• HAMMARSKJÖLD nu i biografen

  • THE ZONE OF INTEREST nu på dvd og blu-ray

  • DEN GRÆNSELØSE nu på dvd og blu-ray

  • LÆRERVÆRELSET nu på filmstriben.dk udover dvd

  • DESPERATION ROAD nu på dvd og blu-ray

  • STOCKHOLM BLOOTBATH nu på dvd og blu-ray

  • THE ROSA PARKS STORY nu på dvd og filmstriben.dk

  • GRAN TURISMO nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

Nyheder

26.03.2024

Fem ikke-påskede påskefilm

Af Christian Thomsen
Hermed fem bud på film, hvor evangeliets budskab ligger lige under overfladen.


Hvis man har været igennem listen med anbefalede Jesus-påskefilm, og nu har lyst til noget mere ramasjang, kan man med fordel læse videre. Frelser-fortællingen og Jesus-figuren kan tolkes ind i og ses i rigtig mange film, men nogle gange er det mere tydeligt end andre. Film&tro.dk giver herunder et bud på fem film, hvor evangeliets budskab ligger lige under overfladen.

Gran Torino
Instruktør: Clint Eastwood (2008)

Walt Kowalski er en gammel, gnaven Korea-krigsveteran, som ikke har meget til overs for andre, og gerne bare vil passe sig selv. Men forskellige begivenheder gør, at han kommer i tæt kontakt med den asiatiske nabofamilie og især sønnen Thao, men også de bøller, som styrer i kvarteret. Han giver erfaring og visdom videre til den unge nabo, men lærer også selv et par vigtige lektioner i sit livs efterår. Clint Eastwoods hovedkarakter, Walt, afspejler både et syndigt menneske og en frelsende Jesus. Anger, nåde og næstekærlighed er temaer, som er i spil i Gran Torino, og selvom filmens tone langt hen ad vejen er lidt dyster, sidder man alligevel med følelsen af håb og fortrøstning, når rulleteksterne kommer til sidst.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på fx Blockbuster.dk

En verden udenfor
Instruktør: Frank Darabont  (1994)

Verdens bedste film?
Det amerikanske filmsite IMDb's brugere har i flere år haft En verden udenfor liggende på førstepladsen på top-250-listen over bedste film. Det kan jo altid diskuteres (og bliver det også!), men filmen har i hvert fald vundet indpas hos mange filmelskere. Tim Robbins’ karakter, Andy Dufresne, er en meget tydelig Jesus-figur, der dømmes uskyldigt, og må tage den straf, som en anden skulle have haft. Andy må gå meget igennem, inden han selv skaber den forløsning, som leder tankerne hen på Jesu opstandelse påskemorgen.
Selvom instruktøren har udtalt, at der ikke er tilsigtede kristne undertoner, er det svært at overse, hvis man først har fået øjnene op for det.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på filmstriben.dk, Viaplay og HBO.

The Dark Knight
Instruktør: Christopher Nolan (2008)

Kampen mellem det gode og det onde. Én magt, som ønsker kaos og menneskets undergang, og en anden, som kæmper for fred og retfærdighed. Dén konstellation ses i så mange film og serier, at det ikke nødvendigvis leder tankerne hen på Bibelens fortælling om godt og ondt. Når The Dark Knight alligevel nævnes her, skyldes det, at Christopher Nolan, som både instruerer og har været med til at skrive manuskriptet, tager det et skridt videre. Det er muligvis et tilfælde, at Batman, som ender med at påtage sig skylden for Jokerens forbrydelser for at redde Gotham og dens indbyggere, ender med at fremstå som en meget tydelig frelserfigur, men netop derfor bliver anden del i Nolans Batman-trilogi et godt eksempel på en actionfilm med et evangelisk budskab.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på Netflix, Viaplay og HBO.

Ringenes herre: De to tårne
Instruktør: Peter Jackson (2002)

Tolkien, som har skrevet bøgerne om Ringenes Herre, var gode venner med den kristne Narnia-forfatter C .S. Lewis. De diskuterede og inspirerede hinanden, og måske har det haft betydning for de Jesus-paralleller, der er at finde i filmserien og i særdeleshed i De to tårne. Det er troldmanden Gandalf, som i den første film kæmper mod ondskaben i form af det dæmoniske væsen, Balrog'en, der leder tankerne hen på Jesus. Gandalf trækkes med ned i mørket, men efter flere dages kamp ’genopstår’ han. Nu i en hvid, mere almægtig skikkelse. Hans venner kan først ikke kende ham igen, men da han giver sig til kende, forstår de, at det er deres ven, som er vendt tilbage til livet. Der er masser af referencer og paralleller til Bibelen gennem alle tre film, og det kan give en anderledes filmoplevelse, hvis man er opmærksom på det.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på HBO.

Die Hard
(1988)
Instruktør: John McTiernan (1988)

Det har i årevis været diskuteret i filmfora på nettet, om "Die Hard" er en julefilm eller ej. Hvis man virkelig tager de ’bibelske briller’ på, viser det sig, at det faktisk i stedet er en påskefilm! John McClane, spillet af Bruce Willis, er omdrejningspunktet i filmen. Jesus-figuren. Det åbenlyse er selvfølgelig, at McClane er ham, der som ene mand kæmper imod og frelser de fortabte sjæle i bygningen, hvor de holdes fanget, men filmen og manuskriptet er derudover fyldt med små hentydninger, som sagtens kan tolkes i et kristent perspektiv: Der gøres meget ud af, både visuelt og i dialogen, at gøre opmærksom på McClanes blødende fødder og hænder. "Vi har stukket ham med spyd," udtaler Takagi om McClane. Ordet ’Kristus’ bliver sagt otte gange i filmen og ’Jesus’ bliver sagt seks gange - ovenikøbet til (om?) John McClane, da han kommer frem, blodig og badet i lys ved filmens slutning, inden han sender den sidste ondskab ud ad vinduet og ned i dybet. Det kan lyde som søgte eksempler, men der er så mange små og store tilfælde gennem filmen, at det ikke kan være tilfældigt. Tjek det selv ud!
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på Disney+




Annoncer