Nogle gange vildleder titlen altså mere, end hvad godt er. I dette tilfælde er det helt håbløst. Det leder tankerne hen på en slesk sidespringsfilm, hvor det ligger mellem linjerne, at kærligheden er bedst, når den bryder grænserne for det faste forholds rammer. Men, for at slå det fast med det samme, så er det slet ikke, hvad der er på spil i denne rolige, franske film.
At kærligheden kan være svær at bøvle rundt med, er vist en af de ældste og mest grundlæggende erfaringer, vi mennesker har. Men ud over normale pinligheder og kluntede ord og bevægelser, kæmper filmens hovedpersoner Jean-René og Angélique med et ekstra problem: de er følsomme. Jean-René har sin egen chokoladefabrik og virker på sine ansatte som en stram og markant herre. Men gennem samtaler med hans terapeut, lærer vi hurtigt, at det er en facade. Jean-René har pga. en ualmindelig streng far, meget svært ved at skabe almindelige relationer til andre. Og at røre dem - fx med håndtryk eller kram - er en total umulighed.
Angélique er en eminent konditor, men hun afskyr rampelyset, hvilket bringer hende i en svær konflikt. Hun tør ikke vise sine evner frem, men hun lever og ånder for at lave chokolade i verdensklasse. Derfor går hun også til terapi, men modsat Jean-René til gruppeterapi. Her forsøger hun at tanke selvtillid, så hun får mod til at ansøge om at blive konditor hos Jean-René. Pga. en misforståelse bliver hun i stedet ansat som sælger. Men snart sker der noget drastisk, for Angélique gemmer på en stor karrierehemmelighed, som forandrer alt for både Angélique og Jean-René, og deres skrøbelige indbyrdes kærlighed kan begynde at blomstre.
I denne mere kritiske del vil jeg gerne starte med at sige, at jeg faktisk var fint underholdt under filmen. Filmen havde en lune, som gjorde, at jeg faktisk smågrinede flere steder i filmen. Men alligevel var filmen for tam og træls til, at den rigtig gav mening. Filmen forsøger at have en komisk undertone, men jeg grinede kun højlydt to gange. Resten af filmens jokes havde jeg regnet ud på forhånd, for det var gamle jokes, som blev brugt uden videre originalitet.
Der er heller ikke nogle videre spændende temaer i filmen, for den svæver mest omkring de to hovedpersoners skrøbelige følsomhed, som ikke udvikler sig - hverken frem eller tilbage. Og det gør faktisk filmen lidt trættende, selvom den kun er halvanden time lang.
Vil man hygge sig med en rar film, kan man sagtens se den. Men skal man have en ikke-engelsk film på programmet, vil jeg i stedet foreslå den mere sprudlende Kvinderne på sjette sal. For "Anonyme romantikere" er desværre blot en upåagtet filmdråbe i det store filmhav.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
