han gør, men de unge er altid egoistiske til en vis grad - det er noget, de må lære at vokse fra. Charlotte ser ikke på deres venskab som ensidigt. Helt fra begyndelsen af viser Wilbur interesse for hende og behandler hende med respekt, når ingen andre dyr i laden gør det. Da Wilbur protesterer over, at det er Charlotte, der gør alt, svarer hun: "Ved du ikke, hvad du allerede har gjort? Du gjorde mig til din ven, og ved at gøre det, gjorde du mig dejlig i alles øjne her i laden."

Gode venskaber er aldrig ensidige. Selv Gravesen, den stolte, egoistiske rotte, ved det. Til at begynde med hjælper han Charlotte og Wilbur for at få noget til gengæld, men efterhånden bliver han villig til endda at risikere livet for at redde den lille gris. Hans kyniske holdning distancerer ham fra de andre, men mod slutningen føler han, at han er blevet udnyttet og klager: "Har det slået jer, at selv en rotte kan have behov for lidt anerkendelse? Tør jeg sige kærlighed?"

Ydmyghed
Gravesen er ikke just ydmyg, men det er Wilbur derimod. Efter at Charlotte spinder "ydmyg" i sit væv, spørger han hende: "Er du sikker på, det er det rigtige ord? Jeg tror ikke, jeg fortjener nogen af ordene, du har skrevet." "Så er det præcis det rigtige ord," svarer Charlotte. Det faktum, at han er ydmyg, betyder, at han ikke er så selvcentreret, som han måske synes ved første øjekast (i det mindste i bogen). De, som er ydmyge, tænker ikke på sig selv hele tiden, de giver, lige så vel som de modtager. Han interesserer sig for andre, han finder noget, som han kan værdsætte ved dem og er uforbeholden i sin omtale, men er også sandfærdig. Ydmyghed er den kvalitet, som gør Wilbur til en god ven, som Charlotte værdsætter højt.

Ikke desto mindre er det sandt, at Wilburs første mål er at komme væk fra ensomheden og at undgå at ende som flæskesteg. Så snart han får sig en ny ven, dominerer det andet mål selvfølgelig. Det har ikke noget med hans ydmyghed at gøre, at han ikke ønsker at dø (en historie om, at han villigt havde ofret sig for Fies søndagsmiddag var måske ikke blevet så populær) - han elsker livet. Men han er ikke i stand til at gøre noget aktivt for at opnå det mål, så han er, som Stephen Greydanus siger, en temmelig passiv hovedperson. Helten i historien er Charlotte; på nogen måder er det egentlig mere hendes historie end Wilburs. Hun ser i den unge gris kvaliteter, som ingen andre, inklusive Wilbur selv, har lagt mærke til. Hun giver rundhåndet af sin tid og energi for at konstruere spindelvæv, som staver disse kvaliteter for alle andre. Familien Søndergaards reaktion på det, de ser, er imidlertid, at Charlotte fremhæver Wilbur for hans fysiske kvaliteter, ikke for hans moralske. Dette er ikke nok til at redde ham, grise som ser godt ud kan alligevel ende som gode koteletter. Det, som redder Wilbur, er ikke Charlottes ord i sig selv, men det faktum, at hun har hjulpet mennesker til at se forbi hende og endda forbi grisen for at se noget større. Som hr. Søndergaard tænker: "Det lader sig ikke benægte, at vor egen lille Wilbur, grisen, er en del af noget større end os alle. Og livet i laden er simpelthen meget bedre med ham her. Han er virkelig noget af en gris." Det er ikke forklaret, hvordan livet på gården er bedre med Wilbur der, men det er klart, at Charlotte har reddet Wilbur ved at skabe gode relationer og ved at hjælpe mennesker til at se verden, de lever i, med nye øjne.

Mirakler
Denne nye glæde over verden begynder, når alle tror, at ordene "SOME PIG" i spindelvævet er et mirakel - selv om de er mere imponeret over grisen end over en edderkops evne til at skrive. Moren udtrykker sin tvivl til doktoren om, at det virkelig er et mirakel. "Det tror du ikke?" spørger han. "Spindelvævet i sig selv er et mirakel, er du ikke enig? Kan du lave spindelvæv?" Moren svarer, at hun kan hækle en serviet. Doktoren pointerer, at hun har lært at gøre det og fortsætter: "Ingen lærer en edderkop, hvordan den skal spinde. Det er et mirakel." Hr. Søndergaard kommer til samme konklusion, når han henviser til hændelserne som "et mirakel i en tid, hvor vi ikke ser for mange mirakuløse ting. Eller måske gør vi. Måske er de overalt rundt omkring os, vi ved bare ikke, hvor vi skal se."

Det, at de indser, at verden er et usædvanligt sted - et mirakuløst sted - ændrer hele lokalsamfundet, sådan som den sidste fortællerstemme reflekterer: "Det er som om, alle vidste, at de boede på et særligt sted. Og det fik dem til at føle sig lidt mere specielle." Som følge deraf bliver de mere venlige og anerkendende. Det er ikke helt klart, hvorfor det skulle blive sådan, men der er hentydninger til mirakuløse tegn på, at der er en mirakel-skaber bag det hele. Der er intet mirakuløst, intet specielt, hvis der ikke findes andet end naturlige processer med årsag og virkning, som sker automatisk. Men dersom der bag disse processer står en skaber, som fik det til at ske på denne måde, - som gav sine skabninger evner til at være ekstraordinære, så vil det at indse dette faktum såmænd være en opdagelse, som forvandler.

Endnu mere forvandlende er opdagelsen af værdien af ydmyghed. Det er en fundamental karakteristik af Jesus Kristus, Guds søn, "som havde Guds skikkelse, og ikke regnede det for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors" (Filipperbrevet 2,6-8). Apostelen Paulus skrev, at "det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting" (1 Korintherbrev 1,27-28). Det er et budskab som er tydeligt i "Charlottes tryllespind". Som fortælleren konkluderer, begynder forvandlingen "kun fordi nogen standser for at se det smukke, ydmygheden og skønheden hos den mest beskedne skabing. Det er venskabets gave".

Kilde: damaris.org/damaris.no, norsk oversættelse: Anne Solfrid Brennhovd



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer