• 28 YEARS LATER: THE BONE TEMPLE på dvd og blu-ray

  • MISSON BÆVER nu på Disney+ (15/6 på dvd og blu-ray)

  • RITUALET nu på Netflix

  • UNCHOSEN Netflix-serie

  • DE FORBANDEDE ÅR 3: FREDENS PRIS nu på dvd og blu-ray (8/6 på Prime Video)

  • KASTANJEMANDEN. TÆLLE TIL ÉN, TÆLLE TIL TO Netflix-serie

  • Den kristne film UNSUNG HERO - sidste dag på Netflix er 15. juni

  • UGENS FILM BEGYNDELSER - på dvd og blu-ray

Alle anmeldelser - Gyser

28 Years Later: The Bone Temple

Endnu engang går turen til Storbritannien, som stadig er et dystopisk, smadret landskab 28 år efter det skrækkelige virusudbrud.

Gyser
Produktionsår: 2026
Varighed: 109 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Nia DaCosta,
Medvirkende: Jack O'ConnellRalph FiennesEmma Laird,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Christian Thomsen - 05.06.2026



MØRKE, DJÆVLE OG HÅB I RUINERNE 

Nia DaCosta har overtaget instruktørstolen fra Danny Boyle i efterfølgeren til 28 Years Later, og det er også meget tydeligt i både stemning og stil, at der er sket et skifte. Og ja, det er lidt noget rod, at de to film stort set hedder det samme, og flere spekulerer da også i, om dét – sammen med den korte tid mellem de to biografpremierer – er årsagen til, at filmen ikke har tjent særlig mange penge. Faktisk så få, at det stadig er uvist, om den planlagte tredje film bliver til noget.

Senere i anmeldelsen bliver der spoilet ting fra handlingen, men det er nødvendigt for at kunne fortælle om tema og budskab. Du bliver advaret inden.

Spoiler-advarsel for den første film

Historien i "28 Years Later: The Bone Temple" samler tråden op, hvor vi efterlod den i den første film. 14-årige Spike var efter besøget hos Dr. Kelson – hvor han tog afsked med sin dødssyge mor – stødt på en vild bande ledet af Jimmy. Man fik hurtigt fornemmelsen af, at det ikke ville blive et rart bekendtskab. Og det viste sig at være sandt.

Lederen, der kalder sig Sir Jimmy Crystal, så vi ganske kort i åbningen af den første film. Som otteårig blev hans hus og familie angrebet af de inficerede, og faren, som var præst, flygtede ind i kirken. Det gjorde Jimmy også, men i modsætning til faren lykkedes det ham at gemme sig og overleve. Han så sin far blive overmandet af en flok vilde smittede, og det har sat dybe spor hos Jimmy.

Man kan bedst beskrive ham som en psykopat med voldsomme vrangforestillinger. Han fortæller sine følgere – som alle skal bære blonde, langhårede parykker ligesom Jimmy selv – at han er søn af “Old Nick”, en anden betegnelse for djævelen. Som den ondes søn har han en vision for sin sataniske kult: at finde og flå så mange mennesker som muligt.

Herunder afsløres vigtige ting fra handlingen i "The Bone Temple"!

Spike er modvilligt blevet optaget i gruppen og tvinges nu med rundt på drabstogt. Efter mødet med en gruppe mennesker, som alle bliver dræbt på brutal vis, får han en slags allieret i gruppen: en pige, som begynder at tvivle på, om Sir Jimmy virkelig er Satans søn.

Gruppen ender hos Dr. Kelson, og Jimmy tvinger ham til at udgive sig for at være djævelen selv, så hans følgere vil forblive tro mod ham. Kelson, spillet af Ralph Fiennes, leverer noget af et pyroteknisk djævleshow, mens Iron Maidens The Number of the Beast buldrer ud af højtalerne. Det er en voldsom scene, som mange nok vil finde ubehagelig.

Generelt er temaerne dystre og brutale i "The Bone Temple". Tonen er markant mørkere end i de andre film i serien. Det sataniske element fylder meget, og langt hen ad vejen ledte jeg efter mening i galskaben. Hvad er egentlig filmens konklusion og budskab til publikum? Det kan selvfølgelig være et spørgsmål om fortolkning, og her er filmen tvetydig.

Dr. Kelson svarer på spørgsmålet om Gud og djævelen noget i retning af: “Der er ingenting. Kun os.” En trøstesløs livsfilosofi uden håb og mening. Men netop, som man tror, at dét er filmens budskab, bliver Kelson stedfortræder for de unge følgere. Han dør, så de kan blive sat fri – bogstaveligt talt fra djævelens greb – i filmens dramatiske klimaks.

På den måde bliver han en Jesus- og frelserfigur i en verden af død og ødelæggelse. I den specifikke scene kan man endda drage paralleller til Jesus i dødsriget, hvor han overvinder det onde. Vildt. Overraskende. Håbefuldt.

Overraskende efterfølger
Det var ikke sådan en film, jeg havde forventet at se i 28-filmserien. Den skiller sig markant ud både stilistisk og tematisk, men det er også en film, jeg snart kommer til at se igen.

Til allersidst i filmen bliver der åbnet en dør til den videre fortælling, og her dukker en gammel, velkendt karakter op. På det tidspunkt bredte smilet sig hos mig, og i takt med, at John Murphys ikoniske musikstykke In the House – In a Heartbeat fra "28 Days Later", stiger i volumen, sad jeg og håbede inderligt på, at den tredje film i den nye trilogi ikke bliver skrinlagt.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer