• TEMA kristne film Trosbaserede film - fx LITTLE BOY

  • HERRENS VEJE DR1 | Søndag kl. 20.00 - Foto: Tine Harden

  • DEAR JOHN DR3 | 23-11-17 | kl. 14.55 - hører til mest romantiske film

  • TEMA Bibelfilm fx RISEN

  • NY på bibliotekets filmstriben.dk PELÉ - EN LEGENDES FØDSEL

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx GRUSOMME MIG 3

Nyheder

03.02.2015

De store spørgsmål lader sig ikke løse i farten

Af Thomas Bjerg Mikkelsen
Filmen The Straight Story er en smuk, langsom og underfundig historie om Alvin, som kører mange hundrede kilometer på en John Deere havetraktor.

En af mine absolutte yndlingsfilm er The Straight Story af multikunstneren David Lynch. Det er en smuk, langsom og underfundig historie om den 73-årige Alvin Straight, som kører mange hundrede kilometer på en John Deere havetraktor, fordi han skal forsone sig med sin bror, Lyle, som han ikke har set i mere end ti år. Det bliver til en tur på flere uger gennem Iowa til Mount Zion i Wisconsin.

Alvin Straight repræsenterer i filmen det langsomme, det eftertænksomme og det kontemplative. Han bor sammen med sin udviklingshæmmede datter, Rose, som de andre kalder et "fjols", men som ifølge Alvin selv er varm og kærlig. Alvin har et dårligt helbred og befinder sig i sit livs efterår. Han hører til blandt de langsomme i samfundet.

Min favoritscene fra filmen er den, hvor man ser Alvin tøffe langsomt af sted på en meget lige vej på et meget øde sted. Pludselig hører man hvinende bilhjul efterfulgt af et brag. Det er en yngre kvinde, som efter at have overhalet Alvin, påkører et rådyr. Kvinden mister besindelsen og råber frustreret, at det er det trettende dyr, som hun har påkørt i denne måned. Derefter kaster hun sig ind i bilen igen og fortsætter det vilde ræs, mens vi andre tænker: Gad vide om hun selv ved, hvor hun er på vej hen? Efterfølgende klippes der over til en hyggelig aftenscene, hvor Alvin sidder og rister en rådyrbøf over et bål.

Kvinden illustrerer næsten alt for tydeligt den rastløshed, som præger mange af os. Vi sukker efter tid til fællesskab og eftertænksomhed, men det er, som om vi ikke tør sætte tempoet ned – som om vi er bange for at gå glip af et eller andet, som vi ikke ved, hvad er.

Det meningsfulde liv søges altid i det, som er foran og ikke i nuet, hvor livet reelt skal leves. I moderniteten føler vi i stigende grad, at vi er i tidsnød, at tiden er knap. Vi accelererer livstempoet, hvilket indebærer, at vi gør flere ting på mindre tid. Moderne studier har endda påvist, at vi sammenlignet med andre generationer spiser hurtigere, sover mindre, kommunikerer mindre med familien.

Vi lever kort og godt ud fra en opfattelse af, at jo hurtigere vi bevæger os, og jo mere vi producerer, des hurtigere vil vi kunne realisere det gode liv. Men vi opdager ikke, at det fremtidige liv kun findes i vore egne tanker, uden nogen garanti for, at det nogensinde bliver til virkelighed.

Og tid til rådyrbøf over et bål bliver der ofte ikke megen af.

Minderne vil ikke gå bort
Alvins datter, Rose, fik som ung tvangsfjernet sit barn, fordi myndighederne vurderede, at hun ikke havde en tilstrækkelig forældreevne. Og da Rose som udviklingshæmmet lever et langsomt liv på kanten af samfundet, kan hun ikke stikke af fra fortiden ved at sætte tempoet op og race derudaf. Minderne om det tvangsfjernede barn vil derfor ikke gå bort – og godt det samme.

For Rose ser sine omgivelser, og hun forholder sig til smertepunkterne i livet på en langt mere relevant og livsduelig måde end den fortravlede kvinde fra landevejen. Rose græder over sit tabte barn og viser sig som et mere sandt menneske, der forstår sig på livet.

Mens Rose sidder hjemme og tænker på sit tabte barn, går det kun langsomt fremad for Alvin på havetraktoren. Og det er der god og dyb mening med. Et liv i et konstant højt tempo gør det nemlig vanskeligt at se vejen frem. Men det gør det også vanskeligt at se tilbage. Vi kan hverken forholde os til vores sorg eller skyld, hvis vi aldrig sætter tempoet ned – for man kan ikke skynde sig med sorg, ligesom man ikke kan skynde sig med kærlighed og tilgivelse.

På sin rejse til Mount Zion stopper Alvin op ved en bar for at få et glas mælk. Han drikker mælk, fordi han efter hjemkomsten fra krigen forsøgte at dulme traumerne med alkohol. Men nu skal der sættes ord på sorgen og skylden – og denne gang skal smerten ikke dæmpes. Derfor mælk.

Han sidder sammen med en jævnaldrende krigsveteran, som også har fortrængt de dystre oplevelser. Alvin fortæller om, hvordan han under krigen kom til at skyde en kammerat, som han forvekslede med en fjende. Ingen fik noget at vide. Men nu – efter at have tilbagelagt flere hundrede mil på sin havetraktor – er det blevet muligt at fortælle historien.

Den langsomme rejse mod Mount Zion hjælper ham til forsoning med fortiden og til at reflektere over det, han har mistet. Samtidig vokser et nyt håb frem. Hans største længsel er igen at sidde sammen med sin bror og se på stjernerne. Sådan som de gjorde før, der opstod et fjendskab imellem dem.

Hans bror er alvorlig syg, og Alvin har travlt, hvis han skal nå frem i tide. Men i modsætning til kvinden på vejen følger den gamle mand på havetraktoren hjertets tempo.

Han skynder sig langsomt og lærer os, at al tale om effektivitet og hastighed i sammenhæng med fortrængt smerte og skyld er absurd. De store spørgsmål i livet lader sig ikke løse i farten.

Sand tale om livet
Alvin og Rose vil minde os om, at det er på tide at sætte tempoet ned. Ikke forstået på den måde, at vi ikke må have travlt eller leve et energisk liv. Der findes en særlig glæde ved at gå til ro om aftenen efter en energifyldt arbejdsdag med masser af travlhed og spændende opgaver. På samme måde er der en særlig glæde ved at gå til ro i bevidsthed om, at man også denne dag har gået en ekstra mil for et medmenneske eller en meningsfyldt sag. Det går faktisk an at ofre sig for en sag og slide sig træt, når bare der også er tid til hvile og eftertanke. Der er stor forskel på at race derudaf uden blik for omgivelserne og på at køre en tempofyldt tur ud i landskabet, mens man mærker glæden ved fremdriften.

Pointen bliver derfor snarere, at vi aldrig vil finde ind til meningen med livet, hvis vi altid lever i overhalingsbanen og aldrig bringer os selv ud på et sidespor, hvor vi sammen med Rose for alvor kan mærke og forholde os til smertepunkterne i vores eget liv. Hvor vi kan sidde sammen med Alvin og riste bøffer, mens vi forsoner os med fortidens fejltagelser og giver plads til livets største spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvor er vi på vej hen?

De langsomme som forbillede
Vi lever i et samfund, hvor arbejde altid går forud for hvile, og hvor hastighed og effektivitet ses som vejen til at realisere det gode liv. Det hurtige, effektive og tidsbesparende er et gode, mens glæden ved at gøre ting langsomt næsten er forsvundet.

I Kristi rige er tingene vendt på hovedet. Her gælder det om at finde hvile, før man arbejder. Her gælder det om at leve så tilpas langsomt, at vi husker, hvem vi var, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Her lever vi i et tempo, så vi ser hinanden og har tid til at slå følgeskab med hinanden på rejsen.

Når vi er presset på tid – og (indrømmet) det kender jeg desværre alt til og har høstet en del nederlag på den konto – kan vi stadig være parate til at kommunikere og udveksle informationer, men vi tager os sjældent tid til at lytte til hinandens livshistorier og længere udredninger om vores personlige problemer. Derfor knytter vi sjældnere bånd på et mere personligt plan.

Måske er tiden inde til at vise de handicappede, de gamle, børnene og de langsomme en ny agtelse. For er det mon sådan, at det til syvende og sidst er dem, der gennem deres evne til at knytte dybere bånd til deres medmennesker, sætte tempoet ned og betragte verden bedst kan afdække de grundlæggende mekanismer bag samfundets travlhed, nemlig bekymringen for dagen i morgen og jagten på lykken? Og er det ikke dem, der på et dybere plan afspejler Kristus og taler mest sandt om livet?

Det er ikke mærkeligt, at verden er fuld af desillusionerede og stressede mennesker, når vi kun sjældent har tid til at sidde på Mount Zion og se på stjerner.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 5/2015




Annoncer
 

filmogtro.dk bruger cookies. Se mere information Acceptér cookies