Blue Moon

Ethan Hawke portrætterer i sin rolle som en selvoptaget manuskriptforfatter vores alles jagen efter omgivelsernes anerkendelse. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, TEMA Biografiske film, 
Produktionsår: 2025
Varighed: 100 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Richard Linklater,
Medvirkende: Ethan Hawke, Bobby Cannavale, Andrew Scott,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Kristoffer Nørgaard Bach - 26.05.2026

RICHARD LINKLATER TAGER OS MED I TEATRET 

"Blue Moon" er et filmisk indblik i menneskets higen efter anerkendelse. Med Ethan Hawke i hovedrollen gør han og Linklater det, de kender fra Boyhood (2014) - de fortæller en historie uden et synligt plot i traditionel forstand. Hvor "Boyhood" bæres af sin karakterudvikling og stemning, savner man dog et lignende holdepunkt i "Blue Moon", og det mærkes.

Små scener med lange dialoger
Det er en dialogtung film, der bevæger sig bevidst mellem spillefilm og teater. Hovedrollen, Lorenz Hart, har altid en skarp, velformuleret replik klar - han er trods alt verdens bedste sangskriver i sin egen optik.

"Blue Moon" udspiller sig i realtid, og man følger Harts interaktioner med filmens øvrige karakterer. Ethan Hawke spiller sublimt og må næsten sætte rekord for flest replikker i en film - hans Hart har en kommentar til alt. Og med kommentar menes en lang, poetisk og ordkløverisk redegørelse for enhver holdning, han besidder.

Det fornemmes tydeligt, at de andre karakterer ikke altid deler hans passion for samtalen. Bartenderen, der er på arbejde og alligevel ikke kan slippe væk. Manden i sofaen, der fanges i Harts dialog – eller rettere monolog. Richard Rodgers, Harts teaterkompagnon gennem 24 år, der standses af Hart, uanset hvor han bevæger sig hen, selv når han forsøger at modtage sine øvrige kollegers beundring.

Kvindens effekt
Én karakter formår dog at vende dynamikken om: Elizabeth. Den kvindelige og seksuelle tiltrækning, der kan få Hart til at bryde sine egne mønstre totalt. Han får dog ikke det, han søger - i hvert fald ikke fuldt ud. Elizabeth viser interesse, men på afstand. Og trods den tilbagevendende tvivl om Harts egentlige tiltrækning til det kvindelige køn jager han noget fra hende, som hun aldrig rigtig giver ham.

"Blue Moon" portrætterer en person, vi måske alle kan spejle os i. Hart er en ekstrem karakter, men noget i ham er genkendeligt. Som han selv siger, da samtalen falder på den bedste replik i Casablanca: ”Really, who has ever been loved enough?“ Alle kender til følelsen af utilstrækkelighed og jagten på andres anerkendelse – og det er netop dér, "Blue Moon" finder sin eksistensberettigelse.

Kan ses på Blockbuster.dk

---