FOR SANDHEDEN MED LIVET SOM INDSATS
Filmen handler om den tyske præst Dietrich Bonhoeffer. Han var en dygtig teolog og forfatter til mange bøger, som stadig studeres rundt i hele verden. Han var overbevist pacifist. Han argumenterede stærkt for, at frelsen gives af nåde, men han var også kompromisløs, når det gjaldt det at være discipel af Jesus. Under anden verdenskrig var han med til at danne Bekendelseskirken, der var en luthersk modstandsgruppe, som brød med den nazistiske tyske rigskirke.
”Bonhoeffer. Pastor. Spy. Assassin” er godt produceret, når det gælder det filmtekniske. Den fortæller sin historie forståeligt, og det er let at leve sig ind i karaktererne. Er man kirkelig, og er man interesseret i anden verdenskrig, er den interessant og lærerig. Den fortæller, hvordan den officielle kirke slog sig sammen med Hitler. Den fortæller om den nazistiske bibel, og om nazisternes jagt på Bekendelseskirken. Og så er filmen elementært spændende. Ret tidligt i filmen bliver han fængslet, og så er handlingen bygget op som flashbacks derfra. Som 39-årig blev han dødsdømt.
Voldsomt delte meninger
”Det er en god film, men det er ikke en film om Dietrich Bonhoeffer,” skrev en ophidset amerikansk anmelder ved filmens premiere. En anden amerikansk anmelder, som selv har instrueret en biografisk film, skrev, at der altid vil være delte meninger om film i denne genre. Det har han utvivlsomt ret i, men i dette tilfælde er meningerne usædvanligt meget delte. Lidt søgning på internettet afslører måske grunden til den voldsomt store uenighed. Bonhoeffer er et kendt eksempel på en kristen, som trådte op imod det onde, og var med i planlægningen af et attentat mod Hitler. Dette eksempel bruges i dag af yderligtgående amerikanske kristne til at retfærdiggøre vold mod ”onde” politikere. Men det er misbrug af Bonhoeffer, for det var med stor tøven, han nikkede ja til et mordforsøg på Hitler. Det stred mod hele hans grundholdning om ikke at bruge vold, og hans engagement i planlægningen handlede måske ikke om meget mere end en teologisk vurdering af, om et sådant attentat ville være foreneligt med kristen etik.
Misvisende
Filmens fejl er, at den giver det indtryk, at Bonhoeffer var helt med på, at Hitler skulle snigmyrdes. Et sted i filmen bliver han mindet om, at han som pacifist engang sagde, at det altid vil skabe mere vold, hvis man møder vold med vold. Til det siger han i filmen: ”Det var før Hitler.” Men i virkeligheden var Bonhoeffers holdning til voldelig modstand uændret fra begyndelse til slut. Det ved man fra hans mange breve og bøger. Filmen giver et helt andet billede flere steder – blandt andet i titlen, hvor der direkte siges, at Bonhoeffer var snigmorder (assassin), og på filmplakaten er han portrætteret med en pistol i hånden.
Mange gode og opbyggelige pointer
Til trods for denne svipser, som kan være alvorlig nok, så anbefaler vi alligevel filmen, også som udtryk for Bonhoeffers kristne budskab og hans modige forsvar for det. Der er mange velvalgte bemærkninger og bibelhenvisninger. Filmens understregning af, at kirken tilhører Gud og ikke andre, er meget aktuel. Nødvendigheden af, at kristne må stå op for sandheden, også selvom det koster, er stærkt understreget.
Manuskriptforfatter og instruktør har forholdt sig meget frit til kronologien i de historiske begivenheder, og også til hvad der faktisk skete. Der er også flere eksempler på valg og fravalg, som giver et skævt billede. Men ønsker man et mere nuanceret billede af Bonhoeffer er der masser af muligheder. Man kan for eksempel læse en af biografierne om ham, eller den nye roman Kæreste Dietrich. Er du heldig af finde den udsolgte film Bonhoeffer: De sidste skridt fra 2003, som er anmeldt, kan du få andre nuancer. Ønsker man at læse noget af det, han skrev, kan man begynde med den kendte Efterfølgelse om bjergprædikenen.
Kan ses på Blockbuster.dk