• IT og IT del 2 nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • RINGENES HERRE: MAGTRINGENE sæson 2 Serie på Prime Video

  • WHITE BIRD nu på Prime Video ukdover fx Blockbuster.dk

  • NY FILM OM JOMFRU MARIA PÅ VEJ med Anthony Hopkins som Herodes

  • MISS PEREGRINES HOME FOR PECULIAR CHILDREN nu på Netflix ud over Disney+, dvd og blu-ray

  • LEE i biografen

Alle anmeldelser - Drama

A Single Man

Colin Firth imponerer i en kompleks fortælling om en homoseksuels bearbejdning af tab. Et flot eksistentielt drama.

DramaFilmstriben.dk
Produktionsår: 2010
Varighed: 101 min.
Censur: 7 år
Instruktør: Tom Ford,
Medvirkende: Colin FirthNicholas HoultJulianne Moore,
Stikord:
 Tab,
 Sorg,










Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 05.03.2010



Jeg gik til denne film med mange forskelligartede forventninger. En af mine forventninger var til hovedrolleindehaveren Colin Firth, for jeg har de sidste par gange i biografen set trailer til denne film, og der har stået meget rosende kommentarer om hans præstation. En anden forventning var mere en bekymring. Jeg kender bogen, som filmen er baseret på, og derfor vidste jeg, at filmen omhandler komplicerede homofile følelser og savn; og uanset hvad man siger, så er det svært som kristen at give en nøgtern anmeldelse. Men jeg vil forsøge, for det er også - i den forlængelse - det eneste rigtige at gøre.

Filmen er baseret på den engelske forfatter Christopher Isherwoods bog af samme navn. Han er mest kendt for sine bøger om og under Weimarrepublikken, herunder Mr. Norris skifter tog og Farvel til Berlin - den sidste filmatiseret som "Cabaret" med Liza Minnelli i hovedrollen (en film der vandt 8 Oscars). Men A Single Man er skrevet noget senere, udkom i 1964 og var fra sin udgivelse en af de vigtigste fiktive bøger i de homoseksuelles kampe for rettigheder i USA.

I denne filmatisering, som er lavet af den berømte modedesigner Tom Ford, følger vi hovedpersonen George Falconey (Colin Firth), der er professor i engelsk litteratur, men mest af alt kæmper med tabet af sin samlever gennem 16 år, den noget yngre Jim (Matthew Goode). Jim er blevet dræbt i en trafikulykke, og George kæmper med at finde mening i sit liv. Han får støtte af sin gamle veninde Charlotte (Julianne Moore), kaldet Charley, der også har mistet sin elskede, men i store træk er kampen mod ensomheden og længslen George's egen.

George finder en vis trøst i en samtale med en af sine studenter, den blåøjede og lidt melankolske Kenny; men på trods af den trøst, deres konversationer giver ham, er han alligevel fanget dybt i smerten og planlægger kun, hvordan han kan forsvinde fra denne langsomme dagligdagsproblematik, og til sidst ser han kun selvmordet som udvej.

Det er denne sidste dag i Georges liv, vi følger. Og det er meget rørende. Colin Firth er virkelig fremragende som den sørgende George, og han viser, hvor intenst en karakter kan spilles uden de store armbevægelser eller melodramatik. Specielt en scene, hvor vi i et flashback ser George modtage nyheden om Jims død over telefonen, og derefter hvordan hans smerte og frustrationer langsomt vælder op i ham, mens han blot bliver siddende i stolen - det er meget stort og bevægende.

Der er mange gode "punch-lines" i filmen, og det eksistentielle bliver i høj grad bearbejdet. Der er meget stof til eftertanke at hente der. Den sociale skildring af de homoseksuelles forhold er også godt beskrevet, som fx i ovenstående situation, hvor det er Jims onkel, der ringer til George, fordi Jims forældre ikke vil snakke med George, og ikke engang ønsker at se ham til begravelsen. Ikke noget at sige til, at tilværelsen pludselig føles ensom.

Som sådan er filmen fremragende, men set ud fra en klassisk kristen synsvinkel er det selvfølgelig den etiske baggrund, som er den sværeste at knække. Min indgangsvinkel bliver en snak mellem George og Charley midt i filmen. De snakker om deres liv og deres savn, og selvom de er blevet berusede er samtalen dyb. Charley får spurgt om det, som mange har fremsat som en forklaring på homoseksuelles kærlighed, nemlig: "Var din kærlighed til Jim ikke bare en erstatning for en virkelig, tabt kærlighed?" George bliver selvfølgelig oprigtigt stødt, for nej, et samliv gennem 16 år er aldrig erstatning. Og det viser jo kun, at homoseksuelles følelser er lige så glødende og reelle som heteroseksuelles. Problemet er i bibelsk forstand ikke følelserne, men udlevelsen. Der står intet sted i Bibelen, at homoseksuelle følelser er en synd, men det at praktisere den er gentagne gange beskrevet som noget forkert og som noget, der er imod skaberordningen. Det er måske den bedste indgangsvinkel til en snak om homoseksualitet efter denne film. At følelserne er reelle - og dem skal man ikke fortrænge - kommer der kun store problemer ud af; men har man disse følelser, må man forsøge af at tackle dem på en god og sund måde, så man både fastholder den bibelske formaning, og så troværdigheden mod sig selv.

Det slår mig ofte, at når snakken falder på disse emner, så bliver kristne med et klassisk bibelsyn (som jeg selv) ofte gjort til de følelseskolde; men problemet er jo netop, at det har en dobbelthed. Jeg ønsker at vise kærlighed og trofasthed både mod mennesker og mod Guds ord. Og går de to i clinch, må jeg vælge Guds ord, MEN samtidig vise omsorg og forkynde frelsen i Kristus så mennesker hører det. Det må aldrig blive et spørgsmål om blot at have ret. Sådan forkyndte Jesus heller aldrig. Han gik aldrig på kompromis med synden og dens konsekvenser, men han insisterede på at se mennesket bag synden, og jeg må gøre det samme. At se synderen og ikke synden - ligesom jeg selv er blevet afsløret, men alligevel elsket.

Det her emne er så kompliceret, at jeg selvfølgelig ikke kan berøre alle problemer i en filmanmeldelse. Men vil man vide mere eller have hjælp til at få styr på egne homoseksuelle følelse, eller måske være rustet til at hjælpe en ven, der har sådanne følelser, kan man tjekke Agapes "Basis"-program på basis.dk. De har mange års erfaring i at hjælpe mennesker med disse komplicerede følelser.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer