THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
"Dengang far var ung" i 1960'erne, fremstilles ofte som noget helt enestående og fantastisk, hvilket nok også er sandheden i et vist omfang. "Bobby" viser dog et noget mindre romantiseret billede af en tid, hvor menneskelige problemer som utroskab, lavt selvværd og racisme var en del af manges hverdag, ligesom det er i dag. Samtidig er der store problemer på det helt overordnede plan, som vi også kender det i dag: en mere eller mindre meningsløs krig, terror og social ulighed.
Filmen er delvis autentisk, idet den tager udgangspunkt i den valgkampagne, som Robert "Bobby" Kennedy førte op mod præsidentvalget i 1968. I Californien var det Hotel Ambassador, der var hovedkvarter for kampagnen, og det er dette hotel, der sammen med døgnet op til valget, sætter rammen om filmen. På hotellet arbejder og færdes mange forskellige mennesker, og det er dem, vi følger i det valg-døgn, som endte med det tragiske mord på Kennedy.
Filmen består af en masse parallelle historier, som vikler sig ind i hinanden på den ene eller anden måde.
Der er særligt to historier, som jeg vil nævne her. Den ene er en samtale mellem en mexikaner og en afro-amerikaner. Mexikaneren føler sig forurettet af de hvide, og hans vrede og forbitrelse, er åbenbar for de fleste. Den vise kok, der som afro-amerikaner har fået racismen ind med modermælken, viser sin kollega en anden og bedre vej end vreden og bitterheden, nemlig først og fremmest at have respekt for sig selv, finde sit værd i sig selv. Så vil du også blive mødt med respekt fra andre – inklusive de hvide. Dette kunne lyde som om racisme og undetrykkelse anerkendes, men det er ikke tilfældet, i stedet for viser kokken en vej til overlevelse i den givne situation.
En anden historie gjorde indtryk på mig, fordi det er en fortælling, der sjældent bliver talt om, nemlig det at blive gammel. Hver dag mødes to gamle mænd på hotellet og spiller skak. Den ene af dem har arbejdet der, og han taler ofte om "de gode gamle dage", som nu er forsvundet, mens den anden tør sætte ord på, hvad det er, han oplever i nuet, nemlig glemsomhed, øget træthed og generel manglende forståelse over for samfundet af i dag. Det lyder banalt, men jeg synes, det er dejligt, at man seriøst beskriver de sorger, der kan være i forbindelse med at blive gammel.
De mange andre historier, filmen består af, handler primært om kærlighed i forskellig afskygning: forelskelse, gammel kærlighed, ulykkelig kærlighed, overbærende kærlighed og manglende selv-kærlighed.
Hvis man, som jeg, sommetider irriteres over amerikansk selvforherligelse, så vil man muligvis mærke denne irritation efter at have set "Bobby", men for mit vedkommende var det ikke ødelæggende for den ellers gode oplevelse, det var at se filmen.
Da jeg så filmen første gang, havde jeg egentlig forventet, at den var en form for portræt af Robert Kennedy, men det er altså ikke tilfældet til trods for, at titlen er Kennedy's kælenavn. Der er ikke en egentlig rolle som Bobby, men i stedet for har man anvendt autentiske klip fra hans valgkampagne (hvilket teknisk og filmisk fungerer rigtig godt), og filmen sluttes af med en tale, der beskriver et samfund, der på trods af 40 år på bagen, minder om samfundet af i dag.
Gemmer din stemme...
