"Her kan man ikke leve lykkeligt," siger den begavede børnelæge Barbara, som er forvist til en nedslidt klinik langt ude i provinsen i DDR. Resten af filmen handler om, hvorvidt man måske alligevel godt kan det.
Se for dig et europæisk land, som det i udgangspunktet er forbudt at forlade. Et land, hvor ansøgning om udrejsetilladelse kan medføre fængselsstraf og forfølgelse. Og et land, hvor mure og pigtråd og overvågning gør det umuligt for dem, som alligevel prøver. Science fiction? Nej, vi snakker om en stat, som eksisterede kun få timers flyvetur herfra for mindre end et kvart århundrede siden.
Forskellige svar
I 1989 faldt Jerntæppet, og den mærkværdige såkaldte demokratiske tyske republik landede på historiens losseplads. Men millioner af tyskere levede deres liv i denne én-partistat. De voksede op, stiftede familie, arbejdede, blev pensioneret og tilbragte alderdommen i DDR. Hvilken slags tilværelse var der egentlig tale om? Dette spørgsmål har tyske filmskabere været optaget af i lang tid. Og de giver forskellige svar i deres film.
Den godmodige og humoristiske Goodbye Lenin fra 2003 lægger vægt på de lyse sider af tilværelsen i kommuniststaten. Den Oscar-belønnede De andres liv, som kom tre år senere, er betydeligt mørkere.
Årets nye DDR-film "Barbara" lægger sig i en slags mellemposition. Som seere eksponeres vi konstant for urimelighederne og undertrykkelsen i det østtyske samfund. Men samtidig præsenteres vi også for det meningsfulde i tilværelsen: kærligheden, det at gøre noget for andre, det at betyde noget for sine medmennesker.
Det underliggende spørgsmål er hele tiden: Er dette et samfund, som det er rigtigt at flygte fra, eller kan man virkelig - trods alt - leve et lykkeligt liv i DDR?
Vil flygte
Hovedpersonen er børnelægen Barbara. Hun kommer egentlig fra Berlin, men er forvist til at gøre tjeneste i en ikke navngivet østtysk by ved Østersøen. Barbara har en kæreste i Vesttyskland og har søgt om udrejsetilladelse. DDR-myndighederne mener, hun står i taknemmelighedsgæld til det østtyske regime på grund af den uddannelse, de har givet hende. De reagerer derfor på udrejseansøgningen ved at sende den unge kvinde i fængsel. Da hun igen er uden for murene er alle karriereveje lukket. Og Barbara sendes ud i provinsen for at gøre tjeneste på en nedslidt børneklinik.
I udgangspunktet er Barbaras eneste drøm at flygte til Vesttyskland. Men langsomt begynder filmen at veksle mellem Barbaras grundige og risikofyldte flugtforberedelser og hendes øgede usikkerhed på, om hun virkelig vil forlade Østtyskland. For hvem skal så tage sig af den gravide børnehjemspige, som ingen bryder sig om, hvis Barbara flygter til Vesttyskland? Måske er den kække og hjælpsomme lægekollega alligevel ikke stikker. Måske er han oprigtig interesseret i hende.
"Barbara" er en film om sårbarhed hos dem, som bliver ofre for et regimes undertrykkelse. Men også for dem, som gør tjeneste på undertrykkernes side.
kilde: damaris.no