KÆRLIGHEDENS VEJE OG VILDVEJE
"Anna Karenina" er lavet over Lev Tolstojs klassiske roman af samme navn. Den foregår i zarernes Rusland og begynder i 1874, hvor Anna Karenina (Keira Knightley) er gift med den kedelige minister Aleksej Karenin (Jude Law), som hun har sønnen Serjosja med. Anna forelsker sig i grev Vronskij og må vælge, om hun vil følge landets uskrevne regler og blive hos sin mand, eller om hun vil flygte med Vronskij og aldrig se sin søn igen.
Da jeg [Anette] for nylig læste romanen, som i høj grad skildrer personernes mange tanker, var jeg spændt på, hvordan det kunne omsættes til lærredet. Det er lykkedes fint. Temaet er kærlighed i forskellige afskygninger, men samvittighed er også et tema.
Uforpligtende kærlighed
Stiva elsker sin kone Dolly og sin børneflok, men han kan ikke holde sig fra guvernanten. Dolly synes, det er svært at acceptere. Stivas søster Anna Karenina overtaler Dolly til at tilgive Stiva ved at påpege, at når de elsker hinanden, må hun tilgive, for det vil kun gøre dem begge ulykkelige at lade være. I romanen siger Dolly: "Skal man tilgive, må det være helt og fuldt ... Det hele synes mig nu virkelig lettere."
Lidenskabelig kærlighed
Den gifte Anna ser ved et tilfælde grev Vronskij, og de to bliver stormende forelskede i hinanden. Anna siger nej til at møde Vronskij, men han dukker op igen og igen. På et tidspunkt siger Anna: "Nu må det stoppe. Du får mig til at føle mig skyldig." Anna har stadig sin samvittighed i behold, men den sløves mere og mere, efterhånden som hun giver efter for sin længsel efter Vronskij. I romanen siges om Anna, at løgnen, der oprindeligt var hendes natur så fremmed, ikke blot blev et naturligt og bekvemt omgangsmiddel, men en sand fornøjelse for hende. Anna er meget selvcentreret. Hun spørger Vronskij igen og igen: "Elsker du mig? Hvor højt?" Og hun bliver skinsyg, når hun ser Vronskij snakke med en anden kvinde.
Forpligtende kærlighed
Annas mand, Aleksej, har ikke vist sin kone meget opmærksomhed, men får alligevel gennem sladder nys om Annas forhold til Vronskij. Han vil ikke tillade skilsmisse, for som han siger: "Vort liv er sammenknyttet, ikke af mennesker, men af Gud." Til trods for, at han bebrejder Anna, at hun er skyld i dårlig omtale, vil han blive ved med at være hendes mand. Et højdepunkt er, da Aleksej rækker hånden ud til Vronskij. I romanen tænker Aleksej: "Og jeg beder kun Gud om, at han ikke vil berøve mig tilgivelsens lykke!"
Hengivende kærlighed
Med i filmen er også godsejeren Ljovin, der er forelsket i Kitty, Dollys lillesøster. Men får et nej, da han frier til hende. Ljovin siger til Stiva, at det ikke er kærlighed, men lyst, når Stiva har affærer. Ljovin er derimod sikker på, at han ikke skal giftes, når han ikke kan få Kitty. Efter en øm scene, hvor Kitty og Ljovin spiller en form for scrabble, finder de dog sammen. De bliver gift, og deres ægteskab står som det ideelle forhold mellem en mand og en kvinde, hvor de strækker sig langt for at gøre den anden glad.
Teatret som kulisse
Som det fremgår, er handlingen fyldt med store følelser. Der er stof til en tåreperser med alt for stor sentimentalitet, men gennem et genialt greb, hvor instruktøren bruger et teater som fortælleramme for en stor del af handlingen, undgår han, at det bliver for vammelt. Ved at bruge teatret som symbolsk kulisse, lykkes det at antyde tanker og intriger stærkt og ofte underfundigt. Der er ikke sparet på udstyret, hverken når det gælder kostumer eller kulisser, men det klæder filmen godt. Trods kulisserne forfalder skuespillerne heldigvis ikke til at agere teatralsk.
Tolstojs tro skinner igennem
Forfatteren Lev Tolstoj var en troende russiskortodoks kristen. Det er man ikke i tvivl om ved læsningen af romanen. Selv om det er mindre påfaldende i filmatiseringen, så fornemmer man flere steder, at det er troen, der gør et menneske i stand til at tilgive og blive ved med at tilgive. Det gælder især Aleksej Karenina. Man er heller ikke i tvivl om, at blandt de mange forskellige former, kærligheden optræder i, så ligger sympatien hos de to, der er tro mod hinanden og afviser alle udenoms forhold.