• BEGYNDELSER i biografen

  • JORDEN RUNDT I 80 DAGE serie på TV2 Play

  • RENTAL FAMILY i biografen

  • BATTLE OF OSLO på dvd

  • BEDSTE FILM i det nye årtusinde valgt af anmelderne, fx THE TREE OF LIFE

  • KRISTNE FILM PÅ NETFLIX fx A BEAUTIFUL DAY IN THE NEIGHBORHOOD

  • Mere end 550 af de anmeldte film kan ses på FILMSTRIBEN.DK fx MIG OG PINGVINEN

Alle anmeldelser - Drama

Begyndelser

En særdeles vellykket film med en meget jordnær historie, med et skuespil så fremragende hverdagsligt, at man som seer får oplevelsen af at følge nogle mennesker i deres virkelige livshistorie.

DramaTEMA Danske film
Produktionsår: 2025
Varighed: 96 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Jeanette Nordahl,
Medvirkende: Trine DyrholmDavid DencikBjørk Storm,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 30.01.2026



TIL DØDEN JER SKILLER 

Ægteskabet mellem Ane og Thomas er tæt på dødt. Thomas har et stykke tid haft forhold til en anden kvinde, og de er i fuld gang med at skaffe sig et andet bosted. Ane og Thomas er enige om den kommende skilsmisse, men holder det indtil videre hemmeligt for deres to døtre.

Men så opstår der pludselig et markant sporskifte. Ane rammes af en blodprop, som nedbringer hendes livsførlighed mærkbart. Thomas får sin kæreste med på udskydelse af skilsmissen, indtil Ane nogenlunde kan klare sig selv. Og dér begynder noget nyt at banke på. Eller snarere det gamle i ny udgave. Det man også kunne kalde gentagelsens velsignelse. Sådan som Søren Kierkegaard kalder det i bogen Gjentagelsen, hvor han taler om, at ”Gjentagelsen er det daglige Brød, der mætter med Velsignelse.” Modsat forsøget på hele tiden at lede efter lykken ved ”omseilet Tilværelse”.

Udsagnet kunne trækkes ind som et meget præcist udsagn om det, der sker for Ane og Thomas. De opdager langsomt, at tilbagevenden til deres samliv rummer den livslange, holdbare livsglæde.

Død og opstandelse i ægteskabet
Forløbet finder sted på en meget lavmælt, menneskegenkendelig måde. Der er på ingen måde tale om stor lykkesus. Børnene er ramt. Vejen er slet ikke sikker. De fyldes ikke pludselig med dyb overbevisning om tilbagevenden. Det sker alt sammen i små usikre skridt, to skridt frem, et tilbage, og så frem igen. Men bid for bid åbner det sig for dem begge: Vi skal blive sammen.

Det får mig til at nævne nyligt afdøde præst Preben Kok, som i sin bog Skæld ud på Gud skriver, at ethvert ægteskab skal gennem en død for at opnå opstandelsens glæde. Han forklarer, at i vores moderne væksttankegang mener vi, at hvis noget bliver dårligere og dårligere, så må det ende med, at vi destruerer og dropper det. Det anses for klogest at springe fra, mens der endnu er lidt liv i behold. Og det vil sige: springe fra ægteskabet, før man nærmest er død af det. Men i modsætning til det fremhæver Preben Kok det, han kalder den umoderne tankegang, den bibelske tankegang, hvor det hænger sammen på en helt anden måde. Dér hænger alt godt liv sammen med død og opstandelse. Døden er en uundgåelighed i ægteskabet, for det er forudsætningen for den store livsforvandling: opstandelsen, det helt nye liv i ægteskabet. Man skal med andre ord gennem den store krise sammen for at kunne få den store oplevelse sammen, opstandelsen, genoplivelsen, genforeningens store glæde.

Dejligt modspil
"Begyndelser" smagte lige præcis af det og bliver på den måde et meget interessant modspil til det, der ellers præger det moderne danske samfund – det store antal skilsmisser. Danske ægtepar bliver i gennemsnit skilt efter godt 12 års ægteskab. Knap halvdelen af alle skilsmisser sker inden for de første 10 års ægteskab, og risikoen er statistisk set størst i det sjette år.

Filmen ender med – uanset om den er ment sådan eller ej fra instruktøren - at blive til en dejlig, troværdig opfordring til at blive sammen "indtil døden skiller jer ad".



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer