Erik Clausens film har fokus på døden. Men filmens hovedtemaer handler om familierelationer og kritik af materialismen og selvoptagetheden i vort samfund.
Selvom døden er det umiddelbare tema i denne film, er det egentlig familierelationer, som er det centrale. Erik Clausen er blevet en gammel mand, og man fornemmer, at det sætter en dagsorden for filmen. Hovedpersonen Thorvald (Erik Clausen) er en ældre succesfuld billedkunstner, som får et hjerteanfald og dør. Han får nogle dage i en mellemtilstand, hvor en engel (Bodil Jørgensen) fører ham rundt i hans tidligere liv, og han ser frugterne af det liv, han har levet. Plottet har dermed en ramme, som ligner Charles Dickens' Et juleeventyr.
Lun og uhøjtidelig humor Thorvald må forholde sig til sine nærmeste såsom sønnen Vincent, ekskonen Bente, den nye hustru Alice, med hvem han har datteren Lucia, og han ser, hvor selvisk han har været i forholdet til dem. Filmen er en refleksion over menneskelige relationer i vores tid, og der er mange scener med folk, der sidder ved et bord og snakker. Det skal man indstille sig på. Den lidt statiske handling kompenseres af en gennemgående humor, som gør filmen lun og uhøjtidelig. Mens humor i mange danske film let går over grænsen og skaber en distanceret lede ved det hele, har Clausen her skabt en god balance mellem det alvorlige tema og en forløsende komik i de forskellige situationer. Skuespillerne gør det gennemgående godt. Særligt skal fremhæves Lisbeth Wullf, som spiller en grotesk, men ganske rammende journalist.
Nogle af temaerne er typisk Clausen. Han viser, hvordan fællesskabet og relationer i samfundet lider under det store ræs efter materialisme og personlig selvudvikling. Der er blandt andet en ironisk kritik af hele terapi-kulturen. Der er en selvoptagethed blandt mennesker i tiden, som gør os ensomme. Muligheden for at kontrollere alting skaber ikke den lykke, som vi tror. Som kontrast til det står ægte kærlighed og nærvær, som han især finder i barnet Lucia. Særligt for denne film er frygten for døden og konfrontationen med det faktum, at livet ikke varer evigt.
Uforløst afslutning Clausen har bestemt fat i noget, og det er godt, at der er nogen, som vil stille kritiske spørgsmål til den materialistiske livsstil, der præger det danske samfund. På mange måder repræsenterer Thorvald 68'er-generationen og det, som dens værdier har udviklet sig til. Clausen går ikke så langt, at han egentlig vil stille spørgsmål ved sit marxistiske livssyn, men prisen bliver dermed, at han ikke løser dødens gåde i denne film. Han vælger at slutte filmen med, at kisten bliver brændt i krematoriet til tonerne af Kim Larsens Om lidt bli’r her stille. Da bedemanden spørger Alice, om Thorvald skal begraves i kirken, siger hun: "Nej, Vorherre bevares." En komisk kommentar som viser Clausens og hans generations uforløste forhold til Gud og den kristne verden. Af samme grund bliver englen også meget dennesidig. Hun fremstår mere som en gammel bedstemor, der hjælper Thorvald til at se tingene i det rette perspektiv. Hvor ville det være skønt, hvis svaret på bedemandens spørgsmål i Clausens næste film kunne blive: "Ja, Vorherre bevares." For uanset, hvad Clausen synes, så er der en verden i morgen. Der begynder livet først for alvor.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 6 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
