Okay, det er ret svært at skrive gode komedier, som virkelig holder. Den slags hvor mavesyren er på vej op, fordi man hoster og sprutter så meget af latter, at kroppen reagerer demonstrativt. Den slags hvor lårene bliver ildrøde fordi hænder, albuer og pandebrasker bliver klasket mod dem i en lind strøm. Den slags! Og skal det hele så twistes med en knivsspids romantik, så er der virkelig fare på færde.
Selvfølgelig er den slags film populære, fordi de glider stille og roligt ned med candyflossen. Men skal man være en anelse kritisk, så er det sjældent at pulsen virkelig kommer op. Nuvel, man må bedømme filmen ud fra dens genre, og det har jeg tænkt mig at gøre. Og alene af den grund får filmen ultimativt bundkarakter.
Nu kan det være du sidder og tænker, om det ikke bare er fordi jeg er til kunstfilm, psykologiske thrillere etc. Og jo, det er sikkert en begrundelse. Men det brede publikum i biografen må tale med her. Det er trods alt første gang jeg har oplevet, at hele tre mennesker udvandrede fra en film - vel at mærke ikke sammen!
Filmens lettere rodede fortælling foregår i New York, hvor den aldrende baseball-stjerne Lisa (Witherspoon) oplever en atlets værste mareridt: at blive sat af holdet pga. alder. Hvad skal tilværelsen nu rumme? Og det hjælper ikke meget når man dater en narcissistisk, selvsikker og succesrig baseballstjerne (Wilson), der modsat en selv bare kan få tingene til at køre.
Et andet sted i byen, får finanssønnen George (Rudd) sig en gedigen overraskelse, da han pludselig bliver sagsøgt for svindel. Hans dominerende far er ude af den, men forsøger snart at kontrollere begivenheder. Ikke helt overraskende krydser de to historier nu spor, og det ender måske med at George og Lisa får hinanden. Who knows?
Filmens manuskript er pinligt dårligt. Der er ingen stringens i fortællingen, og de lange, klæbrige kærlighedserklæringer falder monotont, uden at der er den mindste smule nerve. Forsøget er vel at gøre det skrøbeligt og autentisk, men det bliver bare hult og kedeligt. Skuespillerne leverer nogenlunde præstationer, med Witherspoon som toppen. Men hendes let kejtede antrit lider snart samme skæbne som Jennifer Aniston: at rollen er givet på forhånd, fordi hun er så låst fast til én bestemt karaktertype. Kort sagt, så er der ingen overraskelser i vente.
Der kan laves kærlighedskomedier, som virkelig er godt lavet, og som ikke fortjener den snobbede anmelderkritik, som ofte rammer dem. Men den her film er altså under lavmålet, og den rummer faktisk ikke én interessant pointe.