At finde sandheden

I STATE OF PLAY vil journalisten McAffreys grave sandheden frem i en mordsag. Ikke alle journalister synes, sandheden er vigtig. Er vi medskyldige i det ved at hungre efter sensationshistorier? Refleksioner, 
Produktionsår:
Varighed:  min.

Instruktør:
Medvirkende:
Stikord:

---

Anmeldelse:

Af: Tony Watkins - 16.06.2009

State of Play er på mange måder et gammeldags, journalistisk drama, hvor en garvet, hårdhudet journalist risikerer at få hele redaktionens vrede rettet mod sig i forsøget på at grave sandheden frem.  Men filmen handler om meget mere. Det er også en gribende politisk thriller, fuld af forviklinger, tvister og spænding. Den har mange velkendte elementer i sig, som mange vil kalde klicheer, men filmen er så godt lavet, at det ikke ødelægger oplevelsen. Manuskriptet er velskrevet, filmen er mesterligt instrueret af Kevin Macdonald, og alle roller udføres af dygtige skuespillere.

Cal McAffrey (Russel Crowe), der er journalist for avisen Washinton Globe, dækker sagen om en tilsyneladende tilfældig skudepisode i Washington DC, da han ser en af sine gamle venner i nyhederne. Stephen Collins (Ben Affleck) er et lovende håb i Kongressen. Han er flink, smart og ambitiøs, og han er leder af komiteen, som overvåger forsvarsudgifterne. Det, som fanger McAffreys opmærksomhed, er meddelelsen om, at Collins' unge efterforskningsassistent, Sonia Baker, er død. Det chokerer tydeligvis Collins. McAffrey bliver irriteret, da en ung, uerfaren kollega, avisens politiske blogger Della Frye (Rachel McAdams), spørger, om Collins havde en affære med Sonia. McAffrey afviser hendes spørgsmål, men inden længe kræver avisens ledende redaktør, Cameron Lynne (Helen Mirren), at de to arbejder sammen på denne sag. Det er en sag fuld af svigt, korruption og drab. Sager uden en tilsyneladende forbindelse viser sig at være vævet ind i hinanden, og ingenting er sådan, som det tilsyneladende ser ud til.

"State of Play" er baseret på en meget succesrig miniserie af samme navn, som blev sendt på BBC i 2003. Tv-serien blev skrevet af Paul Abbott, som i udgangspunktet tvivlede meget på forslaget om at tilpasse hans arbejde til en spillefilm. Originalen bestod af knap seks timer med spændende, indholdsrigt drama, og han var forståeligt nok usikker på, hvor nemt det var at korte det ned til sædvanlig længde på en spillefilm. Valget af Kevin Macdonald som instruktør var afgørende. Han havde kun tidligere lavet én spillefilm, selv om det må sige, at The Last King of Scotland var en meget imponerende debut. Hans baggrund er imidlertid dokumentarfilm. Filmens tema om at grave sandheden frem vakte også god genklang hos ham. Ligesom Abbott var Macdonald også bekymret for, hvordan de kunne skære essensen af Abbotts arbejde ned til to timer. Løsningen blev en drastisk ændring. "Selvom den grundlæggende historie er den samme," forklarer han, "er der også meget, som er anderledes. Man indser, at det er umuligt at lave en ny version af noget, som var så vellykket. Man må skabe på ny, og det er det, vi har forsøgt at gøre."

Cal McAffrey er usoigneret, single og fast besluttet på at afsløre sandheden. Han passer måske på billedet af en gammeldags journalist, men han er langtfra en todimensional type. Venskabet med Stephen Collins er kompliceret. De har en fælles fortid fra dengang, de var værelseskammerater i studietiden, og det er tydeligt, at der tidligere har været stærke spændinger mellem dem (af grunde, som afsløres i løbet af filmen). Mens medierne kaster sig over hinanden for at undersøge og spekulere i en mulig affære mellem Collins og Sonia, er det hos McAffrey, Collins søger tilflugt. I lang tid har de ikke drøftet den igangværende sag, men McAffreys skarpe "næse" for nyheder gør, at han bliver mistænksom overfor, om det, der ser ud til at være en tragisk ulykke, i virkeligheden kan være meget mere uhyggelig. Collins' arbejde med at overvåge forsvarsudgifterne gør, at han havner i en skarp konflikt mellem private sikkerhedsfirmaer, som regeringen bruger enorme summer på i Mellemøsten. Kan det tænkes, at disse kommercielle interesser ønsker, at Collins skal ud af billedet?

Mens McAffrey følger sine spor, tjekker kilderne og sender rapporter, som avisen kan trykke, mærker Della Frye presset om at lægge noget på nettet, så hurtigt som muligt. I blog-verdenen vil hun ikke nøjes med at være nummer to. I McAffreys øjne er hun kun en del af en gruppe nyankomne, som knap nok fortjener at blive kaldt journalister. Spændingen mellem avis- og netjournalistik og nedgangen i salget af aviser er et interessant og aktuelt undertema i filmen. R. B. Brenner, redaktør på Washington Post, kommenterer det sådan: "Hvis noget i gamle dage skete ved middagstid, tænkte jeg: "O.k., vi har 10 timer til deadline, før avisen skal trykkes". Nu må jeg derimod tænke: "Vi har to minutter, fordi læserne straks går ind på vores hjemmeside for at læse om sagen."" Som redaktør på Washington Globe mærker Cam Lynne presset, som er vokset i en branche i forandring. Ingen har længere råd til at holde på en historie en dag eller to, mens de undersøger alle fakta. Ingen er længere sikre på, at de kan holde konkurrenten på afstand, fordi historien allerede lever sit eget liv på nettet, hvad enten den er sand eller ej. Cam insisterer nu på at offentliggøre sagen, selv om den måske er usand. Hvis det er tilfældet, kan de en af de kommende dage trykke reviderede versioner, noget som er med til at sælge flere aviser. McAffrey er lidt af en oprører og trækker bevidst tiden ud ved at sylte sagen. Han er overbevist om, at der er mere at finde ud af. Cam beskylder McAffley for at være paranoid, når han hævder, at det hele er en konspiration. Men da han opdager en ubestridelig forbindelse mellem skudepisoden, han skriver om, og Collins' affære, er det klart, at sagen er "så stor og sammenvævet, som man kan få dem".

Cal McAffrey bekymrer sig over alt det, der ikke er sandt. Collins anklager vennen for at drage ham ind i sagen i stedet for at hjælpe ham. Men journalisten er overbevist om, at det er bedst at afsløre de korrupte kræfter, som lurer under overfladen. Vi vil forsvare os med vores egne fakta," siger han. Cam er også ked af, at McAffrey undersøger en sag, som involverer en gammel kollega. "Gode journalister har ikke venner, kun kilder," siger hun. Til syvende og sidst har McAffrey samme opfattelse. Han vil gøre hvad som helst for at afsløre sandheden, selv om det betyder, at han bringer venskabet i fare og bruger tvivlsomme metoder. På et tidspunkt spørger Della: "Har vi brudt loven?" "Nej," svarer kollegaen, "det kaldes topjournalistik." Det afslører en vigtig spænding i Cal McAffrey. På den ene side er han lidenskabelig optaget af sandheden. På den anden side går han somme tider på akkord med sin egen integritet selvom han forventer, at andre mennesker har integritet. Han vil overskride grænser for et højere mål - en sags sandhed, og han vil - om nødvendigt - gøre det i små sager, såvel som i store og afgørende sager.

Til trods for disse kompromiser, er McAffreys iver efter at afdække sandheden meget stor. Han er ikke i nærheden af at være relativist: det som er sandt er virkelig sandt, uanset hvordan andre ser på sagen eller tolker den. "Dette er en rigtig sag," siger han til Della. "Den er ikke til diskussion og har ikke brug for, at nogen har en mening om den." Kevin Macdonald beskriver Della som en, der "hurtigt har meninger og ikke tager det så nøje med fakta". Men da hun trænger dybere og dybere ned i sagen, bliver hun også optaget af at finde sandheden. I en tid, hvor journalistikken bliver set på med mistænksomhed, eller endda med kynisme, er det godt at blive mindet om, at sandheden stadigvæk er vigtig i samfundet generelt. McAffrey insisterer på, at mennesker til stadighed er optaget af sandheden. Offentligheden ønsker stadig at kende sandheden og fortjener at høre den. Han har helt ret. Mennesker vil stadig vide, hvad der er sandhed. Grunden til, at journalister og politikere har fået et så negativt rygte, er, at vi nærmest forventer, at de laver om på historien, at de fortæller os det, vi ønsker at høre, eller at de kommer med tarvelige påstande for at sætte nogen i et dårligt lys. "Journalistikken er præget af en troværdighedskrise," siger Russel Crowe. "Aviserne har stor magt til at påvirke mennesker, og nogen mennesker opdager ikke, at de er blevet påvirket." I en ny britisk undersøgelse indrømmer kun 3% af de adspurgte, at de stoler på journalister, og kun 1% siger, at de stoler på politikere. Denne mangel på tillid har også betydning for os. Vi ville ønske, vi kunne stole på mennesker i disse fag. I virkeligheden findes der naturligvis mange politikere og journalister med integritet, men vi lægger meget mere mærke til dem, der ikke har det.

Et afgørende spørgsmål er, hvorfor vi er kommet dertil, hvor sandheden ikke synes at være vigtig for politikere og journalister. Svaret handler delvist om, at ambitiøse mennesker, som stiler mod toppen, ofte bliver hensynsløse og sætter målet højere end midlerne. Alt kan retfærdiggøres i kampen om at nå højere op. Et andet svar kan være, at samfundet har udviklet en tilsyneladende umættelig hunger efter sensationer. Vi lytter intenst til al sladder og enhver skandale, som dukker op, og takket være internettet synes det aldrig at tage en ende - uanset om det er sandt eller ej. På den måde gør vi os skyldige i dobbelt forstand. Vi anklager journalister for at lege med og forandre sandheden samtidig med, at vi lader os tillokke af de saftige historier, de giver os. Det rejser spørgsmålet om, hvor optaget vi i virkeligheden er af sandhed og integritet i vores eget liv. Hvor ofte omgås vi sandheden letsindigt og ændrer fakta eller taler nedsættende eller sladrer om mennesker bag deres ryg? Hvor ofte ændrer vi på historien, sådan at den sætter os selv i et bedre lys? Hvor let har vi ved at tro på sladder på kontoret uden at tjekke, om det faktisk er sandt? Vi tror ligesom Cal McAffrey på det rigtige i at undersøge fakta, men i dagligdagen ligner vi oftere Dellas første blog-indlæg om Collins: Hurtigt placere skyld uden at bekymre sig om sandheden.

Vi er alle præget af spændingen mellem integritet og tarvelighed i en eller anden grad. Vi er klar over, at vi ikke er moralsk fejlfrie. Vi vil gøre en masse forskellige ting for at sætte os selv i centrum - et udtryk for vores oprør mod Gud - mens vi stadig beundrer integritet og godhed. Dybest set værdsætter vi sandheden - den side af mennesket, som genspejler noget af gudbilledligheden i os. Vi ville ønske, at det sidste dominerede os, men vi ved, hvor let vi bliver overvældet af det første. Dette er en grundlæggende udfordring for journalistikken, politikken og samfundet, fordi korruption i vores egne hjerter er det største problem for den enkelte af os. Samfundet har brug for forandring, men forandringen sker i det enkelte menneske. Det eneste, som virkelig kan forandre os, er de gode nyheder, givet af Gud i personen Jesus, som tog den straf, vi fortjente på grund af vores oprør imod ham. Han opstod fra de døde og sendte sin Ånd for at leve i alle mennesker, som sætter deres lid til ham. Det budskab, som til tider i historien har haft stor indflydelse i samfundslivet, anses i dag ofte for at være latterlig. Det bliver afvist og spottet, og oftest af mennesker, som aldrig har undersøgt fakta, og som aldrig har søgt efter sandheden, men som drager hurtige konklusioner eller ganske enkelt følger med strømmen, som journalisten A. N. Wilson for nylig indrømmede at have gjort, da han forlod sin kristne tro for snart 20 år siden. Jesu liv, død og opstandelse er de største nyheder, verden nogen sinde har hørt og set, og indicierne er åbne for at blive undersøgt af alle, der ligesom Cal McAffrey ønsker at afdække sandheden.

© Tony Watkins/damaris.no. Oversat til norsk af Ingvild T. Kro

---