Den amerikanske udgave af Susanne Biers "Brødre", hvor vægten stadig ligger på det psykologiske drama i samspillet mellem familiemedlemmerne i den krigshærgede familie.
Jeg havde glædet mig til at se den amerikanske udgave af Susanne Biers Brødre. Handlingen er flyttet fem år frem, besætningen tæller kendte navne som Tobey Maguire, Jake Gyllenhaal og Natalie Portman og en - om ikke erfaren - så i hvert fald moden instruktør i skikkelse af Jim Sheridan, hvis mest kendte film nok er "I Faderens navn" fra 1993. Det burde borge for kvalitet.
Jeg regnede med, at amerikanerne ville kunne twiste filmens tema om krig og krigens efterspil mellem den (for)tabte søn, der vender hjem fra krigen efter at have gået så grueligt meget igennem. Her modtages han af sin lettere fordrukne far, sin nervøse mor, sin kriminaliserede bror, sine egne tre dejlige piger, konen og hendes to døtre, der nu sammen skal til at forme en fælles fremtid.
For at have et sammenligningsgrundlag med Biers udgave, valgte jeg at genopfriske min oplevelse af den. Det skulle jeg aldrig have gjort. "Brødre" og "Brothers" er nok brødre, men de er bestemt ikke tvillinger. De danske skuespillere Ulrich Thomsen, Nikolai Lie-Kaas og Connie Nielsen overstråler langt hen ad vejen deres amerikanske kolleger. Ikke så meget i det de gør og siger, men mere i det underspillede og usagte. Det mellem linjerne. Der hvor less is more.
Den danske udgave er kun 12 minutter længere end den amerikanske, men formår alligevel at komme meget, meget mere omkring – særligt i optakten. Miljøet og kærligheden mellem Maguires figur Sam og Portmans figur Grace og faderens favorisering af Sam frem for lillebror Tommy bliver ikke fremhævet med samme tyngde i Sheridans udgave. Denne mangel er ærgerlig for efterspillet, da Sam vender hjem fra krigen i Afghanistan.
Netop faderens rolle i Biers film er fantastisk. Bent Mejding kan det der med at spille på grænsen mellem det ondskabsfulde og det sårbare. Han gør det i "Brødre", i Drømmen og i "Italiensk for begyndere". Den balance kommer Sam Shepard ikke i nærheden af, og det trækker en facet ud af filmen.
Jake Gyllenhaal er alt for sukkersød i rollen som den kriminaliserede bror. Han har ikke lige så meget kant som Lie-Kaas. Portman og Maguire spiller sig op i løbet af filmen, men der er et stort ankepunkt i forhold til dem: De virker fejlcastede. De er simpelthen for unge til at spille rollerne. De mangler tyngde og dybde. Maguire er fra 1975 og hans danske modstykke, Ulrich Thomsen, er fra 1963. Portman er fra 1981 og Connie Nielsen er fra 1965. Den troværdighed, som det giver danskernes præstationer, kan ikke undervurderes. Særligt Portmans følelser virker falske og meget kunstige.
Som sagt synes jeg, at Portman og særligt Maguire spiller sig op i den alvorlige anden halvdel af filmen. Jo mere desperat Maguires karakter skal være, jo bedre løser han opgaven. På sammenbruddets rand fornemmer man tydeligt følelserne og den dårlige samvittigheds hærgen i ham. Jeg forstår ikke helt, at den amerikanske udgave ønsker at fremstille den hjemvendte befalingsmand som meget jaloux. Man får på fornemmelsen, at jalousien er lige så medskyldig i hans sammenbrud som den dårlige samvittighed – det lægger det danske forlæg ikke op til.
På ét punkt klarer "Brothers" sig bedre end "Brødre". Jeg synes scenerne i Afghanistan virker langt mere troværdige og egentlig også mere barske, men det er bare ikke nok til at hæve "Brothers" op over det middelmådige. Havde jeg ikke kendt den danske udgave, ville jeg måske vove at give 3 stjerner, men når Susanne Bier krediteres i filmen, så skal den også måles på sit forlæg, og derfor kan jeg ikke give mere end to stjerner.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 2.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
