HAR GUD HUMOR?
Ingen skuespiller kan dele vandene som Jim Carrey. Hade eller elske? God eller stinkende dårlig? Irriterende eller skrigende morsom? I denne indholdsmættede komedie udstyres manden endog med evner til at dele vandene. Eller suppen.
Bruce Nolan er journalist og ansat ved et lille tv-selskab. Hans største håb er at blive nyhedsoplæser, men da drømmen brister og den sleskede og klæbrige Evan Baxter, spillet af den hysterisk morsomme Steve Carell (også med i Du almægtige, Evan) får jobbet, så vælter hele verden ned om ørerne på Bruce. Den smukke kæreste, hende Rachel fra Friends, får tørt på, men det er for intet at regne mod den svada, Gud må lægge øre til.
Derfor indkaldes Bruce til møde med Gud, hvorefter han udstyres med guddommelig magt. Det er Bruce ikke sen til at udnytte - på sin helt egen grinagtige facon.
Men der er slanger i Paradis. For hvad skal man gøre, når man ikke må fortælle, at man er Gud, og når man ikke kan tvinge nogen til at elske sig? De problemer må Bruce inden længe forholde sig til. Og heller ikke dét sker i tavshed.
Jim Carrey har efterhånden lagt de barnagtigt sjove film om "Ace Ventura", "The Mask" og deslige bag sig og har taget skuespilsskeen i den anden hånd med seriøse roller til følge. Jim Carrey er stadig Jim Carrey, men "Ace Ventura" er skiftet ud med The Truman Show, Evigt solskin i et pletfrit sind og, vil jeg mene, "Bruce den almægtige". Filmen er ikke bare sjov. Den er også dybsindig. Det er Morgan Freeman garant for. Han spiller godt i rollen som Gud og giver filmen tyngde. Og netop det guddommelige i filmens tema er tankevækkende: Hvordan er Gud? Har han humor? Hvordan kommer hans omsorg til udtryk? Hvordan hører han bøn?
Filmen er på mange måder troværdig i forhold til Bibelens budskab om Gud. Selvfølgelig mangler der et hav af nuancer i gudsbilledet, men det er til at leve med. Jeg opfatter filmen lidt som en lignelse: Den viser en side af Gud uden at tegne et fyldestgørende billede af hans væsen.
Filmen her skal ikke bare ses i biografen, men også på sine egne præmisser. Den er skabt for at underholde, men kan også fint bruges i sin helhed eller i udpluk til at kickstarte en debat om vores billede af Gud.
Læs også refleksionen: Surfe på bølgen af godhed.