• TEMA kristne film Trosbaserede film - fx THE SHACK

  • På¨dvd/blu-ray STAR WARS: THE LAST JEDI

  • BEDSTE FILM TOP 10 2017 bl.a. Wonder

  • På dvd ALL SAINTS

  • TEMA Bibelfilm fx BEN-HUR

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx dvd-aktuelle PADDINGTON 2

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Andrei Rublev: Den yderste dom

Andrei Rublev

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTop 100 2011
Produktionsår: 1966
Varighed: 175 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Andrej Tarkovskij,
Medvirkende: Anatoli SolonitsynIvan LapikovNikolai Grinko,
Stikord:
 Krig,
 Mord,
 Vold,
 Tro,










Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 19.05.2009



Så lykkedes det mig at få set denne tre timer lange film. Jeg skulle tage tilløb en del gange. Forlydenderne om den har altid været: "svært tilgængelig", "en film om et mysterium, som i sig selv er et mysterium". Men også "verdens bedste film". Og hvem vil ikke gerne se verdens bedste film.

Instruktøren Andrej Tarkovskij nåede ikke at lave mange film, men hver og en af hans film anses for at være et mesterværk. Og alle er mærkelige og vanskelige. "Russiske" fristes man til at sige. Jeg har set en enkelt af dem - "Offeret" - hans sidste film, inden han som 54-årig døde af kræft. Og ganske rigtigt: en mærkelig og vanskelig film, men også meget stærk. Og tillige med et underliggende, markant kristent budskab. Det er nemlig også et bemærkelsesværdigt særkende for denne instruktør: Igennem alle hans film er der efter sigende en klar grundtone af kristen tro, som var hans eget klare udgangspunkt.

Lad det være sagt med det samme: "Andrei Rublev -den yderste dom" er ikke nogen lettilgængelig film. Jeg er fuldstændig sikker på, at jeg har overset et væld af pointer. Man mærker fra starten, at filmens enkle handling overalt er ladet med underliggende betydning. Dialogen er til tider så sær, at jeg i enkelte scener omtrent var hægtet af. Den enkle handling glider i perioder over i scener, hvor skellet mellem drøm og virkelighed er slettet, og handlingen tager underlige, nye retninger, for så igen at finde tilbage til sporet.

Det enkle hovedspor drejer sig om en af historiens mest berømte ikonmalere, russeren Andrei Rublev, som i 1400-tallet får en stor maleopgave i en domkirke. Han har svært ved at samle sig om opgaven. Han synes at kæmpe med dæmoniske kræfter i sig selv. Og helt umuligt bliver det, da nogle tatarer hærger området og til sidst endog bryder ind i domkirken, hvor mange mennesker har skjult sig. Og dér myrder og voldtager de løs. Andrei Rublev forsvarer en kvindes liv med en andens død til følge, og fra dette punkt vælger han tavsheden og ophører med at male.

Efter mange år møder han en helt ung mand, hvis far var klokkestøber, og som nu har overbevist nogle om, at han kender sin fars hemmelige formel for den bedste støbning og derfor er i stand til at lave en mægtig klokke til en kirke i Moskva. Sandheden er, at drengen aldrig har hørt faderens hemmelighed, men resultatet bliver alligevel smukt. Andrei Rublev følger den unge klokkestøbers anstrengelser og oplever en form for tros-fornyelse ved det og kan igen male.

Filmen har som nævnt mange lag. Et dominerende lag drejer sig om troens sejr over gudløsheden. Tatarerne er gudløshedens konkrete udtryk. Men også inde i Andrei Rublev findes gudløsheden. Derfor bliver troens sejr også tilgivelsens sejr eller tilgivelsens mulighed.

Tilgivelsen spiller en stor rolle i filmen, men ofte som en skjult pointe, i symbolladede billeder og scener. Blandt andet er der midtvejs en mærkelig korsfæstelsesscene, som synes at befinde sig et sted mellem drøm og virkelighed. I et snelandskab korsfæstes en russer. Scenen glider over i en anden drømmelignende scene, hvor der nu pludselig er en moralsk løssluppenhed på spil. Måske som et udtryk for det vantro menneskes svar på korsofferet. Eller måske er korsfæstelsesscenen blot et billede på den rå menneskenatur.

Filmen har også billeder af den rene natur. Man fornemmer det i enkelte kvindeansigter, som lyser så mærkelig tillidsfuldt og uskyldsrent op midt i al tvivlen, fortvivlelsen og forråelsen. Men især billeder af heste synes at rumme en særlig betydning af ren, uskyldig natur. Nogle af filmens første billeder dvæler nogle øjeblikke i slowmotion, uden sammenhæng med historien i øvrigt, ved billedet af en hest. På samme måde slutter filmen med billeder af heste i stille, silende regn. Og hvor mærkeligt det end lyder – disse billeder står ubegribelig smukt i helheden. Der er en påtagelig fredfyldthed over disse hestebilleder. Som om filmens konstante uro afbrydes nogle sekunder, og i stedet for indtræder en form for mystisk ro.

Filmen fik til at begynde med en tung gang på jorden. Først i 1969 blev den frigivet fra Sovjetunionen til Vesten. Den blev i det hele taget vist meget lidt i hjemlandet. Man anså den for at være en skjult kritik af det sovjetiske regime. Det er heller ikke svært at få øje på. Tatarernes ødelæggende fremfærd er let at parallelisere med kommunisternes.  Men der er utvivlsomt mere i filmen end et rent politisk anliggende. Der holdes også dom over Andrei Rublev selv. Det er mennesket som helhed, der står foran dommen – og tilgivelsens og troens mulighed.

Det er en film, jeg vil se igen. Den tåler gensyn mange gange – uden at man kommer til vejs ende med den. Den er på sin helt egen måde mærkeligt bevægende og fuld af smukke billeder, som jeg gerne havde set på det store lærred.

Manden som så englen handler om Andrej Tarkovskij



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*
Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies