A HOUSE OF DYNAMITE ny på Netflix
WHITE BIRD nu på Viaplay
WONDER nu på Netflix udover Viaplay og Prime Video
THE MAGNIFICENT SEVEN nu på Viaplay udover dvd
ARE YOU THERE GOD? IT'S ME, MARGARET nu på Viaplay
TASK (serie) ny på HBO Max
THE FANTASTIC 4: FIRST STEPS nu på dvd og blu-ray og på Disney+ 5/11
Ugens film: GOOD WILL HUNTING på Netflix og Viaplay udover dvd
VERDEN ER EN KRUDTTØNDE
Har vi brug for en film, der vil øge frygten for en atomkrig? Det er ikke let at svare på, men nu har vi den i hvert fald. Instruktøren af The Hurt Locker, der høstede lidt mere end en håndfuld Oscars, står bag denne bemærkelsesværdige film fra Netflix.
En bombethriller uden slutning
En amerikansk observationspost opdager et missil, der ser ud til at være på vej mod USA. Alarmen spreder sig lynhurtigt til alle relevante instanser, og det er mange. Nedslagspunktet kan efter nogle minutter præciseres til Chicago og tidspunktet er om 19 minutter og nogle sekunder. Det er disse intense minutter filmen skildrer. Vi har altså at gøre med en bombethriller. Utallige action- og spændingsfilm er spundet over det plot: En eller flere helte skal lokalisere og desarmere en bombe med enorm ødelæggelseskraft, og det skal ske inden det tidspunkt, hvor den er programmeret til at detonere. I sidste øjeblik lykkes det. Sådan en film er "A House og Dynamite" ikke, for slutningen mangler.
Organisatorisk kaos og tekniske svigt
Næsten alt foregår i situationsrummet i Det Hvide Hus, og så lidt på diverse observationsposter, i bilkorteger og helikoptere. Handlingen udvikler sig gennem telefonsamtaler, videomøder og samtaler mellem medarbejdere i de forskellige instanser. Det lyder lidt kedeligt, men spændingen er intens hele vejen. Vægten er lagt på to områder. Først vil jeg nævne den advarende pegefinger, som filmen rejser i forhold til gennemførelsen af en sådan operation. Uanset hvor meget, man har øvet, og uanset hvor mange fine planer og protokoller man har, så vil noget gå galt. Og så skal der tages nogle meget skæbnesvangre beslutninger. Af en eller anden grund er det ikke muligt at lokalisere stedet for affyringen. Derfor ved de ikke, hvem fjenden er. Der er tale om et ballistisk missil. Alle går ud fra, at det er armeret med en atombombe. De to luftforsvarsmissiler, man sender op efter det, fejler af en eller anden grund. Dette sammen med, at affyringsstedet ikke kan lokaliseres, tyder på en fjende, som er i stand til at gå ind i USA's computersystemer. Desperationen og usikkerheden øges. Normalt vil responsen på et sådant angreb være, at USA sender missiler i den anden retning. Men hvad gør man, når det ikke er klart, hvor og hvem fjenden er? Skal man så for en sikkerheds skyld sende atommissiler mod alle fjenderne? Eller skal man dukke sig og se, om det kommer til at gå ud over andre end indbyggerne i Chicago? Præsidenten skal tage den endelige beslutning, men meningerne blandt hans rådgivere er vidt forskellige.
Den menneskelige faktor
Den advarende pegefinger om administrativt kaos og tekniske svigt, er filmens ene fokus. Det andet er de menneskelige reaktioner, og det er for mig filmens stærkeste side. Vi møder mange personer, og vi kommer tæt på en del af dem. Generalen har en datter i Chicago, og sådan har alle nogle personlige forhold, som gør det svært for dem at fokusere og være objektive. Fremragende instruktion og skuespil trækker os helt ind i den skrækkelige situation, disse mennesker befinder sig i. Reaktionerne er vidt forskellige og forståelige. Der er meget at spejle sig i.
Velvalgte kunstneriske valg
Kunstnerisk er der foretaget flere velfungerende valg. Filmen er delt op i tre dele med hver sin synsvinkel. Tre gange vender vi tilbage til begyndelsen og oplever det samme forløb, men med vægt på en ny side, og med forskellige personer i centrum. I den komplicerede situation fungerer det rigtig godt. De hæse, klagende og raspende strygere fungerer som en god understøttelse af stemningen. Fotograferingen er en god kombination af nærbilleder og oversigt over hele rummet. Kameraet er nogle steder håndholdt, så vi får en dokumentaragtig fornemmelse. Undervejs er der blevet plads til lidt humor, som giver os et pusterum fra den intense stemning.
Et par huller i plottet
Uden at være ekspert fornemmer jeg et par alvorlige huller i filmens plot. Alle går som en selvfølge ud fra, at missilet er armeret med en atombombe, men det kan de vel ikke vide, for de kender ikke afsenderen. Selv med USA's nuværende præsident, som har ændret forsvarsministeriet til krigsministeriet, har jeg svært ved at forestille mig, at nogle i USA alvorligt vil overveje at sende en dynge atommissiler mod alle fjendtlige stater (Rusland, Kina, Nordkorea og Pakistan), inden det ukendte indgående missil har ramt sit mål og er eksploderet. Nogle af militærfolkene argumenterer for det. Mon det virkelig afspejler virkeligheden? Jeg tvivler, men måske er det bare mit forsøg på at skubbe atomtruslen lidt væk fra bevidstheden.
En eftertanke om værdier og håb
Den kristne to er også en smule med. Ved en af de alvorlige meddelelser korser en af analytikerne sig. Hans chef kommer med en lidt spydig reaktion, men tager sig i det og siger: "Undskyld. Jeg er selv kirkegænger. Men jeg har desværre ikke været ret trofast på det seneste." I øvrigt er der store etiske spørgsmål undervejs, men dem er der ikke noget særligt fokus på. Og så et lille forsøg på at svare på det indledende spørgsmål. Vi har vel egentlig ikke behov for at fokusere på muligheden for en atomkrig, men det er heller ikke filmens egentlige sigte. Den giver os en mulighed for at overveje, hvad der betyder noget i livet. Har vi et håb, der rækker ind bag jordens undergang? Hvis vi bliver klar over, at vi måske ikke kommer hjem mere, er der så nogen, vi skal have ringet til, for at sige undskyld, eller for at fortælle om vores kærlighed til dem?
Kan ses på Netflix.
Gemmer din stemme...
- 
