DEN ENDELIGE KAMP MOD ONDSKAB
Instruktørbrødrene Anthony og Joe Russo har i denne første del af Infinity War kreeret et sandt mesterværk af en opsamling på 10 års 18 superheltefilm. Filmen lever op til al den "hype", der har cirkuleret på internettet, og bringer overraskelser med sig, som selv ikke den mest dedikerede Marvel-tegneseriefan kunne have forudsagt.
Lige til sagen
Hvis det er et godt stykke tid siden, man sidst har set en Marvel-film, eller hvis man slet ikke har fået set den seneste Thor: Ragnarok, er man nok tabt bag en vogn. Den 2½ timers lange film kaster sig ud i handlingen, så snart det halve minut med produktionsfirmaernes logoer er overstået.
Filmen fortsætter, hvor "Thor: Ragnarok" slap. Thor, Loke, Heimdal og den resterende befolkning fra Asgård, som er gået til grunde, begiver sig ud i rummet for at finde et nyt hjem. Avengers-teamet er splittet efter strabadserne i Captain America: Civil War, hvor Tony Stark/Iron Man og Captain America gik hvert til sit med heltene på deres sider. Den enorme skurk Thanos, som man i de to Guardians of the Galaxy-film har fået introduceret, er på jagt efter de såkaldte Infinity Stones (Uendelighedssten). Mens nogle er i forvaring hos bl.a. Doctor Strange og i panden på Vision, vides det ikke, hvor de resterende fire er.
Familiekomsammen
De tidligere Avengers-film har haft en god portion store superhelte i hovedrollerne og har ikke haft nogen problemer med mangel på skærmtid eller usammenhængende handling. Men med denne film er det utælleligt, hvor mange superhelte, der er med. Skuespillerne selv har knap nok nogen ide og skyder på alt mellem 32 og 60. Jeg bekymrede mig rigtig meget for, hvordan de ville få historien og springene mellem scener til at være sammenhængende, uden at gøre det uoverskueligt.
Filmen gør et rigtig godt arbejde med at få flettet scenerne sammen, så man ikke bliver tabt i handlingen. Især når heltene, som aldrig har mødt hinanden før, skal introduceres til hinanden, sker det ofte på komisk vis. Der forekommer somme tider meget markante skift mellem scener, lokationer, helte og skurke, men handlingen er aldrig delt op i mere end tre, så det er overskueligt. Der er superheltene på jorden, nogle ude i rummet og Thanos og hans kumpaner. Man fornemmer også en rød tråd og et flow i blandt andet kampscenerne på trods af, at der pludselig er flere helte, der kæmper, end man kan tælle på to hænder.
Guddommelig udryddelse
Kæmpe cadeau til Josh Brolin, som spiller Thanos i filmen, og til instruktørerne, som har bragt en velkendt og elsket skurk fra Marvel tegneserieuniverset til live i fed stil. Brolin gør et smaddergodt arbejde som Thanos, selvom skurken primært er CGI-animation. Hans stemme er utroligt intimiderende og ladet med både kraft og følelser, alt efter hvilken situation han befinder sig i.
Titanen Thanos bliver bragt til live som en utroligt nuanceret karakter. Man kan hurtigt blive træt af en skurk, som knap nok viser andre sider af sig selv, end at vedkommende har død og ødelæggelse på dagsordenen. Thanos har en vision, som han begrunder med sin baggrundshistorie, som bliver gradvist fortalt og inkluderer hans datter Gamoras oprindelse. Det er chokerende, når filmen skaber kontraster mellem superheltene og Thanos. Man får virkelig en fornemmelse af, hvor magtfuld han er - med og uden uendelighedsstenene.
Han er en karakter, der med en vision, hvor massemord beskrives som "nåde", stræber efter guddommelig magt. Han har sin dødspatrulje, der nærmest som evangelister spreder budskabet om Thanos' åbenbaring. Ofrene skal føle sig beærede og taknemmelige, hvis de kan dø i en højere sags tjeneste i stedet for at leve et ubetydeligt liv. Noget tyder på, at han søger at opnå gudestatus, for da den nordiske gud Loke, på et tidspunkt siger til ham, at "han aldrig bliver en gud", falder det ikke i spor god jord hos ham.