CARRIE sæson 1 på Prime Video
HACKSAW RIDGE nu på Viaplay udover dvd og blu-ray
THE CONJURING-film nu på Netflix udover Viaplay, HBO-Max, dvd og blu-ray
BROADCHURCH-serie nu på Viaplay udover dvd
THE OUTRUN nu på Netflix
FORNUFT OG FØLELSE i biografen
ØST FOR PARADIS Netflix-serie
Anmeldte GYSER-film fx 28 YEARS LATER: THE BONE TEMPLE
RØDE CARRIE
Der er som regel grund til bekymring, når det forlyder, at en velkendt filmklassiker bliver genindspillet, for der er temmelig høj dumpeprocent. Især inden for gysergenren er der urimeligt mange dårlige genindspilninger af klassikere. Fx "A Nightmare on Elm Street" fra 2010 eller "The Grudge" fra 2019.
"Carrie" er en moderniseret genindspilning af gyserfilmsklassikeren af samme navn fra 1976, som er baseret på Stephen Kings roman. Klassikeren modtog et væld af priser, inklusive to Oscars i 1977 for bedste kvindelige hovedrolle (Sissy Spacek) og kvindelige birolle (Piper Laurie). Der er desuden lavet to tidligere genindspilninger i 2002 og 2013, som begge må siges at være floppet fælt. På trods af det er Mike Flanagan faktisk lykkedes imponerende godt med at genskabe historien om Carrie White, som om den foregik i det 21. århundrede.
Historien drejer sig om pigen Carrie White (Summer H. Howell), som efter sin fars pludselige død er tvunget til at skulle gå i skole for første gang i sit liv. Carrie har aldrig forladt det hus, som hun er født og vokset op i, men er blevet opfostret af sin overbeskyttende mor Margaret (Samantha Sloyan). Skolen åbner op for en ny og ukendt verden for Carrie, der dog bliver offer for cybermobning, samtidig med at hun begynder at vise tegn på telekinetiske kræfter og skal døje med sin kontrollerende mor derhjemme.
Vellykket genindspilning
Den allersværeste opgave, som serien slipper virkelig godt afsted med, er at tage en klassisk historie fra 70’erne og gøre den nutidig. Historien udspiller sig i nutiden og ikke i en belejlig tidslomme før smartphones, som nogle film og serier vælger at gøre det for at undgå at blive for komplicerede. I "Carrie" spiller sociale medier en væsentlig rolle, da en anonym Instagram-konto går hen og bliver omdrejningspunktet for mobning på skolen. Det gøres på en måde, som både føles relevant for handlingen og gør historien relaterbar for unge, som er vokset op med smartphones.
Nogle karakterer, som i 1976-versionen ellers var relativt endimensionelle, har fået markant mere dybde. Margaret White, Carries mor, var i 1976-filmen en ret så karikeret religiøs fanatiker og den primære årsag til Carries tiltagende vanvid. I Flanagans genindspilning bliver Margaret menneskeliggjort og portrætteres som en sørgende mor, der på trods af sit forskruede sind og maniske behov for kontrol oprigtigt elsker sin datter og bare ønsker at passe på hende. Dog forbliver Margarets religiøsitet et redskab til at tugte og udskamme sin datter for dårlig opførsel.
Forfærdelig finale
Det viser sig, at Carrie tilsyneladende ikke er den eneste med særlige kræfter, for der findes en hel kult af kvinder med psykiske kræfter. Tidligt i serien bliver man introduceret for nogle andre telepatiske og telekinetiske karakterer, som hører til på en institution, der nærmest minder om noget fra "X-Men". Man vender lidt det blinde øje til, fordi det nøjes med at virke som en årsagsforklaring til Carries evner og ikke fjerner fokus fra hendes historie.
Det går dog hen og bliver en ret så afgørende del af sidste episode, som for mig ødelagde alt ved det klimaks, som serien har brugt tid på at bygge op til. Carrie bliver venner med en anden outsider på skolen ved navn Emaline, der løbende forsøger at skubbe Carrie til at bruge sine telekinetiske evner mere. Det er kun Carrie, der kan se Emaline, for hun er ikke fysisk til stede, men manifesterer sig i Carries hoved. Til skoleballet, som rummer historiens mest genkendelige og afgørende scene, er det Emaline, som af Carrie får lov til at overtage hendes krop og skabe død og kaos. Carrie reagerer endda forfærdet og skræmt, da hun får sin krop tilbage, hvilket fuldstændig fjerner ethvert spor af personligt ansvar fra hende for det blodbad, som netop er sket.
Det virker næsten, som om Amazon over for Flanagan har insisteret på, at der skulle lægges op til en sæson to, så de kunne få deres egen ”Eleven” fra Stranger Things, som Netflix har. I min optik skulle der aldrig have været brug for en sæson to, for historien om Carrie White er en tragedie, som ikke har nogen vindere. Det er en historie om en stakkel, hvis venlighed blev mødt af ondskab. Hun vælger aktivt at blive en skurk, fordi hun bliver skubbet helt ud til kanten. Hun tog selv det valg. Der var ikke nogen, der overtog hendes krop og tog valget for hende. Lige så åndssvagt er det, at Margaret åbenbart også skal have telekinetiske kræfter i et kort øjeblik, inden hun bliver myrdet på modbydelig vis, mens hun beder Fadervor. Oven på syv rigtig gode episoder føles finalen i "Carrie" som en kold lussing i ansigtet.
Kan ses på Prime Video.
Gemmer din stemme...
