Abernes planet: Oprindelsen

Rise of the Planet of the Apes

Baggrunden for de begivenheder, der udspiller sig i "Abernes planet: Oprindelsen", fortælles i en flot, tankevækkende og medrivende ny film. Action, Adventure, Science fiction, 
Produktionsår: 2010
Varighed: 108 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Rupert Wyatt,
Medvirkende: James Franco, Andy Serkis, Freida Pinto, John Lithgow,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 09.08.2011

Jeg har endnu ikke set de oprindelige "Abernes planet"-film. Den første fra 1968 med Charlton Heston er i dag en klassiker. Jeg har til gengæld set Tim Burtons remake fra 2001. Den var spændende og, som altid i en Tim Burton film, mørk og "gotisk". I både de klassiske film og i Burtons remake fra 2001 er det mennesker, der er hoppet i abekostumer, og der er brugt masser af sminke. Det har bestemt sin charme.

I den nye film, "Abernes planet: Oprindelsen", er aberne computeranimerede, og det giver den fordel, at aberne kan gøre ting, som mennesker bestemt ikke kan – som fx at svinge rundt på og under Golden Gate Bridge.

"Abernes planet: Oprindelsen" fortæller historien om, hvordan aberne blev superintelligente, lærer at tale og overtager magten. Vi følger den unge forsker Will, som opdager en kur mod Alzheimers. Kuren testes på forsøgsaber, og det viser sig, at aberne udvikler meget høj intelligens. Kuren afprøves også på mennesker, og her har den en temmelig skræmmende effekt: Først bliver de tilsyneladende raske, men bagefter udvikler de voldsomme sygdomme, som i slutningen af filmen ser ud til at sprede sig over hele planeten. Og med menneskenes fald på grund af sygdom og abernes drastiske udvikling i intelligens er det nemt at forstå baggrunden for, at der overhovedet er noget, der hedder Abernes planet.

Når man sætter sig og ser filmen, er man således godt klar over, hvad det skal ende med. Nemlig at aberne overtager. Men i "Abernes planet: Oprindelsen" har man - meget klogt - valgt ikke at lave en hurtig actionfilm med skrigende og drabelige kampe mellem aber og mennesker, men i stedet en film, hvor man tager sig god tid til at fortælle, visualisere, forklare og give biografgængeren en klar følelse for situationen. Samtidig er der, ligesom i Burtons remake, lavet lidt om på den originale historie: I klassikeren fra 1968 ankommer tre astronauter til en fremmed planet, hvor aber og mennesker har byttet roller, og hvor Heston til sidst ser frihedsgudinden og opdager, at menneskene har ødelagt deres egen planet. I "Abernes planet: Oprindelsen" fra 2011 ser vi i et tv-klip rumskibet blive sendt af sted – det rumskib, som i 1968-udgaven ankommer til jorden efter flere år. I 1968-udgaven har menneskene udslettet sig selv i en atomkrig, men i 2011-udgaven skyldes rollebyttet og truslen i stedet genmanipulation.

Jeg vil sige det sådan, at første del af filmen simpelthen er elementært tankevækkende og medrivende. Anden del af filmen (den, som alle de unge i biografsalen sad og ventede længe på) er elementært spændende, og man holder helt klart med aberne.

At man i sidste del af filmen (dvs. de sidste 20 minutter) holder med aberne, skyldes filmens første del, som fortæller den triste historie om brug af dyr til forsøg, genmanipulation, omsorgssvigt og dyremishandling. Første del er en blanding af drama og kærlighedshistorie, som både er tankevækkende og medrivende. Der stilles helt klart fokus på, hvor farligt det er at manipulere ved naturen – og helt i tidens ånd er det netop spørgsmålet om genmanipulation, der fylder filmens første del.

Læg i øvrigt mærke til en lillebitte kommentar midtvejs i filmen: En af medarbejderne på dyreinternatet ser tv, og hvad er det, han ser? En udsendelse med netop 1968-filmens hovedperson, Charlton Heston, hvor han står og fortæller fra Bibelen! Uden tvivl både en applaus til originalfilmen, men også et vink vedrørende det forkerte og farlige i at røre ved Guds skaberværk.

Filmens hovedperson, chimpansen Caesar, er - ligesom de øvrige dyr i filmen - computeranimerede. I dag er det heldigvis muligt at gøre det så godt, at følelserne er klare og øjnene fortæller rigtig meget. Man føler virkelig med Caesar, når han udsættes for forsøg, misrøgt, omsorgssvigt, osv. – og derfor er man, næsten ligesom tilskuer til en fodboldkamp, helt med på at huje for Caesar og de andre aber, da de i raseri flygter og begynder deres triumftog først gennem USA og dernæst (måske i en film nummer to) i resten af verden.

---