Antichrist, kirken og pornografien

Pornografi bliver ikke mere legitim af, at der står en stor kunstner og billedmager bag. Som kirke må vi vove at se på filmkulturen ud fra både en kunstnerisk og en værdibaseret synsvinkel. Filmbrug, TEMA Film og sex, 
Produktionsår:
Varighed:  min.

Instruktør:
Medvirkende:
Stikord:

---

Anmeldelse:

Af: Johan Schmidt Larsen - 28.12.2009

Så er Lars von Triers film Antichrist udkommet på dvd. Da filmen havde premiere, undlod jeg at se den, fordi foromtalerne og filmtraileren meget klart gav indtryk af en stærkt grænseoverskridende film. Af samme årsag valgte jeg - som redaktør af filmogtro.dk - ikke at bringe en anmeldelse af filmen. I mellemtiden har filmen fået flere priser. Blandt andet har Nordisk Råds filmjury kåret den som årets bedste film. Desuden har der været flere kommentarer og kronikker i Kristeligt Dagblad.

I forbindelse med udgivelsen af filmen på dvd, har vi derfor valgt at anmelde filmen på filmogtro.dk, fordi vi synes, at debatten mangler nogle vigtige livssynsmæssige synspunkter.

Kommentarer til filmen
Sørine Gotfredsen forsøger i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 7. august 2009 at indkredse kristendommen i "Antichrist". Hun ender blandt andet med at konkludere følgende: "Allermest oplagt er det imidlertid at se historien og personernes skæbne som billede på det jordiske liv, der kan gå så gruelig galt, hvis man i åndeligt og etisk armod underlægger sig enten fornuftens hovmod eller driftens blinde kraft. "Antichrist" fremstiller mennesket i en eksistens uden gudsforhold."  Selv om jeg ikke kan følge alle Gotfredsens synspunkter, synes jeg, at hun i ovenstående citat rammer plet.

Kristeligt Dagblads anmelder Palle Schantz Lauridsen ser dybest set filmen som en maskulin angstfantasi, der handler om mænds frygt for kvinder og deres seksualitet. "Den er plat og effektsøgende, men den er også foruroligende; og foruroligende smuk midt i alt det afskyvækkende. Den er uhåndterlig. Og derfor er den en fremragende film" (20.5.09).

Sognepræst Egil Hvid-Olsen nævner i sin kronik den 27. juni, at man i filmen bliver vidne til "uhumske voldsscener og ligeså scener af voldspornografisk karakter". Han slutter med at konkludere: "Filmens udlægning af og analogier til syndefaldsberetningen er langt hen ad vejen forfejlede og gyselige, fordi de trækker på det seksualforskrækkede kvindesyn. Det ændrer dog ikke ved, at filmen er dybt original og fascinerende, så længe man kan lægge tilstrækkelig afstand til de ulækre scener, der ellers vil drive én ud af biografsalen i en vis fart."

Sognepræst Jes Nysten indleder sin anmeldelse på kirkeogfilm.dk med denne bemærkning: "Der er nok ingen vej udenom: Man skal se denne nye von Trier film, hvis man vil se, hvordan denne geniale billedmager kan skabe uforglemmelige billeder, men også trække os til grænsen af, hvad vi orker at være vidne til." Og han fortsætter: "Mens man ser på, er man fuldstændig bjergtaget, fanget ind. Selv der hvor billedbombardementet bliver for meget, for eksplicit, føler man "at man er med", at det giver mening at lade sig forføre at billederne."

Kunst og pornografi
Jeg finder det betænkeligt, at de nævnte indlæg ganske vist forsøger at forholde sig teologisk til filmen, og det er fint. Men ingen af dem forholder sig til, hvad en film med pornografisk indhold gør ved os som mennesker og som kristne, og det til trods for, at alle indlæg er skrevet i en kirkelig kontekst. Pornografi bliver ikke mere legitim eller mindre problematisk af, at der står en stor kunstner som Lars von Trier bag. Selv om filmen også har nogle meget smukke scener og flotte skuespilpræstationer, er der for mig at se tale om hæslig filmkunst, som radikalt er med til at flytte grænsen for, hvad vi som mennesker og som kristne bør udsætte os for at se.

Vi lever i en tid, hvor filmkulturen og det offentlige rum bliver stadig mere fokuseret på sex og pornografi. I stigende grad hører vi psykologer og psykoterapeuter give udtryk for, at mange af deres klienter oplever svære problemer i deres sexliv eller er blevet direkte afhængige af pornografi. For nylig viste en analyse foretaget af analysebureauet Webpol for Ekstrabladet, at hver tredje danske mand ser porno hver dag!

Dialog og refleksion frem for forbrugermentalitet
Set i det lys, er det særdeles betænkeligt, at vi som præster og kristne ledere undlader at træde i karakter, når vi kommenterer film og medier, som helt åbenbart er på kollisionskurs med et kristent livs- og menneskesyn og dermed også med bibelsk etik. Som præster og kristne ledere har vi enten reelt eller i praksis en "hyrde- og lærerfunktion", som forudsætter, at vi vejleder kirkens medlemmer i, hvad det vil sige at leve som ansvarlige og velorienterede kristne forbrugere i forhold til både kultur og seksualitet. Derfor må vi vove at forholde os til filmkulturen ud fra både en kunstnerisk og en kristen, værdibaseret synsvinkel. Vores opgave består blandt andet i at fremme kristnes evne og vilje til analyse og refleksion frem for tendensen til uforpligtende forbrugermentalitet. Kort sagt, at vi ikke bare går i biografen eller ser video og tv med hovedet under armen, men at vi lader filmens univers gå i dialog med det kristne livs- og menneskesyn. Er vi som kristne ledere og opinionsdannere ikke dedikeret i denne vigtige, men vanskelige disciplin, svigter vi vort kald, og da vil der ikke være afgørende forskel mellem vore synspunkter og alle andre kommentatorer i filmkulturen.

Jeg vedgår gerne, at der ikke findes enkle svar på, hvordan opgaven skal lykkes, men det må ikke forhindre os i at forsøge. Lad mig afslutningsvis forsøge med to vinkler, som primært tager udgangspunkt i en vurdering af films livssyn (se mere i artiklen Livssynsbriller):

1. Bekræfte sandheden og fremhæve det gode
Fornemmelsen af, at vi som kristne ikke har monopol på sandhed, opleves for nogen af os som en trussel. Men faktisk indeholder mange af nutidens film elementer af sandhed og nogle gange afgørende sandheder, og dem må vi nødvendigvis værdsætte og bekræfte. Nick Pollard, lederen af den kristne, engelske filmorganisation Damaris, udtrykker sig på følgende måde:

"Hvad enten vi bryder os om det eller ej, indeholder andre verdensbilleder sandhed. Hvis vi afviser dem fuldstændigt, vil vi, samtidig med at vi afviser fejlene, også afvise sandheden. Og hvis vi afviser sandheden, skubber vi os selv ind i fejltagelsen. Hvis vi ikke skal skubbe os selv ud i fejltagelsen, må vi bekræfte sandheden dér, hvor den er, velvidende at al sandhed i sidste ende kommer fra Gud, og at alle verdensbilleder indeholder elementer af denne sandhed."

2. Afdække mangler og fejltagelser
Ligesom mange film indeholder elementer af sandhed, indeholder de imidlertid også ofte mangler eller fejltagelser. I nogle tilfælde vil en films hovedpointe være i strid med et kristent livs- og menneskesyn. Jesus hævder at være sandheden, og hvis Jesu udsagn om sig selv er sand, kan andre livssyn ikke samtidig være fuldstændig sande.

Vi må derfor ikke være så optaget af at bekræfte sande og positive aspekter i film, at vi glemmer at afdække aspekter, hvor filmens budskab ikke holder mål set i forhold til et kristent livs- og menneskesyn.

At feje klare uenigheder i livssyn og etik ind under gulvtæppet er hverken menneskeligt eller intellektuelt ærligt. Vi undlader derved at behandle film, mennesker og livssyn med respekt, fordi vi nægter at engagere os i en direkte og åben dialog, som både er meningsfuld og ærlig.

Hvis vi er uenige med nogen, består en respektfuld reaktion hverken i hån af andres livssyn eller ved at forsøge at reducere uenigheden. Snarere handler det om at gå ind i en dialog, hvor vi forsøger at se uenigheden, som den opleves fra deres synspunkt, så vi derved begge forstår, hvorfor vi ser forskelligt på tingene.

Artiklen har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 28/12 2009.

---