Brøndgraveren Pascals kone dør, derfor må han selv opfostre sine seks døtre. Den smukke og veluddannede Patricia er sin fars øjesten. Hun møder piloten Jacques Mazel, som hun bliver gravid med, kort tid før han sendes til fronten for at kæmpe i anden verdenskrig. Da hun fortæller sin far, hvad der er sket, kontakter han familien Mazel. Men de bryder sig absolut ikke om at blive relateret med en fattig landfamilie. Det tager hårdt på den stolte Pascal, som forviser sin datter og hendes uægte barn.
Undervejs i filmen "Brøndgraverens datter" tænkte jeg: "Morten Korch på fransk". Nu har jeg sandt at sige ikke set mange Morten Korch-film, nogle stykker må jeg dog have set, andet kan ikke passe med det årstal, der står på min dåbsattest. Faktisk husker jeg ikke konkret én af dem. Men det er fænomenet, der tæller her. Morten Korch-film (og bøgerne for den sags skyld, som jeg med sikkerhed ved, at jeg ikke har læst én af) som et emblem for en måde at fortælle livet på – grundlæggende let og lyst. Med forviklinger undervejs, ulyksaligheder, men alt ender godt.
Nu vil karakteristikken "Morten Korch på fransk" på en del læsere virke negativ. Sådan skal den ikke læses. Af to grunde: "Brøndgraverens datter" forekommer mig at være en betydeligt bedre film end de svage erindringsbilleder, jeg har fra Korch-filmene. Og: Jeg overgiver mig glad og gerne til den lette og lyse livsfortælling. Indimellem i hvert fald. Alt kan ikke fortælles sådan. Enhver film kan ikke skæres over den læst. Det bliver ikke til at holde ud i længden. Men sentimentaliteten har altså noget for sig. Den rammer noget i – tør jeg sige: enhver af os? I hvert fald: i mange af os. Den rammer en renhed, en sødme, en tårekanal, der aldrig helt tørlægges. Den rammer en længsel og et håb om noget lettere og lysere end det, vi ofte vader rundt i.
På den måde rammer den også noget sandt. Det er jo sandt nok, når jeg sidder og lytter til småsentimental, velturneret musik og bare bliver godt tilpas. Min følelse af godt tilpas lyver ikke. Jeg ved godt, at musik også nogle gange skal have meget mere kant, mere mørke. Men denne musik trykker også på følelser i mig, som jeg vedkender mig.
Eller når jeg er på ferie i Provence og ligger under et træ i dagens tunge hede med udsigt til det knoldede, tørre, smukke landskab til lyden af cikadernes umusikalske lyd, som dog er det rigtigste lydtæppe for det hele. Og lige dér føler jeg bare al ting godt, en ubeskrivelig veltilpashed. Den følelse er sand. På trods af alt andet.
Det er ikke tilfældigt, jeg nævner Provence. Dér udspiller filmen sig nemlig i begyndelsen af anden verdenskrig. I et landligt provins-Frankrig får vi serveret den enkle, eviggyldige historie om to, der skal så meget ondt igennem, før de får hinanden. Og det virker. Det rammer rent.
Måske så også en anelse for rent i betydningen for let. Filmens svaghed er, at den til tider antager lidt for meget karakter af illustration af foreliggende bog af den franske forfatter Marcel Pagnol, som skrev en række bøger og skuespil fra sit elskede Provence. Det var også ham, der lagde bog til dobbelt-filmen fra 1986 Kilden i Provence & Manon og kilden, som har meget til fælles i stemning og indhold med "Brøndgraverens datter". Instruktøren Daniel Auteuil fik sit gennembrud som skuespiller i de to nævnte film, og han spiller selv brøndgraveren i denne film.
Filmen mangler med andre ord lidt selvstændigt fokus og dybde. Lidt mindre Korch og lidt mere Charles Dickens havde gjort sig. Men se den en aften, hvor du bare har lyst til at hengive dig til det sorgmuntre, længselsfulde, håbsopfyldende.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
