EN SELVFØLGELIG FILM
Selvfølgelig skal der laves en film om superstjernen Freddie Mercury. Ligesom der til næste år udkommer en film om superstjernen Elton John. Og ligesom der er lavet tilsvarende film om Tina Turner, Johnny Cash og Ray Charles.
Det er musikere, som har fået stor betydning i den vestlige verden og for popkulturen. Så selvfølgelig skal Freddie Mercurys historie filmatiseres. Og hvor er det godt valgt, at det er skuespilleren Rami Malek, der spiller Freddie. Det må have taget lang tid at indøve mimik, gestik, osv., og Rami Maleks præstation er en Oscar værdig.
Seksualitet
Dermed er jeg sådan set også færdig med roserne. Der er ikke rigtig mere i filmen, der er en pris værdig. Ingen er vist i tvivl om, at Freddie Mercury – som havde det borgerlige navn Farrokh – var homoseksuel. Og det er klart, at det kommer en film om hans liv ikke udenom, eftersom det var hans homoseksuelle livsstil, der endte med at koste ham livet.
Heldigvis skånes vi for en film, der svælger i seksualitet og åbenlyse sexscener. I løbet af filmen er der to korte scener, hvor mænd kysser, og ellers er det gennem filmens dialog og Freddie Mercurys livsstil og valg, man præsenteres for hans homoseksualitet. Og så naturligvis det faktum, at en af rockbandet Queens måske mest berømte optrædender – ved Live Aid i 1985 – er Freddie præget af, at han godt ved, at det her nok bliver noget af det sidste.
Med andre ord: Filmen svælger ikke i sex og seksualitet, heldigvis. Det er tydeligt, at instruktør Bryan Singer har ønsket at skabe en "familievenlig" film om manden og musikken; ikke en biografisk film om en mands op- og nedture og seksualitet.
Fragmenteret crowdpleaser
Min største anke mod filmen er, at den – i mangel af bedre ord – er en fragmenteret crowdpleaser.
Filmen præsenterer i korte og længere klip fragmenter fra Freddies liv og Queens karriere, og det er tydeligt, at man har udvalgt de fragmenter, som de fleste godt kender i forvejen, og som bandet er berømt for – og så har man filmet det med skuespillere.
Altså: En fragmenteret crowdpleaser, hvor der hele tiden springes i tid, og hvor der ikke er nogen fortællermæssig eller tematisk sammenhæng mellem fragmenterne. Det er naturligvis lidt sjovt at se, hvordan bandet sammen skaber kæmpehittet Bohemian Rhapsody, og det er interessant at se reaktionerne på Freddies beslutning om at gå solo. Men det er usammenhængende og små historier, folk kender, og har behag i at se på det store lærred. En crowdpleaser.
Deroute
Det, jeg først og fremmest fik ud af at se filmen, var – og det siger sig selv – musikken. Musikken og sangene er svært populære, og det er der en god grund til. Det er fantastisk musik.
Dernæst fik jeg det ud af filmen, at jeg egentlig var lidt nedtrykt, da den var slut. For det her er historien om en mands deroute. Det her er historien om en mand, for hvem det faktisk begynder rigtig godt: Han kommer fra en god kernefamilie, han har en kvindelig kæreste, han gerne vil forloves med, han er en dygtig sangskriver og performer. Men det er så tydeligt, at Freddies excentricitet (og han ér virkelig meget excentrisk!) og en hel række skæbnesvangre valg - baseret på hans seksualitet - sender ham på en voldsom deroute.
I bund og grund er det en sørgelig historie. Det er klart, at der er mange lag i ethvert menneske – og dermed i Freddie Mercury. Man fornemmer, at der er mange modsatrettede følelser på spil. Megen søgen efter accept og kærlighed. Men i filmen får vi det kun overfladisk præsenteret. En helt-tæt-på biografisk film bliver det aldrig. Dertil er Freddies internationale og aldersubegrænsede berømmelse for stor – og derfor vælger instruktøren at lave en film fokuseret på musikken, vi alle elsker, og de fragmenter fra Freddies historie, mange af os i hvert fald har hørt om. Men en deroute, dét er det.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.