Lidt uventet rejser en almindelig amerikansk komedie afgørende spørgsmål om fred og mening i tilværelsen. En film med hjerteknuseren og kvindebedåreren Jude Law i hovedrollen.
"Alfie" er et remake af den engelske film af samme navn fra 1966. Originalen var stærkt medvirkende til Michael Caines internationale gennembrud.
Nogen gange kan man overraskes over, at en almindelig og måske lidt ordinær Hollywood-komedie kan rejse grundlæggende spørgsmål om at finde fred og menig i tilværelsen. "Alfie" hører til denne kategori.
For Alfie (Jude Law) går livet mest af alt ud på at nyde alle de kvinder, han støder på - og gerne bare en enkelt nat ad gangen. Alfie prøver dem alle - lige fra den rige enke (Susan Sarandon) med særlig appetit på yngre mænd - til den enlige mor. Alfie har kontakt med mange kvinder, men binder sig ikke til nogen af dem.
Langsomt går op for ham, at hans uansvarlighed påvirker kvinderne negativt. Han begynder derfor at spekulere over, om han mon er på rette spor, eller om livet har mere at byde på. Ikke mindst da hans bedste ven ser sig nødsaget til at bryde deres venskab, fordi Alfie havde haft et forhold til hans kæreste.
Filmens første del er rastløs og kører hele tiden på det flygtige og overfladiske. Derved lever den fint op til Alfies filosofi om helst ikke at vågne i sin egen seng med udsigt til en rodet lejlighed og et tomt køleskab. Så hellere i en kvindes varme seng, hvor han hurtigt kan forlade gerningsstedet, når han har fået, hvad han vil have.
Manuskriptforfatter og instruktør har valgt med jævne mellemrum lade Alfie tale direkte til publikum, hvor han deler ud af sine scoretricks og øvrige overvejelser, og dette valg fungerer egentlig udmærket.
Filmens anden del skifter stil og dybde – den bliver væsentlig mere langsom og eftertænksom. I ægte amerikansk stil bliver den samtidig også en anelse mere sentimental og tårevædende. Men samtidig formår filmen at fastholde sit ærinde på en relativ troværdig måde. Blandt andet bliver Alfie standset af spørgsmålet fra en gammel bekendt: "Hvad vil du med resten af det liv?"
Filmen har en uventet og brat afslutning, men har samtidig en vigtig replik af Alifie – en replik som ganske fint udtrykker det postmoderne menneskets hvileløse søgen efter den ultimative lykke og fred – freden som kun finder sin opfyldelse i den bibelske forståelse af "Shalom", den fred som Paulus kalder "freden der overgår al forstand", Filipperbrevet 4,7.
Alfie udtrykker sagens kerne i dette citat: "Trods mine store anstrengelser begynder jeg at føle nogle store sprækker i min polerede overflade … Hvad har jeg egentlig? Lidt penge i min lomme. Noget lækkert tøj og en smart bil. Jeg er single. Fri som fuglen. Jeg er ikke afhængig af nogen, og ingen er afhængig af mig. Mit liv er mit eget, men jeg har ikke fred i sindet. Og har man ikke det, så har man intet. Så, hvad er svaret? Det spørger jeg hele tiden mig selv efter. Hvad er meningen med det hele?"
Jeg havde egentlig tænkt, at filmen bare skulle have tre stjerner, men den får den fjerde for at rejse væsentlige spørgsmål.*
Gemmer din stemme...
