Filmen om tempelridderen Arn baserer sig på to af de tre bøger om Arn, som den svenske forfatter Jan Guillou har skrevet. Her møder vi drengen Arn, som på grund af et løfte, hans mor har aflagt, bliver sendt i kloster, hvor han bliver trænet af en tidligere tempelridder. Da han bliver voksen, sendes han igen hjem til sin familie, hvor en kamp om kongetronen raser mellem to mægtige slægter i Sverige. Arn bliver inddraget i fejden og møder Cecilia, som han forelsker sig i. Da hun bliver gravid, inden de bliver gift, benytter modparten i fejden sig af situationen til at få den unge, stærke kriger sendt væk til Det Hellige Land, hvor han skal kæmpe som tempelridder i 20 år. Cecilia sendes ligeledes i kloster til 20 års bod, og hendes barn tages fra hende.
Jeg kan lige så godt sige med det samme, at der er en del ting, som simpelthen ikke fungerer. Helt grundlæggende virker plottet noget uforløst, så det, der egentlig er optakten, fylder langt mere rent tidsmæssigt end Arns tid i Det Hellige Land. Dette er ikke en film om en tempelridder, som man ifølge titlen kan forledes til at tro, men snarere en film om to elskende, som på trods af modstand og afstand holder ud i håbet og troen på kærligheden. Men stadig med denne vinkel fungerer filmens sidste del slet ikke, og om det mon er fordi, der skal laves en to’er, kan man kun håbe/frygte.
Til gengæld er filmens første del rimelig god. Billederne er meget smukke og skuespillerne er dygtige og troværdige, og der er nogle spændende scener og intriger. Vi præsenteres dog for en mængde figurer, men kommer kun ind under huden på nogle ganske få, og selv vores hovedpersoner kan vi nogle gange have svært ved at følge i handlinger og motivationer.
Troen på Gud er et vigtigt element i forståelsen af figurerne. Det er Guds vilje, Arn vil følge, og det er til Gud og jomfru Maria, Cecilia og Arn vender sig, når de er i nød. Og gennem bønnen forenes de - selv på trods af den fysiske afstand. Og her bliver det en smule rodet sammen det hele. Arn ser pludselig Cecilia for sig, mens han beder, og vi ved ikke længere, om han rent faktisk beder, eller om han tænker på Cecilia.
Det har alt i alt måske været en lidt for uoverkommelig opgave at ville presse to tykke, handlingsmættede bøger sammen til én enkelt film. I hvert fald hvis man stadig vil lægge filmen tæt op ad bogen, og det er egentlig ærgerligt, for billederne og karaktertegningen er rigtig gode, og hvis man kunne have været lidt mere hård ved sine darlings undervejs i manuskriptprocessen, kunne det være blevet en endog utrolig god film. Men det blev det desværre ikke. Øv, øv!
Se artiklen om Kristne på godt og ondt af Sprint Aagaard Korsholm.