Al Medina

Hvad gør det ved en mand at opleve stor ondskab? Efter at have set Al Medina er vi ikke kommet det svar nærmere, selvom vi tror, filmen prøvede at forklare det. Filmen mangler indlevelse. Drama, 
Produktionsår: 2015
Varighed: 90 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Omar Shargawi,
Medvirkende: Omar Shargawi, Sara Hjort Ditlevsen, Ashraf Farah,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup - 24.05.2016

FORBRYDELSER BLIVER MAN OND AF
"Al Medina" forsøger at være et studie i ondskaben, og for os er det svært at afgøre, om det er et realistisk billede af ondskaben. Mest fordi der er alt for meget galt med den som film.

Først og fremmest er der et dårligt manuskript, og muligvis bliver filmen også er klippet alt for meget i stykker. Manuskriptet lider under konstant dårlig beslutningstagning fra hovedpersonen, som gør det svært at tro på ham. De ydre vilkår, der af og til tvinger ham på rette vej, virker også ret ufuldstændige. Endelig har filmen en mærkelig fortællerytme, hvor den speeder op, hver gang der er en vigtig konfliktscene og dvæler, når det igen er blevet uinteressant og svært at forstå, hvad der sker. Stilen er uskarp og udført med håndholdt kameraføring, som det retfærdigvis skal siges, nok er meningen. Men det gør det svært rigtig at tage filmen seriøst, for man får aldrig lov at indleve sig i den ellers tragiske historie.

En vild deroute
Den dansk-arabiske Yusif er netop taget til Medina med sin danske, gravide hustru Sara for at starte et nyt liv. Vi når lige at se, hvor lykkelige de er, men så er det også tid til anslaget, hvor Yusif ved et uheld kommer til at slå en gadedreng ihjel, hvilket straks hævnes, så Sara aborterer. I Saudi-Arabien er det muligt at hævne sig på en udlænding og give ham en lang fængselsstraf. Da Yusif senere slipper ud, starter den vilde deroute, der, på trods af barmhjertighed fra en kærlig familie, hurtigt opgiver at vende hjem til Sara og i stedet kommer i virkelig dårligt selskab.

Islam har en prominent rolle i filmen, idet det hele vejen igennem er en vigtig del af Yusifs identitet, at han hver dag siger den muslimske trosbekendelse - nogle gange ret skingert - for sig selv. Det er svært at afgøre, om instruktøren i dette lægger en religionskritik; at Yusifs mange trosbekendelser ikke leder til ændret, bedre opførsel, eller om der er et glimt af forløsning at spore i tanken om en nådig Gud midt i en verden, der mest er unådig og brutal. Nåden i filmen består dog i en slags anger, som gør, at der til sidst kun er én mulig udgang for Yusif.

Film uden indlevelse
Filmen ønsker at fortælle, hvordan en god mand bliver ond, idet ondskaben uretfærdigt rammer ham selv. Hvordan den ene dårlige beslutning leder til den næste, uden at reelle udveje er mulige. Det er jo et meget reelt projekt. Men det lykkes bare enormt dårligt, fordi man sidder med fornemmelsen af, at forfatteren heller ikke ved noget om den proces, men blot har set "Godfather" og "Raging Bull" og søgt lidt filmstøtte. Indlevelsen udebliver, der er simpelthen for meget, der forstyrrer, til at vi kan identificere os med Yusif og tage hans kamp seriøst.

Kan ses på blockbuster.dk.

---